Svend

»Han døde den 30. oktober i sit 26. år som biskop og blev ført over til klosteret med stor hæder - og jordfæstet foran den hellige jomfru Marias højalter«, - fortæller Øm klosterkrønike om et dødsfald år 1191. Cistercienserklosteret ved Mossø var da endnu ungt; knap 400 år senere, efter reformationen, blev det nedrevet, og i de følgende århundreder henlå det som en mere og mere udvisket ruin. 1910 påbegyndtes udgravningen, men først i 1941 nåede man frem til det sted, krøniken omtaler, alteret i klosterkirkens højkor, og fandt her en muret grav, hvori lå skelettet af en mand med sølvkors, guldring og stumper af en guldindvævet bispekåbe. Graven og dens indhold henligger nu glas overdækket i ruinparken. Her ses da med rimelig sandsynlighed de jordiske rester af Århusbispen Svend.

Af Harald Andersen

Han var en af personerne i Valdemarstidens spil - men en biperson og ønskede næppe at være andet. Han truede ingens rettigheder, derfor er det billede, vi har af ham, så levende og nuanceret - mere renfærdigt, end vi er vant til i en tid, hvor al historieskrivning dikteres af politiske bagtanker. Den Svend, vi møder, er uden træskhed, en godhjertet, impulsiv mand, en mand man næsten kommer til at kende, og som man ikke kan lade være at holde af. Bispeværdigheden overtog han år 1165, og straks finder vi ham optaget af at forlige konge og pave (Valdemar den Store var i datidens europæiske kirkestrid kommet for skade at holde på den gale hest). I vendertogene var Svend en ivrig deltager. Han var med ved Arkonas erobring og Svantevits ødelæggelse, og sammen med Absalon drog han til Karenz, hvor de omstyrtede endnu tre af rygboernes guder, nemlig Rygevit, Porevit og Porenut. »Bisp Svend ville nu for alvor vise dem, hvor usle deres billedstøtter var, og stillede sig derfor op oven på dem, mens Karenzfolkene trak dem bort, hvorved de blev tunge tilgavns - «. Åbenbart var Svend en munter mand med håndfast psykologisk sans.

Et andet tilfælde, hvor Svend efter ringe evne greb ind i Danmarkshistorien, var under skåningernes oprør 1180. Det var rettet mod Absalon, som på det tidspunkt havde overtaget ærkebispestolen i Lund, og som havde benyttet lejligheden til at besætte landsdelens vigtigste embedsposter med medlemmer af sin familie. For at dæmpe gemytterne rejste kong Valdemar selv til Skåne, hvor han ankom midt under det store sildefiskeri, men skåningerne nægtede at høre på ham og gav sig i stedet til at smide sten på Absalons skib. »Nu kunne kongen ej heller roligt finde sig i deres frække trods. Han for op i vrede og råbte på hest og våben, men i det samme tog bisp Svend af Århus ham om livet og bønfaldt ham om ej at fare for hårdt frem mod almuen. Om det var fromhed eller frygt, der drev ham til at vove det skridt, får stå hen«, siger Sakse misbilligende; han er Absalons mand over alle grænser, og det glæder ham at kunne meddele, at kongen heller ikke fulgte bispens råd. - Hvilket nu ikke er helt sandt! Kongens opførsel under de påfølgende forhandlinger tyder netop på, at Svend ikke har talt forgæves.

Hjemme i Århus varetog Svend sine kirkelige forretninger, og her bemærker man især hans store omsorg for cistercienserordenen og specielt for munkesamfundet i Øm, som han selv havde været med at oprette. Det har skaffet ham en solid plads i før omtalte klosterkrønike, men da denne først er påbegyndt efter Svends død, kan beskrivelsen ikke være lavet for at tækkes ham. Den er fuld af varme, men også af venlig ironi. At gråmunken, som har skrevet afsnittet, har kendt Svend er indlysende og siges i øvrigt direkte.

»Så vidt vi kunne dømme af hans handlinger og ord og glade åsyn, elskede han over alt, næst Gud, munke og lægbrødre af cistercienserordenen, så han aldrig, når det var muligt, ville undvære deres personlige nærværelse. - Dette vidste også hans tjenere vel, og så snart de så ham vred eller ophidset over et eller andet, plejede de derfor at komme ind til ham og sige (sommetider var det sandt og sommetider påhit): Så vidt vi kan skelne på så lang afstand, kommer der en munk eller en lægbroder henne på vejen! Ved de ord blev han så glad og fornøjet, som om han aldrig havde haft vrede i hu«. Med Svends bistand erhvervede klosteret betydelige mængder af jordegods, og også i mindre sager viste han sig rundhåndet. »Selv udfyldte han, hvad der manglede af korn, ja han rådede overhovedet bod på alle klosterets mangler, når de kom til hans kundskab, så han end ikke fandt sig i, at daglejerne ikke fik deres løn. -- Hvorsomhelst han kunne opspørge en bog, som kunne opbygge sæderne, helmede han ikke, før han fik den fat. - Selv lod han berede pergament, selv lønnede han skrivere og malere - . Deraf kommer det, at der i vore bøger findes gyldne og malede bogstaver, som vor orden ikke tillader os at virke, men når de er andres værk og skænkes os til gave, tør vi nok tage derimod«.

Gennem mange år var det Svends store ønske at opgive bispeværdigheden for selv at blive munk i Øm, og omsider så det ud til at skulle lykkes. Pavens godkendelse forelå, nu manglede kun Absalons samtykke; da ramtes han af sygdom på sin gård i Østrup ved Randers. »Dengang bispen blev syg - sendte han bud efter den herre abbed Vilhelm og brødrene, blandt hvilke også jeg var med. - Og mens messen blev sunget i det hus, hvor han lå syg, kom hans sidste stund - , og han opgav ånden i den herre abbedens og brødrenes og mange andres nærværelse«.

I Rye kirke nær ved Øm findes en ligsten, som har ligget over Svends grav, men den er fra omkring år 1500, så dens billede af bispen giver ingen forestilling om, hvordan han virkelig så ud. Hvad det angår har vi kun skelettet at holde os til. Det viser en høj, velbygget mand i tresårsalderen, med gode tænder og regelmæssige træk. Nærmere kommer vi ham næppe.

(Fig. 1)

Billede