Tækket med tang

Forud for det vellykkede resultat ligger dog mange måneders slid og besværligheder. For det første voldte det store vanskeligheder at skaffe det nødvendige materiale til taget. Bændeltangen, som tidligere skyllede op på kysten i store volde, var netop i disse år ramt af en sygdom, som gjorde det overordentlig vanskeligt at skaffe de tilstrækkelige mængder. Det er nemlig ikke så lidt tang, der skal bruges til et tag. Læsøboerne regnede selv med 10-15 læs pr. fag hus - men hertil må bemærkes, at de læs, de regnede med, var meget små målt med vore øjne. Mens læsøboerne klarede "tængningen", som det kaldtes, på relativ kort tid, takket være et kolossalt opbud af naboer, venner og bekendte, så måtte Frilandsmuseets tækkemand klare sig med nogle få medhjælpere, så der er ikke noget at sige til, at det blev en sen omgang.

Den første betingelse for, at et tangtag kunne genskabes på forsvarlig måde på Frilandsmuseet, var imidlertid, at man satte sig grundigt ind i de anvendte metoder. Bevarede tangtage på Læsø blev studeret i detailler, og de gamle blev krydsforhørt om fremgangsmåden. I forbindelse med selve flytningen af gården i 1952 samlede man nogle af øens gamle, som havde forstand på de dele, og bad dem demonstrere, hvorledes man bar sig ad, når et nyt tangtag skulle lægges. Blandt disse folk var den sidste mand, som havde ernæret sig som "tængemand" - han var da over 90 år - samt nogle ældre koner, som alle havde arbejdet som såkaldte "vaskepiger" ved tængningen. Her er deres anvisning på den rette fremgangsmåde ved lægning af tangtage:

Tangen blev bjerget ved øens sydkyst om foråret, tørret og stakket og siden kørt hjem til gården. Når de tilstrækkelige mængder var samlet, sendte man bud efter det nødvendige mandskab. Man skulle for det første have fat i en eller flere "tængemænd"; de var fagfolk, ledede arbejdet, og de fik ligesom deres medhjælpere, ”indsætterne", betaling for det. Desuden skulle man bruge et større antal "vaskepiger". De gjorde tangen klar til opsætning, og det var en æressag at blive indbudt til at "vride vasker", så det blev kun honoreret med deltagelse i det lille gilde, som fulgte efter veloverstået arbejde. Pigerne skulle vride tangen sammen i store, pæreformede klumper, "vasker", et arbejde der krævede gode armkræfter, hvorfor man sørgede for at udvælge sig de største og kraftigste blandt pigerne.

Pigerne arbejdede sammen to og to. De startede med at "rede seng", dvs. de tog så meget tang fra, som var nødvendig til en vaske, lagde det i en dynge og gennemarbejdede det, til alle sammenfiltrede klumper var pillet fra hinanden, og de enkelte tangstrå så vidt muligt lå i samme retning. Så stillede de sig på hver sin side af dyngen, skråt for hinanden, fattede omkring bunken med begge arme og vred og rullede nu tangen rundt i hver sin retning, til dyngen var forvandlet til en hård, fast sammenvredet bylt.

Så satte den ene pige sig på vasken og holdt den fast, så den ikke skulle vikle sig op igen, mens den anden ud af vaskens ene ende begyndte at tvinde den såkaldte "hals". Den første del af halsen blev tvundet af tang, som blev trukket ud af vasken, resten af løs tang, som blev rakt hen til pigen. Når halsen havde fået den rette længde – ca. 3 m - blev den med hurtige tag slynget rundt nogle gange, så den blev hård og fast. Derpå rinklede pigen den tvundne hals op omkring sin arm, hendes medhjælper tog fat om selve vasken, og således bar de den hen til taget, hvor indsætteren tog imod den.

Indsætteren rakte vaskehalsen op til tængemanden, som førte den nogle gange rundt om en af de nederste lægter, hvorpå den frie ende af halsen blev viklet omkring vaskens nedhængende del. Endelig drejede indsætteren vasken rundt et par gange, for at få den rigtig fast - det skete, at vaskehalsen knækkede under denne proces - og pressede den så hårdt ind mod de øvrige vasker. Der blev sat vasker på de 3 eller 4 nederste lægter, og sommetider anbragte man mellem de store vasker nogle mindre, som kaldtes "gumlinger", for bedre at fylde hullerne ud mellem vaskerne. På den måde dannede man på den nederste del af taget en fremspringende tangvold eller bænk, som gjorde det muligt at bygge resten af taget op af løs tang, som blev lagt lag for lag og trådt godt sammen. Under den løse tang lagde man et strølag af kviste, for at tangen ikke skulle trædes ned mellem lægterne. Således kunne man dog kun gøre på husets langsider. På de stejle gavle var det nødvendigt at sætte vasker helt op til tagrygningen (fig. 1).

Taget kunne ikke gøres helt færdig i første omgang. Tangen skulle have lov at ligge nogle måneder og synke sammen. Derpå lagde man et nyt lag tang på foroven og sluttede endelig af med at lægge en række lange græstørv tværs over tagrygningen. Efter tængningen hang tangen mange steder helt ned til jorden, således at huset lignede en stor tangbunke, og den nederste del måtte derfor skæres af, og navnlig måtte man lave åbninger ud for vinduerne, så der kunne komme lys i stuerne. Dette arbejde udførtes med en sabellignende kniv - og det viste sig under arbejdet på Frilandsmuseet, at dette redskab var det eneste, som var anvendeligt til dette specielle formål.

Sådan har man lavet tangtage på Læsø i hvert fald i de sidste 200 år, men der findes på øen også tangtage, som er lavet på en anden og mere primitiv måde. Her mangler vaskerne, og tagskægget bæres blot af en række pinde samt det såkaldte "skokbord", et skråtstillet bræt fastgjort til bjælkeenderne, som også findes på en del af de tangtage, som har vasker.

Foruden Læsø er der endnu et sted i Danmark, hvor man har brugt tangtage helt op i forrige århundrede. Det er på øen Endelave ud for Horsens fjord. Kun et af disse tangtage er nu bevaret, og undersøger man det, vil man se, at det består af løs tang, støttet af pinde ligesom de ældste Læsø-tage. Vi ved fra et par ældre beskrivelser, at man andre steder i landet har anvendt lyngtage med en lignende konstruktion, men de er nu alle forsvundne. "Løse tage” kalder man dem i modsætning til de almindelige stråtage, hvor hele tækkematerialet er bundet fast til lægterne. Tangtagene er således ikke blot et lokalt kuriosum, men et sidste vidnesbyrd om et vidt udbredt, ældgammelt konstruktionsprincip.