Svenskegravene

Da en flok studenter fra Aarhus Universitet sammen med Jens Raben og Jørgen Slettebo fra Sønderborg Museum samt undertegnede dette forår tog fat på udgravningen af en gruppe småhøje ved Nygård i Als Nørreskov, mødte den lokale presses repræsentanter allerede første dag op og spurgte, hvad vi ventede at finde. De fik svaret: lidt brændte ben, trækul og nogle jernklumper, og de blev højligen forbavset. At begynde en udgravning med så ringe udsigter var ubegribeligt, og endnu mere, at det efterhånden som afdækningen af højene skred frem, virkelig viste sig at holde stik. Men vi havde vor viden fra udgravningen af en lignende gravplads, Svenskegravene kaldet, i Havrekobbel sydligere i Nørreskoven. Den blev undersøgt i 1951 i et fornøjeligt samarbejde mellem svenske og danske studenter fra Uppsala, Lund og Aarhus universiteter. At højene i Havrekobbel hed "Svenskegravene" var jo en direkte opfordring til samarbejde, men det var vel en skuffelse for alle, at udbyttet af oldsager var så ringe, og at ingen svenske sager lå i gravene og kunne motivere navnet. Det må være en langt senere tilføjelse fra de århundreder, hvor svensken hærgede i Danmark under gentagne krige.

Af P.V. Glob

Om navnets oprindelse fortæller et lokalt sagn, at svenske sørøvere engang i gamle dage landede ved Nørreskoven for at hærge og plyndre egnen. Men de alsinger folk drog ud og dræbte mange i en hård kamp. Svenskerne, der først flygtede over havet, kom den følgende nat tilbage for at begrave deres døde på stedet, hvor de var faldet, sammen med en af deres høvdinge. Stedet skal være de små høje i Havrekobbel.

Arkæologisk set var udbyttet af gravningen imidlertid højst interessant, for gravene viste sig at tilhøre den yngre jernalders første store afsnit, germansk jernalder, århundrederne før vikingetid, der begynder ved år 800. Om gravskikken i Danmark i denne tid ved vi meget lidt. Germansk jernalder er vel, hvad dette angår, den dårligst oplyste af alle de mange perioder, vor oldtid omfatter, hvilket står i modsætning til de mange guldfund fra denne tid, Danmarks "guldalder", med de vidtberømte guldhorn fra Gallehus som et strålende midtpunkt, men om grunden hertil senere (fig. 1).

Billede

Fig. 1. Tegninger: P.V. Glob og J. Raben.

Ved Havrekobbel var der et par snese lave gravhøje, og heraf blev fire undersøgt i 1951 tidligere er otte andre blevet udgravet, så man nu har en ganske god viden om disse graves indhold. De fleste var ganske små. Kun et par var op mod 1 m i højde og 6-7 m i tværmål. Og samme størrelse har den snes småhøje, der ligger ved Nygård, hvoraf fire undersøgtes i år. Sammen giver disse udgravninger et godt billede af germansk jernalders gravskik på Als.

Foruden de lave høje har der utvivlsomt på begge gravpladser været rejst en del sten, bautasten, men disse ligger nu væltet om på skovbunden og kun en, Bjørnsstenen, står endnu oprejst, omgivet af brandlag men uden brændte ben, på skrænten ud mod havet ved "Svenskegravene". Disse bautasten er måske rejst som mindesmærker for folk, som er døde i det fjerne, som ikke nåede deres hjemegns gravplads. At en af dem hed Bjørn, som stenen nu fortæller, er næppe troligt. Det må også være en senere navngivning.

I vestenden af gravpladsen i Havrekobbel ligger på skovbunden stenrækker, der danner en nogenlunde kvadratisk figur på ca. 6,5 x 9 m, men dens betydning er endnu ikke fastslået. Det kan være indramningen om en grav, men det er også muligt, at der her har stået et "dødehus", hvor dyrkelsen af de gravlagte har fundet sted. Vanskeligt er det imidlertid at grave i skov, hvor alt er gennemgroet af trærødder, så de små forandringer i undergrunden, som eksempelvis nedgravede træstolper danner, ikke mere kan påvises (fig. 2).

Billede

Fig. 2. Brandgrave. Med midtsten og jordhøj. Med midtsten og stendynge.

Til begge gravpladser har man valgt et højt terræn, hvorfra man kan skue ud over havet mod Fyn. Tillige omgives de begge på siderne af lavninger, der danner en naturlig afgrænsning for området.

Den rigtige betegnelse for disse oldtidsminder er "Stenkredsgrave”, da de alle er eller har været omsluttet af stenkredse, der angav de dødes råderum. Betegnelsen "Tuegrave", som findes anført på kort over egnen er uheldig, da den dækker en gravform fra ældste jernalder, midten af 1. årtusinde f.Kr. Alle højene med undtagelse af to rummede brandgrave, brede lag af trækul, et par meter i tværmål eller noget mere, hvori den dødes brændte knoglestumper lå spredt uden nogen som helst orden. Undertiden var denne brandplet kun dækket af jordhøjen, i andre tilfælde var der placeret en stor stenblok oven på brandlaget, der nogle gange yderligere var dækket af en dynge mindre sten stablet op om den større i højens fulde udstrækning, dannende en røse. I ét tilfælde bestod højen blot af et lag meget svære stenblokke dækkende hele arealet.

Af de to skeletgrave var den ene en mandslang og meterdyb nedgravning i undergrunden, hvor den døde hvilede med hovedet i NØ. Der var ingen gravgaver, men i gravens sider sad jernnagler, der viste, at den gravlagte har hvilet i en kiste. I den anden grav var der intet skeletspor, men kun en mandslang fordybning i undergrunden. Denne var omgivet af stenrækker, der dannede en spidsoval figur, en skibssætning, den dødes stenskib.

Denne forening af skib og begravelse kendes i Nordens lande fra yngre bronzealder og fremover. Også i flere af brandpletterne meldte forbindelsen grav og skib sig, idet der i dem lå nogle svære jernnagler med plade, der måtte tydes som skibsnagler. Tanken meldte sig da straks, at den døde havde været anbragt på ligbålet i sit skib, men naglernes antal var så ringe, godt et dusin i de grave, hvor der var flest, at de ikke havde rakt til selv en meget lille båd. Forklaringen på disse skibsnaglers tilstedeværelse i gravene er vel derfor, at man til ligbålet har anvendt dele af gamle både, hvad enten det nu har været for at knytte skib og rejsen til de dødes rige sammen, eller det blot har været det godt tjærede og tørre ved, der har lokket som materiale til hurtig ligbrænding (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Skeletgrave. Med skibe. Med skibssætning.

Når de døde ingen gravgaver havde med, skønt de har levet i Danmarks "guldalder", skyldes det vel særlige forhold. I Ynglingesaga siger Snorre således: "Odin satte de love i sit land, som før gjaldt blandt aserne; således bød han, at man skulle brænde alle døde og bære deres ejendele på bålet med dem. Han sagde, at hver skulle komme til Valhal med sådan rigdom, som han havde med på bålet, også det skulle han nyde, som han selv havde gravet i jorden". Det er måske sidste del af denne "lov", der giver den store modsætning mellem de fattige grave og tidens rige guldfund, som er nedgravet af folk i levende live for at kunne nydes i det næste liv efter døden. Skikken har holdt sig længe i Norden, og så sent som i 18. årh. svarede en lappe på spørgsmålet om, hvorfor han gravede sine penge ned: "Om mine penge efter min død faldt i andres hænder, hvad skulle jeg da have at leve for i de dødes land".

Når der kun kendes så få grave fra germansk jernalder, skyldes det sikkert deres ringe størrelse og mangel på gravgods. På dyrket mark er de for længst forsvundet, og skulle ploven støde på brandlag og sten uden oldsager af nogen art, ville besked om fundet næppe tilgå sagkyndige. Kun skovene har bevaret de lave stenkredsgrave, og derfor er fundene fra "Svenskegravene" i Havrekobbel og Nygård så interessante for os.