Tænd et vokslys for min sjæl

Kan vi mon aflokke den smilende engel nogle af hans hemmeligheder? Man må famle med svarene, for her skal der tænkes foruroligende langt tilbage i tiden. Billedets stiltræk tyder på, at kunsthåndværkeren må have levet engang i 1200-tallet. Figuren skulle således være lavet henved 200 år før Jørsby-boerne opmurede deres lave teglstenskirke engang i 1400-årene. Vi må gætte på, at billedet oprindelig har stået i en ældre kirke i Jørsby – en lille forblæst trækirke yderst ved Limfjorden!

Så gamle helgenbilleder af denne art er næsten udelukkende bevarede her i Norden, men de har sikkert eksisteret i hele det katolske Vesteuropa. I vore sydlige nabolande findes der nemlig flere samtidige håndbøger, der fortæller, hvorledes håndværkere skulle udfærdige sådanne figurer. I Danmark er det ikke så ualmindeligt at finde de 700-årige skikkelser bevaret, men man kan ikke sige, at de har vakt større opmærksomhed. Mange af dem står i afsides kroge og gemmer, ja endnu hænder det, at en ormædt og vanddrukken egetræshelgen findes frem fra skumle kirkelofter og tårnkamre. Man forstår måske, at en kunstkender kan rynke på næsen, for de gamle træskærere har gerne udtrykt sig enkelt, og dertil har tiden faret hårdt frem mod billederne. Egentlig er de kun grå skygger imod deres gamle pragt, for det mørke egetræ var oprindelig dækket med et fint kridtlag, hvorpå forgyldning og klare farver var lagt. To gennemgående nagler forneden i Jørsby-billedet viser, at det ydermere må have indgået i en større opstilling. Normalt har sådanne skulpturer sikkert stået i et tømret alterskab, som det endnu er bevaret i Øster Vram kirke i Skåne.

Der er altså tale om kultbilleder til smykkelse af kirkernes altre, herom er der nogenlunde enighed mellem de lærde; men går vi et stykke længere og spørger, hvad disse altre og deres billeder egentlig blev brugt til, så er vi på gyngende grund. Lad os dog vove et forsøg. Enkle svar skal vi ikke forvente, men kan vi blot samle nogle tråde, så vil vi glimtvis kunne fange de tanker, der rørte sig i 1200-tallets Jørsby-bo, når han så det funklende Mikaels-billede lyse i det lille dunkle kirkerum. Vi må prøve at åbne os for den enkle, men for os så fremmedartede, logik, der snævert afgrænsede disse generationers opfattelse af deres tilværelse.

Middelalderens katolske kirke opfattede sig som Guds redskab til at frelse jordens lidende menneskeskarer. Mylderet af bisper, præster og munke var en hær, der under pavens ledelse daglig førte krig mod satan og hans håndlangere. Og satan var i hvert enkelt menneske, der derfor uafladelig måtte tugtes af sognepræsten, den lokale repræsentant for Guds kirke. Frelsen opnåedes kun ved en nøje overholdelse af kirkens forskrifter, der må forekomme os yderst kontante – det gode var sat i system og gennemorganiseret. Helligdage og fastetider skulle nøje overholdes, og når klokkerne kaldte til messe, måtte man regelmæssigt møde op og deltage i offeret. Skat til kirken, »tiende«, skulle falde til de fastsatte tider og »frivillige« offergaver lægges i kirkeblokken på bestemte dage. Det var tilrådeligt at afholde sig fra de store synder, men selv de mindste måtte nøje skriftes for præsten, der så efter forskellige tariffer kunne fastsætte en bod for synderens forsoning med kirken. Boden kunne være en bekostelig affære og kræve faste og ydmygelse. Udåndede man så med den sidste olie på sit åsyn og fandt hvile i kirkegårdens hellige jord, skulle vel jordelivets mål være opfyldt; frelserens dom kunne afventes med sindsro. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)