Tab den ikke!
Mangen amatørarkæolog kender af egen prøvelse kunsten at samle krukker. Rigtigt gjort er det et fortjenstfuldt arbejde; men medaillen har en bagside: en dårligt sammensat potte er vanskelig at "sætte om". Sikkert er det, at privat konservering har reddet mange oldtidskar fra undergang, for æsker med potteskår har alle dage været en torn i øjet på rengørende husvæsener. Dynger af potteskår – nye eller gamle – har aldrig været i høj kurs hos praktiske folk. Mon en grøftegraver ville bukke sig, om han fik skårdyngen her på skovlen?
Af G. Lange-Kornbak
Arkæologen ser anderledes på det. Selv et enkelt skår kan i heldige tilfælde have meget at fortælle. Dog også han foretrækker krukkerne hele, og hvis de ikke er det, kommer han dem til hjælp. Det foregår på museernes konserveringsanstalter. De rengjorte skår lægges op - bundskår inderst, randskår yderst.
Skårene passes sammen, limes to og to med celluloselim og sættes til tørring i sandkassen. Flagerne vokser. Nogen større fare for, at man skal komme til at sætte skårene galt sammen er der ikke. Endnu er det ikke sket, at en ufiks skårsamler har fået en stenalderskarform ud af en samling jernalderskår.
Langsomt - nedefra og opefter - genopstår den form, som en dygtig pottemagerkone engang skabte. — At sætte skår sammen kræver tid. Men det er morsomt og afvekslende arbejde, fuldt af overraskelser og opdagelser, og det stiller ikke særlig store krav til sin udøvers tålmodighed, som mange vist tror.
Det arbejde, som her er illustreret, er udført på Forhistorisk Museums konserveringsanstalt.
Når sammensætningen er tilendebragt, bliver revner og huller, hvor skår mangler, udfyldt med gips. På krukkens inderside – bag hullet - er lagt en kappe af plastelina (modellervoks), og nu lægges gipsen på. Den er farvet brun som potten – dog i en lidt anden tone, for i den færdige krukke skal man kunne skelne nyt fra gammelt. Når gipsen er tør, afpudses reparationen med en kniv.
