Sværd må man have

Sådan belærer forfatteren af »Kongespejlet« sin samtids ungdom om, hvad der er passende påklædning for en kriger i 1200-tallet. Vi kender dette tidligt middelalderlige våbenudstyr fra billeder, men mere direkte fra jordfundene, som dog desværre er temmelig sjældne. Det gælder ikke mindst sværdene, at finde et sådant er langt fra nogen dagligdags begivenhed, men sommeren 1969 tilsmilede heldet os og tilmed på et sted, hvor vi slet ikke havde ventet det.

På Møebjerggård i Stenløse, Nordsjælland, skulle bygges et nyt parcelhus. For at give plads til det blev udlængerne revet ned, og da man vidste, der havde ligget gård allerede før 1750, gik medlemmer af Værløse historiske Forening i gang med en arkæologisk undersøgelse. Den gav det ventede resultat. Man lokaliserede nogle ældre udbygninger, og i et par brønde fandt man ophobninger af kulturjord med potteskår, kakkelstumper, hønseknogler o.s.v. I et af de gamle huse lå en hvæssesten, et andet sted en næsten hel stjertpotte. De fleste datérbare fund var fra 1500-årene eller yngre; men der fremkom også skår af en fornem og sjælden 1300-tals kande, glaseret og med pålagte lerornamenter. Altsammen udmærkede og interessante fund.

At man også skulle støde på et middelaldersværd, havde ingen ventet. Det dukkede op i en bull-dozers grabbe, og det var et held, at entreprenør Erik Andersen fra Veksø havde øjnene med sig, for dette graveredskab er ikke ligefrem velegnet til at finde oldsager med. Sværdet, der er fra omkring år 1200, blev da også både vredet ud af facon og brudt itu ved optagelsen, og det var en skam, for det er et fornemt våben, der har været særdeles velbevaret. På klingen er der store partier af den polerede overflade tilbage, faktisk så meget, at man forstår, hvorfor sværdene i sagaerne ofte sammenlignes med blanke slanger. Det er sjældent, at jerngenstande, der har opholdt sig længe i jorden har holdt sig så godt. Dér foregår iltningsprocessen hurtigt, og jern ruster op i løbet af forholdsvis kort tid.

Sværdet er nu på Nationalmuseets konserveringsanstalt. Det er ikke et mirakelværksted, hvor tingene bliver nye igen, men man kan gøre store ting dér, og det er med forventning, man imødeser den dag, da behandlingen er afsluttet, og man har fået endnu et smukt eksempel på tidlig middelalders vigtigste våben. (Fig. 2)

Stenløsesværdet har haft en sølvindlagt indskrift på klingen. Der er kun bevaret to bogstaver, så man kan ikke se, hvad der har stået, og selv om man kunne, er det ikke sikkert, man ville blive meget klogere. Netop omkring 1200 var det almindeligt at indlægge sværdklingerne med bogstavrækker, der for os i dag er uden mening. Det kan være forkortelser af trylleformularer eller religiøse påkaldelser, der nu er gået i glemmebogen, eller bogstaverne kan måske være anvendt rent dekorativt; man får en mistanke om, at sværdgravørerne ikke altid har været skriftkyndige. Andre indskrifter er dog forståelige nok. De kan være af religiøs karakter, for eksempel »Skt. Petrus« eller »Benediktus«. En sjælden gang forekommer en værkstedssignatur: Gicelin me fecit (Gicelin gjorde mig). Selv om man ikke altid kan få mening i indskrifterne, kan bogstavtyperne hjælpe til en datering, og det »E« og det »D«, der er bevaret på Stenløsesværdet, er med til at tidsfæste det til omkring 1200. (Fig. 3)

Sølvindlægningen er dog kun en biting. Et sværd var først og fremmest en brugsgenstand. Klingen skulle være smidig og stærk, så den kunne stå for hug og gå gennem både brynje og ben. Dertil kræves stål, smedejern er for blødt, det bøjer for et godt ord, og i kamp har man ikke tid til at stå og rette sværdet ud med foden efter hvert andet hug. For middelalderens smede var det uhyre vanskeligt at rense de tilgængelige malmforekomster, så de kunne hærdes til stål. Det lykkedes bedst - og vældig godt forresten - hvor malmen var af god kvalitet, for eksempel i Spanien; Toledoklinger har stadig et godt navn. Men også omkring Brescia i Italien og ved Solingen og Passau i Tyskland udvikledes i løbet af middelalderen store værksteder med våbenfremstilling som speciale, og herfra eksporteredes sværd i store mængder til alle egne i Europa. De nordiske våbensmedes arbejde indskrænkede sig mest til påsætning af fæster og polering af de fine udenlandske klinger. Man forstod allerede dengang at kompensere for den hjemlige mangel på råstoffer ved import af halvfabrikata.

(Fig. 4)

Et godt sværd har ikke været billigt, og det har bestemt ikke været hvermands eje. Det var storfolks våben og kendetegn, og i en tid, hvor alle slag endte i nærkamp, var sværdet af afgørende betydning for kampens udfald.

Sværdet havde også symbolsk betydning. Det var magtens og rettens kendetegn. Kongerne troner med sværd på deres herskersæde, og selv den dømmende Kristus har på den yderste dag dommens og nådens sværd hos sig. Man sværger ved sværdet, modtager forleninger ved sværdet, og man slås til ridder med sværd.

I middelalderens digtning og heltesagn får sværdet næsten selvstændig personlighed. Ofte er det mere sværdets kvaliteter end heltens, der bestemmer udfaldet af en holmgang, og disse våben skal behandles helt specielt for at virke efter ønske. Nogle kræver liv, hver gang de trækkes, andre tåler ikke solens skin på fæstet o.s.v. Det er ikke alle, der er værdige til at have et godt sværd. Skrep blev jo for eksempel gravet ned, fordi kong Vermund troede, at hans søn Uffe var for sløv til at svinge det. Til kamp med troldtøj var det ofte nødvendigt at bruge ganske bestemte sværd; helten Bjowulf kan kun gøre det af med troldemoderen ved at bruge et sværd, der hænger i selve den undersøiske hule, hvor hun bor. Helt så vidunderlige, som sagaerne gør dem, har disse våben naturligvis ikke været, men det er indlysende, at et godt og kostbart sværd blev behandlet med omtanke. Berømte sværd gik i arv i flere slægtled.

(Fig. 5-6)

I den tidlige middelalder gav man ikke, som i oldtiden, våben med i gravene. De må altså søges på andre steder, og selv om der er langt mellem fundene, er resultatet af halvandet hundrede års samlervirksomhed alligevel blevet en ret anselig mængde sværd, hvoraf mange med fundoplysninger. En del er meget naturligt fremdraget i nærheden af middelaldervoldsteder, men det er trods alt kun mindsteparten. Lidt over halvdelen af de sværd, hvis findesteder kendes, er fundet i vand, i mosehuller, søer eller åløb.

Jern holder sig i det lange løb bedst i vand, især når dette er stillestående. Når genstanden ligger pakket ind i dynd eller mudder, sker iltningsprocessen, og dermed forrustningen, væsentligt langsommere end i jord, hvor luften har lettere adgang. De gunstige bevaringsforhold er dog ikke forklaring nok på de mange vandfundne sværd. Fundomstændighederne er ofte sådan, at man ikke kan tro andet, end at de er nedlagt forsætligt i vandet. Det er også påfaldende, at netop de vandfundne sværd ofte er fornemme våben med indlagte ornamenter og indskrifter.

Et sværd fra slutningen af 1100-tallet er fundet stukket lodret ned i et kildevæld ved Ingvorstrup på Djursland, et andet, fra omkring 1200, lå sammen med rester af sin skede ved kanten af Esrum sø, kun ca én meter fra den gamle søbred. I Søborg sø i Nordsjælland, hvor ærkebisp Eskild byggede borg i midten af 1100-tallet, er der fundet mange sværd, og i hvert fald en del af dem har tilsyneladende ingen forbindelse med voldstedet, de er fundet langt fra det, midt ude i søen eller ved bredderne fjernt fra borgen. I Søborg sø er der i øvrigt fundet våben fra alle tidsaldre, derimod kun forholdsvis få genstande af mere fredelig karakter.

Helt fra yngre bronzealder kan man her i Danmark følge den skik at ofre våben i vand. Fra jernalderen har vi, foruden en lang række mindre fund, seks store samlede nedlægninger, to fra Fyn og fire fra Jylland, med våben i hundrede-, ja i tusindvis, og det er karakteristisk, at disse pladser, hvis indhold må have repræsenteret ufattelige værdier, har været benyttet flere gange og gennem lange tidsrum, undertiden flere hundrede år. Løsfundne vikingetidssværd plejer man ikke at henregne til offerfundene, men ser man nøjere på materialet, viser det sig, at en stor del af dem godt kan være det.

(Fig. 7)

I virkeligheden er der ingen grund til at tro, at man i vikingetiden skulle være ophørt med at give våben som tribut til vandets magter, og det er heller ikke særlig mærkeligt, hvis man er fortsat med at gøre det et godt stykke op i kristen tid. Tankerne om vandets mystiske kraft er gamle og sejlivede, hvad man blandt andet kan se deraf, at det slet ikke er så forfærdelig længe siden, man endnu søgte helbredelse ved helligkilder rundt om i landet trods det, at man efter reformationen i 1536 havde gjort alt for at bekæmpe denne skik. Nu har vi netop hørt, at kristendommen ved sin indførelse fortrænger sværdene fra gravene, og man kan spørge: hvorfor så ikke også fra moserne og søerne? Den unge kristne kirke bekæmpede kraftigst det i den gamle religion, der kunne true den selv. De dødes hedenfart var et centralt kirkeligt anliggende, der blev nøje overvåget af præsterne. Den gamle offerskik derimod var ved kristendommens indførelse i Danmark hverken et vigtigt led i den hedenske kult eller nogen dagligdags foreteelse og frembød derfor ingen fare for den nye tro.

Ved vestbredden af Tissø er der i tidens løb gjort en række fund, (se Skalk 1957:2) som på overbevisende måde sandsynliggør vandofferets sejlivethed og dets eksistens op i kristen tid. Det drejer sig om sværd, men også om forskellige andre genstande, således en lille tyrefigur fra tidlig jernalder; tilsammen dækker de tidsrummet fra yngre bronzealder til lidt ind i ældre middelalder. Det er sikkert et ældgammelt og længe benyttet offersted, man her har fundet. I årene omkring 1960 blev der foretaget en undersøgelse med minedetektor på stedet, ved den lejlighed fandtes en del sager blandt andet et jernaldersværd, og det blev samtidig konstateret, at genstandene lå viftespredt, som det undertiden er iagttaget ved de store jernalderfund, hvilket tyder på, at de er kastet ud fra bredden. Hvad man ville opnå ved nedlægning af gaver til vandets magter, kan vi aldrig få at vide. Når det drejer sig om sværd, kan man gætte på sejrskraft eller sværdlykke. Der kan også være tale om takofre. (Fig. 8)

Sværdet fra Møebjerggård er dog næppe et offer, men det er heller ikke havnet i jorden ved en tilfældighed. Vi må tro, at der har været en gård på stedet allerede i den tidlige middelalder, og som den har ligget, lidt fra landsbyen og beskyttet på en forhøjning i terrænet, der endnu i mands minde har været omgivet af mose, forekommer det ikke usandsynligt, at den kan have tilhørt en stormand. Hvis det er tilfældet, får sværdets tilstedeværelse en rimelig forklaring. Man kan så tænke sig, at manden til Møebjerggård har lagt sit gode sværd hen til onde tider på et gemmested, der var så godt, at arvingerne ikke fandt det efter hans død.

(Fig. 9)