Syv somre

Som bekendt for læserne er det våben, som findes i offermosen ved Haderslev. Jernalderkrigernes udrustning er - efter en voldsom, rituel ødelæggelse - blevet kastet ud i det, som dengang var en åben sø. Utvivlsomt er det krigsbytte, som efter heldigt overstået kamp på denne måde er blevet viet til sejrens gud.

Til i dag er der fremdraget 2100 oldsager, hvilende i den gamle søbunds dynd. Efterhånden er fundmængden aftaget kendeligt. I udgravningens første år kunne man (når der ses bort fra to store våbendynger) gennemsnitlig finde 1-2 genstande i hver undersøgt kvadratmeter, medens man i 1961 måtte gennemgrave tre og i 1962 fire til fem kvadratmeter for hvert fundstykke, der kom for dagen. Det er dyre sager, disse sidste - regnet i sved og penge; men de er anstrengelserne og al mulig opmærksomhed værd.

Indtil sommeren 1961 havde fundene et ensartet præg og måtte af mange grunde (for hvilke der bl.a. er gjort rede i Skalk nr. 4, 1960) opfattes som dele af en hærs samtidig ofrede udrustning. Fra en tæt samling af oldsager nær den gamle søbred, aftog fundmassen jævnt til alle sider, og ud imod mosens midte har undersøgelsen faktisk kunnet indstilles, da der næppe er mere at hente der. Men iblandt de spredtliggende fund imod syd er der de to sidste somre dukket genstande op, der i kvalitet, stil og teknik ganske afviger fra, hvad vi hidtil har fundet.

Nogle af disse fund er afbildet her; Beslag til sværdfæster og skeder, remspænder til brede soldaterbælter. Men det er næppe den meniges udrustning. Alt er forgyldt sølv. Gedigne sager, hvis flader dækkes af dybt nedskårne, karvsnitlignende mønstre. Lyset spiller i de mange facetter og afslører en raffineret variation i de anvendte materialer: blanke sølvstriber, sort niello eller rødt kobber bryder ind mellem lueforgyldte flader. Der er på hvert enkelt stykke en rigdom af varierede motiver: rosetter, stiliserede spiralranker, bølgende linjer og nøgternt opdelte, geometriske felter. Dertil dyrehovederne. I denne tidlige dyreornamentik er der ret naturtro dyrefremstillinger, men der er også abstrakte gengivelser, hvor dyret er blevet til ren ornamentik; begyndelsen er her gjort til den stilart, som fra nu af kom på mode.

Medens hovedmassen af Ejsbølfundet i stil og teknik er hjemmehørende i den romerske jernalders sidste århundrede - det fjerde efter Kristus - har vi med dette udsøgte og voldsomt brogede kunsthåndværk overskredet grænsen til den yngre jernalder. Folkevandringstidens vildskab og de overvundne kulturlandes rigdomme afspejler sig i disse guldglimtende sager.

Hvert af disse stykker betaler rigeligt for den stadige udvidelse af undersøgelsesområdet. Men de må samtidig betale også for den uvished med hensyn til Ejsbølfundets tolkning, som vi nu står overfor. Billedet af en vældig offerhandling, der for to år siden stod så klart for os, fortoner sig jo nu. Vi må foreløbig tale om et stort Ejsbøl I-fund fra 4. århundrede, og et mindre, men nok så rigt Ejsbøl II-fund fra 5. århundrede. Men er det to fund? Kan gammelt og nyt ikke forenes i samme hærs udrustning? Hvor meget tør vi overhovedet tro på de hævdvundne, arkæologiske dateringer? Det er spørgsmål, der nu trænger sig på. Og er der to fund, kan der måske - alle gode grunde til trods - også være tale om flere.

Fulde af uvished og spændte forventninger må vi i 1963 gå i gang med Ejsbøludgravningernes 8. sæson. Vi har slidt syv somre for Rachel og fik så Lea; men vi beklager os ikke og tager gladeligt endnu en tørn, for begge damerne har vor interesse.