Sværd må man have

Sådan belærer forfatteren af »Kongespejlet« sin samtids ungdom om, hvad der er passende påklædning for en kriger i 1200-tallet. Vi kender dette tidligt middelalderlige våbenudstyr fra billeder, men mere direkte fra jordfundene, som dog desværre er temmelig sjældne. Det gælder ikke mindst sværdene, at finde et sådant er langt fra nogen dagligdags begivenhed, men sommeren 1969 tilsmilede heldet os og tilmed på et sted, hvor vi slet ikke havde ventet det.

På Møebjerggård i Stenløse, Nordsjælland, skulle bygges et nyt parcelhus. For at give plads til det blev udlængerne revet ned, og da man vidste, der havde ligget gård allerede før 1750, gik medlemmer af Værløse historiske Forening i gang med en arkæologisk undersøgelse. Den gav det ventede resultat. Man lokaliserede nogle ældre udbygninger, og i et par brønde fandt man ophobninger af kulturjord med potteskår, kakkelstumper, hønseknogler o.s.v. I et af de gamle huse lå en hvæssesten, et andet sted en næsten hel stjertpotte. De fleste datérbare fund var fra 1500-årene eller yngre; men der fremkom også skår af en fornem og sjælden 1300-tals kande, glaseret og med pålagte lerornamenter. Altsammen udmærkede og interessante fund.

At man også skulle støde på et middelaldersværd, havde ingen ventet. Det dukkede op i en bull-dozers grabbe, og det var et held, at entreprenør Erik Andersen fra Veksø havde øjnene med sig, for dette graveredskab er ikke ligefrem velegnet til at finde oldsager med. Sværdet, der er fra omkring år 1200, blev da også både vredet ud af facon og brudt itu ved optagelsen, og det var en skam, for det er et fornemt våben, der har været særdeles velbevaret. På klingen er der store partier af den polerede overflade tilbage, faktisk så meget, at man forstår, hvorfor sværdene i sagaerne ofte sammenlignes med blanke slanger. Det er sjældent, at jerngenstande, der har opholdt sig længe i jorden har holdt sig så godt. Dér foregår iltningsprocessen hurtigt, og jern ruster op i løbet af forholdsvis kort tid.

Sværdet er nu på Nationalmuseets konserveringsanstalt. Det er ikke et mirakelværksted, hvor tingene bliver nye igen, men man kan gøre store ting dér, og det er med forventning, man imødeser den dag, da behandlingen er afsluttet, og man har fået endnu et smukt eksempel på tidlig middelalders vigtigste våben. (Fig. 2)