Sunget over dem af præsterne

Året 985 går en flok islændinge iland på Grønland under anførsel af Erik, kaldet »den Røde«, der tre år tidligere som den første europæer har sat foden på landets jord. De grundlægger bygden Brattalid og indleder dermed en kolonisation, som først slutter 500 år senere med nordboernes død og undergang.

Eriks søn Leif aflægger nogle år senere besøg hos kong Olav Tryggvesøn i Norge, hvor han lader sig omvende til kristendommen. På hjemvejen til Grønland bliver hans skib slået ud af kurs, hvilket fører til opdagelsen af Vinland (Nordamerika); efter den tid får Leif tilnavnet »den Lykkelige«. Leifs kristning vækker ikke udelt begejstring på Brattalid. Hans far Erik ser skævt til den medbragte præst, men moderen Tjodhilde lader sig døbe, og hun bygger en kirke »ikke ganske nær ved husene«. Alt dette sker tæt omkring år 1000. Så meget fra sagaen.

1932 blev Brattalids ruiner identificeret og udgravet. Der blev fundet rester af en muret kirkebygning, men den var ikke fra den allerældste tid. Først i 1961 fandt man i nogen afstand fra selve bygden Tjodhildes kirke, som har været ganske lille og bygget af træ og græstørv. Den er siden blevet udgravet, og samtidig har man undersøgt størstedelen af den omliggende kirkegård, hvor landnamsmændene, det første slægtled af indvandrere, må formodes at hvile. Når dette læses, vil den afsluttende udgravning være igang. (Se iøvrigt Skalk 1961:4 og 1964:4).

Nybyggerne på Brattalid må i sjælden grad have befundet sig på skillevejen. Endnu før de har slået rod på stedet og er blevet hjemme i deres eget land, har de set sig stillet over for valget mellem den nye og den gamle tro. Uundgåeligt måtte det medføre splittelse i det lille samfund, hvor der sandelig nok kunne være behov for sammenhold. Den kløft, som opstod, blev dog næppe dybere, end at parterne stadig var på talefod. Det lod sig gøre at leve sammen, men i døden kunne man ikke følges.

Hedningenes grave skjuler sig endnu, men på den lille gravplads omkring Tjodhildes kirke finder vi de jordiske rester af den første kristne menighed. Udgravningen er nu så vidt fremskredet, at et billede begynder at tage form. Det fortæller om gravskikken, både den ganske almindelige og den mere egenartede, som skyldes ekstraordinære forhold i det store, mærkelige land. Her er meget at lære, men det kan ikke nægtes, at det, som giver fundet dets særlige stemning, er bevidstheden om, at der mellem disse døde er mennesker, hvis navne vi kender - således sikkert een eller to af de store opdagelsesrejsende, hvis bedrifter hører med til vor skolelærdom.

Kirkegården er uden tvivl taget i brug straks efter kirkens opførelse, det vil sige i år 1000 eller ganske kort derefter, og begge er sikkert nedlagt samtidig, da afløseren nede ved bygden stod færdig. Levetiden for den ældste kirke og kirkegård kan næppe være mere end 50-100 år. Herfor taler flere ting: Der er kun ca 100 grave på kirkegården, hvilket næppe kan svare til mere end et par menneskealdre; og de døde ligger med armene ned langs siden, ikke med hænderne foldede over brystet, som det senere blev skik. At der i det hele taget er skeletter at finde, er iøvrigt også en omstændighed, der tyder på en hurtig nedlæggelse af kirkegården; senere hen i middelalderen lagde man nemlig stor vægt på, at de gravlagte blev flyttet med, når en kirkegård blev flyttet. Alle knogler blev da gravet op. »De skulle«, hedder det i en islandsk lovbog fra 1200-årene, »begynde gravningen i kirkegårdens yderste dele og lede efter ben på samme måde, som de ville lede efter penge«. Noget sådant er heldigvis ikke sket her. Alt taget i betragtning er der god grund til at tro, at samtlige grave på kirkegården hører hjemme i 1000-årene. (Fig. 2)

Alle de døde ligger på ryggen med hovedet vendt mod vest, den stilling, som er typisk for kristen gravskik. Armene er som nævnt strakt ned langs siderne - undertiden dog let bøjet i albueleddene, så at hænderne hviler på lårene. (Fig. 3) Kister har kun undtagelsesvis været brugt - vel sagtens kun, når man har skullet transportere et lig langvejs fra til kirkegården. Nu er jorden ganske vist af en beskaffenhed, så at kistetræ meget let kan tænkes at være totalt forsvundet, men de fleste grave er ovale og så små, at der ikke har været plads til andet end den døde selv - ja der er eksempler på grave så snævre, at liget har måttet kantes og bøjes for at komme ned. Man har vel anvendt gravklæder af en eller anden art, men andet har de døde næppe fået med sig. Ikke så meget som en fingerring er der fundet spor af. Gravene griber sjældent ind i hinanden; dog er det sket, at man er kommet lidt for tæt på en tidligere begravelse, så at en armknogle eller et hofteben er blevet skubbet til side. I ganske enkelte tilfælde er man kommet til at grave lige ned i en gammel grav; i så fald har man samlet det første skelet sammen og lagt det i en pæn bunke i fodenden af den nye grav.

Sådanne knoglebunker blev dog også fundet i nedgravninger, der er alt for små til, at de nogensinde kan have rummet det ordnede skelet, og som derfor må opfattes som selvstændige grave af særlig type. (Fig. 4) Her har liget åbenbart været fuldstændig opløst, da begravelsen fandt sted, og nedgravningen har været afpasset efter knogledyngen. Det er nærliggende at antage, at disse knoglesamlinger kan være flyttet til Tjodhildes kirkegård fra grave andetsteds. At en sådan flytning til en »sekundær grav« ikke var fremmed for middelalderens mennesker, fremgår af den ovenfor citerede lovtekst, hvor der er tale om flytning af en kirkegårds samlede skeletmateriale. Herhjemme fra kender vi mange eksempler på, at skeletter af betydende folk er overflyttet fra en ældre til en nyere kirke; man behøver blot at minde om de små skrin med Skjalm Hvides og hans bror Tokes ben i Sorø kirke og »stifternes« pillegrave i Roskilde Domkirke med de jordiske rester af Svend Estridsøn, Estrid og bisp Vilhelm. I de nævnte eksempler drejer det sig imidlertid om flytning af personer fra kristne grave til nye og lige så kristne hvilesteder, og det kan der jo ikke være tale om i vort tilfælde, da vi befinder os på landets første og dengang eneste kirkegård.

En af de sekundære grave indeholdt knogler af to personer, mand og kvinde; det kan være mennesker, som er døde på et afsidesliggende sted, og som man først længe efter har kunnet transportere til kirkegården. En anden sekundærgrav lå fornemt i tagdryppet ved kirkemuren, hvilket viser, dels at graven må høre til kirkegårdens ældste, dels at der er tale om en fornem person. Her fristes man til at tro, at vi står over for en af de navnkundige landnamsmænd, som man har flyttet fra hans hedenske grav til kirkegårdens viede jord for at redde hans sjæl fra fortabelse; måske også fordi man af prestigehensyn gerne ville have de berømte nybyggere på kirkegården.

I håndskrifterne finder man beretninger om skibe, som er forlist i ubemærkethed på Grønlands ubeboede østkyst. Fandt man et sådant strandet skib, brændte man det og tog jernnaglerne med sig; de repræsenterede jo en betydelig værdi. Ligene kogte man af, samlede knoglerne sammen og bragte dem med hjem til kirkegården til begravelse der. Der fortælles om en mand, kaldet »Lig-Lodin«, hvis hverv det var at rejse op langs Grønlands østkyst for at se efter forliste skibe og omkomne søfolk. En stor, sekundær fællesgrav på Tjodhildes kirkegård kan tænkes at indeholde et sådant ulykkeligt skibsmandskab. Her var skeletter af 13 døde, alle mænd (een dog et ungt menneske på 12-13 år). Der sporedes en vis orden i graven - således var kranierne fortrinsvis nedlagt i den vestlige ende - men iøvrigt lå benene hulter til bulter og har tydeligt nok været uden sammenhæng, da de blev lagt ned. Undtagelsen var en hånd og underarm, hvor de enkelte knogler lå i korrekt anatomisk stilling i forhold til hinanden. (Fig. 5)

Tæt op ad kirkens sydmur, altså på en af kirkegårdens fornemste pladser, ligger en mand begravet. Han er en af de få, som er blevet lagt i kiste, men skønt han er stor og kraftig, mindst 185 centimeter høj, har kisten ikke været mere end i det højeste 150 centimeter i længden. Det er tydeligt, at liget har været presset sammen fra både hoved- og fodende, og det må have været i delvis opløsning, da det blev lagt i kisten. Men også kun delvis; de små knogler i hænder og fødder ligger i orden, og iøvrigt ville man vel, som man ellers gjorde, have lagt knoglerne i en pæn lille bunke, hvis de havde været helt uden sammenhæng.

I Torfin Karlsefnes saga berettes der om Eriks søn Thorsteins død. Han endte sit liv oppe i Vesterbygden under en sot, som bortrev mange. Det fortælles, at natten efter sin død vågnede han op og havde noget at sige til sin hustru Gudrid: » - det er en uskik, der har været her i Grønland, at begrave folk i uindviet jord og kun synge lidt over dem. Jeg vil, at I skulle føre mig og de andre, der er døde her, til kirke«. Og sagaen beretter videre, at »Thorsteins og de andres lig blev førte til kirken i Eriksfjord, og der blev sunget over dem af præsterne«.

Mon ikke den store mand ved kirkemuren er Thorstein Erikssøn, der, som han så brændende ønskede det, er begravet her ved kirken, hans mor lod bygge?

Hvor ligger de andre af Eriks slægt? Hans hustru Tjodhilde og sønnen Leif, der begge døde på Brattalid? Er den anden søn Thorvald, som blev dræbt i Vinland, begravet i det fremmede, eller har man bragt hans lig hjem? Og Erik selv, som længe holdt sig til sine fædres guder, er han til sidst blevet kristen og begravet på kirkegården, eller er han død som hedning og hans ben måske senere flyttet derhen? Vi ved det ikke og vil vel aldrig med sikkerhed kunne svare på disse spørgsmål. Der findes ingen gravskrifter og intet i gravene, som kan identificere de døde. Så meget kan dog siges med sikkerhed: Et af de skeletter, vi har set, må være Tjodhilde, der byggede Grønlands første kirke, og et andet Leif den Lykkelige, som opdagede Amerika.

(Fig. 6)