Tårne på stylter
Styltetårne (Stilted towers) er et udtryk, som er dukket frem i de senere års engelske borgarkæologi, og da det er ret rammende, skal det nok opnå at få borgerret i fagsproget. Da typen endnu ikke har været omtalt på dansk, men via museumsinspektør Hans Stiesdal er blevet et led i hans og min forberedelse af et kommende bind af Nationalmuseets store voldstedsværk, er det lige så godt at springe i det og gøre Skalk’s læsere opmærksomme på, hvad der sikkert lejlighedsvis vil blive påvist også herhjemme, når en tilstrækkelig systematisk undersøgelse af vore ældste borganlæg bliver sat i gang.
Af Vilh. La Cour
Hvad vi indtil nu ved om styltetårne, skyldes den engelske arkæolog Brian Hope-Taylor s gravning i 1949 på Abinger-motten nær London og de studier, som i de følgende år blev resultatet af hans undersøgelser. Bag ordet »motte« skjuler der sig en tidlig-middelalderlig borgtype af enkel og temmelig primitiv konstruktion, dens eneste egentlige bygningsværk er et tårn (se billedet). Motten, som Hope-Taylor udgravede, kunne ud fra de løsfund, som fremkom, dateres til ca. 1150. Af tårnet var der kun stolpehullerne tilbage; det har nemlig været af træ, firsidet, ca. 4 x 4,5 meter i grundflade, og omgivet af et omtrent cirkelrundt palisadehegn, som omspændte hele borgbankens lille topflade, hvis diameter var knapt 15 meter. Det mærkelige er, at tårnbygningen åbenbart har »hængt« på et stillads bestående af fire svære hjørnestolper foruden et par lidt mindre i hver langside og een i hver det. (fig. 1) Mellem dem fandtes ikke det ringeste, der kunne tydes som væg - hverken spor af vandret liggende tømmer eller af andet. Der havde været helt frie åbninger mellem stolperne. Det gav Hope-Taylor noget at spekulere på. (fig. 2)
Fig 1:En motte er en rund eller firsidet jordhøj, omgivet af grav og vold; til opførelse af højen og volden er som regel benyttet den fra graven opkastede jord. Højens top er affladet, og her er rejst et tårn, omgivet af et solidt, til forsvar beregnet hegn. Oprindelig byggede man af træ, senere blev sten anvendt. - Forfatterens ovenfor gengivne skitse anskueliggør princippet i motteanlægget.
Motterne er af meget forskellig størrelse. I udlandet kan de være kæmpestore, men hos os er de fleste ikke større end en anselig dansk gravhøj. Mottens tårn var da heller ikke beregnet til varig beboelse; det var stedet, hvor man søgte hen under angreb. Borgherrens bolig lå oftest ganske nær motten, den var gennemgående lettere befæstet.
Motte er et fransk-normannisk ord, og motten er sandsynligvis opstået i Frankrig i 900-årene. Da Vilhelm Erobreren underlagde sig England i året 1066, bragte han typen med sig, og måske er den derfra gået videre til os. Af danske motteanlæg er der adskillige, men ingen af dem er sikkert dateret. De ældste er dog næppe meget ældre end år 1100, og typen har antagelig levet her i landet mindst et par hundrede år.
Abinger-motten før udgravningen.
Fig 2: Granitkapitælen med fremstilling af styltetårn. Ved en hjørnestolpe ligger en kriger på knæ med løftet økse, vistnok i færd med at bryde tårnet ned. — Findes i Victoria and Albert Museum.
Først og fremmest: Var Abinger-tårnet et unikum, eller kunne der findes vidnesbyrd om noget lignende andre steder? Han blev opmærksom på en granitkapitæl, som stammer fra den ældste Westminster Hall, opført ca 1090-1100. Her så man fremstillet en tårnbygning, hvilende på stolper med åbne mellemrum. Det gav Hope-Taylor blod på tanden. Han gik Bayeuxtapetets borgbilleder igennem, dem alle arkæologer har set hundreder af gange, men som han nu betragtede under en helt ny synsvinkel. Og virkelig var der nogle imellem, hvor tårnet syntes at »hænge« på hjørnestolper - uden væg imellem. Det havde man aldrig før tænkt over. Så var »styltetypen« altså konstateret endnu et par årtier længere tilbage i tiden.
Den normanniske motte-type er et lån fra romersk befæstningskunst afpasset efter de vilkår, som gjorde sig gældende i Vesteuropa efter Karolingerrigets opløsning ved 9. århundredes midte. Det var ikke mindst de romerske vagttårne, speculæ, og de sværere byggede romerske burgi, som blev forbilleder for motte-tårnene og for motte-anlæggene i det hele taget. (Fig. 3) De tømmerbyggede speculæ kender vi fra adskillige udgravninger - både på det europæiske fastland og ovre i England. Og de viser nøjagtigt det samme skema, som er anvendt ved de tidligste motter: en kunstigt opført cirkulær jordhøj, på hvis topflade der har ligget et tømmerbygget tårn. Fra Trajan-søjlens billeder ved vi, hvordan dette tårn har set ud. Det havde fire stærke hjørnestolper uden forbindende træværk imellem; overbygningen har »hængt« på disse stylter. (Fig. 4)
Fig 3: Det bekendte vægtæppe fra Bayeux, der må være blevet til omkring 1070, indeholder i sin lange billedrække også fremstillinger af en del borge, hvoraf nogle er af mottetypen. En af dem ses her. Banken med vold og voldgrav har kunstneren fremstillet gennemskåret. En stejl træbro fører op til toppens palisadehegn, hvor to krigere forsvarer portindgangen, mens tre ses under et husformet bygningsværk, der synes båret af stolper; en af krigerne er halvvejs skjult af den venstre hjørnestolpe. At selve huset er fremstillet så lille, skyldes sikkert pladsforholdene på det smalle tapet.
I forgrunden prøver angriberne at sætte palisaderne i brand. Manden til højre overgiver borgen ved at række nøglerne ud på en lansespids.
Fig 4:Romersk vagttårn. Relief på Trajan-søjlen, som kejseren lod rejse på et torv i Rom til minde om et heldigt gennemført felttog i rigets grænseegne.
De, som beskæftiger sig med tidlig vesteuropæisk borgarkitektur, har fået et nyt element at arbejde med gennem Hope-Taylors studier. Den ejendommelige stylteform forklarer han på følgende nærliggende måde: Motternes topflade mellem tårnsiderne og palisadehegnet var altid meget trang. Skulle under et angreb mandskabet trækkes fra palisadehegnet på tårnets ene side til den modstående, måtte man have plads til at røre sig. Det opnåedes ved på stolper at løfte tårnet så meget fra jorden, at man frit kunne færdes under det. En meget simpel, men fuldt ud effektiv løsning. Har dette nu nogen interesse for vort vedkommende? Mon vi virkelig også her i landet har haft »tårne på stylter«? Ja, hvorfor ikke? Spørgsmålet kan naturligvis først definitivt besvares, når der er foretaget gravninger i vore ældste, rent »normanniske« motte-anlæg. De er ikke mange, og endnu er ikke et eneste af dem blevet undersøgt. Når det engang sker, må man have Hope-Taylors teori in mente, så gravningen planlægges og gennemføres med dens bekræftelse eller afkræftelse for øje. Der er dog allerede nu grund til at minde om et enkelt lille træk, der aldrig er blevet forstået, men måske hænger sammen med dette stylteværk.
Om Erik Emunes fordrivelse af halvbroderen Harald Kesje fra Haraldsborg ved Roskilde fortæller Sakse, at der i borgen fandtes et højst mærkværdigt tårn. Det hang på en træstolpe som på en tap og kunne ved skub drejes til alle sider. Besynderligt. Man kommer til at tænke på stubmøller; men de var totalt ukendte, da Haraldsborg blev anlagt, antagelig i 1120'erne. Først en menneskealder senere har Sakse hørt om kampen og tårnet, og ingen ved, i hvor mange munde fortællingen har været, før den nåede ham. Misforståelser kan have haft frit spillerum. Vi kan ikke sige andet, end at tårnet sikkert i datidens øjne har været højst usædvanligt, egnet til at sætte fantasien i bevægelse, fordi det uden større besvær lod forsvarerne være parate ved hvilken som helst side, det skulle være. (Fig. 5) Om det så er Sakse selv eller hans hjemmelsmænd, der har misforstået sammenhængen, kan jo være os ligegyldigt.
Fig 5:Haraldsborg ved Roskilde skal ifølge Sakse være bygget af Harald Kesje, en halvbroder til Erik Emune og Knud Lavard. Efter mordet på hertug Knud påtog brødrene sig hævnerrollen, men et par år senere faldt Harald fra og gik over til morderens parti. Under de påfølgende kampe blev Harald - stadig ifølge Sakse - indesluttet i borgen ved Roskilde, hvorfra han måtte flygte, efter at Erik havde tilintetgjort dens drejelige tårn med blidekast. Dette skete ar 1133.
To gange i forrige århundrede er der i borgbanken fundet hengemte skatte, deriblandt alterkalk og disk og henved 600 mønter, som med få undtagelser alle er slået for Erik Emune. Ovenstående rids af borgbanken er tegnet af artiklens forfatter under opmålingen 1903. Nu er voldstedet ødelagt ved bebyggelse.
Desværre kan spaden ikke komme os til hjælp. Alt er totalt ødelagt, det gamle voldsted udparcelleret til villabebyggelse, et historisk mindesmærke er gået tabt, og Roskilde by har mistet en yndig grøn banke, hvorfra der var det videste udsyn over sejlleden omtrent fra pælespærringerne ved Skuldelev til byens havn. Da jeg som ung student gik der og målte, lå alt endnu så nogenlunde velbevaret, kun var banken afgravet en smule på den ene side af hensyn til vejanlægget langs fjorden. Men oppe på voldstedet vrimlede det med seks- og syvkløvere, og hvad en kløver har mere end fire blade varsler ulykke'. Den har i sandhed ramt Haraldsborg.
