Sundhed til salg

Den farmaceutiske samling i »Den gamle By« i Århus har ikke alene til opgave at vise et gammelt apotek. Den indgår som led i det helhedsbillede af købstaden, som museet søger at opbygge. Noget lignende gælder for selve apotekerfagets historie, som heller ikke uden videre kan løsrives fra sin sammenhæng med den almindelige kulturhistorie. Jo længere man søger tilbage i tiden, jo mere udpræget bliver denne sammenhæng, hvilket skyldes, at farmacien først på et ret sent tidspunkt udviklede sig til et selvstændigt fag. De ældste bidrag til farmaciens historie må derfor hentes i spredte træk og oplysninger, som tilfældigt berører emnet. Således fortælles det, at abbed Stephan i Sct. Genoveva-klosteret i Paris sendte Absalon en flaske med theriak. og i sit testamente (1201) skænkede samme Absalon kongen en guldskål med moskus.

Af Helge Søgaard

Det ældste kendte lægenavn i Danmark er Henrik Harpestreng. Han udlægges som forfatter til en meget benyttet lægebog og et par urtebøger, men selv skjuler han sig i den fattige overleverings tusmørke. Han døde som kannik i Roskilde 1244, og en mere usikker tradition vil vide, at han har givet råd til Erik Plovpenning som læge. Han kunne lige så vel kaldes vort lands ældste farmaceut, og at han desuden var gejstlig kan så meget mindre undre, som middelalderens kirke efter sit princip var altomfattende. De middelalderlige »kapitler« var, hver for sit område, kulturcentre med opgaver inden for administration, undervisning og retspleje, og også sygdomsbekæmpelsen har været mellem deres arbejder.

Langt ned i tiden ejede kirken personer, der gav sig af med lægekunsten, og af disse er adskillige kendt ved navn. Også navnene på en del læge- og urtebøger er overleveret, men skrifterne selv er for de flestes vedkommende gået tabt. Ærkebiskop Jens Grand efterlod sig ved sin død i landflygtighed 1327 Hippokrates' aphorismer og flere ikke nærmere angivne småbøger af medicinsk indhold. En lægebog med navnet »De fattiges skat« omtales i kannik i Lund, Niels Bunkeflos testamente 1346, og en anden kannik i Lund bortgav omtrent samtidig læredigtet »Om urternes gode egenskaber«. Ikke så højt på den kirkelige rangstige nåede præsten Hans Jepsen, der i 1525 ejede urtebogen Herbarius. Dens tilstedeværelse kan kun forklares ved, at han ved siden af sin kirkelige virksomhed også har givet sig af med farmaci og medicin.

På denne tid har man allerede de ældste spor af en selvstændig apotekerstand i Danmark. Som medlem af Københavns bagersvendes lav fra 1403 nævnes Anna Abbætekers, desværre uden særskilt tilføjelse af årstal. På mere sikker grund er man i omtalen af Johan Apteker i København, der nævnes 1465. Han er muligvis identisk med en mester Johan, som omtales i et aktstykke fra 1427, og hvis det trods tidsforskellen er rigtigt, skulle mester Johan således være den ældste danske apoteker, som kendes. Inden de faste apoteker blev oprettet, er der gået en periode, hvor lægemidlerne er fremskaffet ad andre veje. (Fig. 1). Reliktfloraen ved klostrene viser, at der her blev dyrket lægeurter som et led i det filantropiske arbejde, men desuden er meget blevet indført og solgt i den almindelige købmandshandel. I de hanseatiske toldlister 1368-69 omtales bl.a. kryddernellike, safran, kommen, valmueolie og ingefær. Disse sager kom Østersøen rundt, og selv om noget af det vel har været solgt som krydderi, så har en del sikkert været bestemt til medicinsk brug. Endnu langt senere har grænsen mellem lægemiddel og krydderi været ubestemmelig, og de ældste danske apoteker må således ikke tænkes i lighed med nutidens. De må opfattes som oplagssteder og udsalg af lægemidler, urtekram og meget andet. En befaling fra kong Hans i 1510, om at apotekeren skal sende vin til kongens brug, fortæller, at vinhandel supplerede de magre indtægter ved medicinsalget.

Billede

Fig. 1: Det indre af et middelalderligt apotek, træsnit fra 1508 (Marsilius Ficinus: Livets bog). Lægen udpeger standkrukkerne af hvis indhold medicinen skal fremstilles. De er mærket med figurer i stedet for med påskrevne navne. Ved siden af de to takkede skilte med fuglefigurer hænger skålvægten - dengang som nu en farmaceuts uundværlige redskab.

De fastboende apotekere virkede under beskedne forhold. Endnu 1663 gav en kongelig tilladelse Johan Christof Nebenlauw fra Nürnberg ret til at stå på slotspladsen neden for Børsen og sælge sin medicin. Også barbererne drev medicinhandel. I Københavns bartskærerlavs artikler af 1668 bestemmes det, at de ikke må sælge deres varer, før de er godkendt af dekanen for det medicinske fakultet og oldermanden.

De forhandlede lægemidler har ikke alle været lige effektive. Først højt op i 1700-årene begynder den mere rationelle medicinfremstilling bygget på praktiske videnskabelige erfaringer, uden at denne dog straks formår at fortrænge de virkningsløse præparater og husråd, som præger de overleverede formelsamlinger. Som et eksempel på disse tvivlsomme farmaceutiske frembringelser kan nævnes et lægemiddel, som nød stor tiltro, frk. Thunes balsam. Om dens brug og virkninger foreligger der en udførlig beskrivelse i Kiøbenhavns privilegerede Adresse-Contoirs Juridiske, Medicinske og Oeconomiske Tidende for 18. marts 1767:

»Saaledes er denne Balsam en sikker Lægedom at have hos sig i alle slige paakommende Tilfælde, det være sig brændt Saar af Ild eller kogende Materier, stødt eller hvor Huden er afskavet. - Ligesaa curerer den Frost-Bylder i Hænder og Fødder. Den renser og læger alle dybe Saar, de være sig hugne, skaarne, stødte, ja fistuleuse og ret desperates, naar den kuns Varm indsprøytes eller paa anden maade injiceres«.

Videre oplyses det, at balsamen er virksom mod forkølelse, værk i lemmerne, gigt i hænder og fødder, skuldre og hofter samt mod hovedpine. Den styrker hjernen og de sitrende lemmer. (Fig. 2). »Døvelse, Tunghørighed og Susen for Ørerne cureres iligemaade«. Også indvortes kan balsamen bruges. Den renser blæren, løser stenen, fordriver nyresmerter og kolik, åbner alle forstoppelser og giver en god ånde. Også mod pest og alle giftige sygdomme er den virksom. Bruger man den »er man uden Fare at anstikkes af nogen ond, pestilentialisk Luft eller smitsom Syge«. Indtaget i mælk kurerer den alle giftige dyrs bid, det være sig slangers, øglers etc. Strøget i ansigtet giver den en fin hud. Som indledning til hele den lange opremsning læser man: »Denne Balsam kan bruges til alle Slags Skader, efterdi den er altid uskadelig«.

Billede

Fig. 2: (snarere faktaboks) Mumie var blandt de første af de gamle lægemidler, som den nyskabte lægevidenskab kasserede. Ikke desto mindre har dette mærkelige medikament - ligesom skorpion - været i brug næsten helt til vor tid. I 1866 blev der købt mumie til Assens apotek, og endnu i 1927 førte et tysk medicinalfirma mumie.

Asfalt, som anvendtes ved balsameringen, har fra gammel tid været højt anskrevet som lægemiddel, og muligvis er det tilliden til dette stof, som er blevet overført på mumien. Troen på mumiens evige bevaring har måske også virket med, sådan at man har forestillet sig, at det balsamerede legeme indeholdt et stof, som kunne sikre noget i retning af evigt liv. I overensstemmelse hermed indgik mumie i et pulver, som skulle hjælpe mod selve døden. I den nyere folkemedicin blev mumie, sammen med andre stoffer, brugt i et middel mod epilepsi.

På apotekerne blev mumie forlangt under betegnelsen armesynderkød. Fantasien har ofte kredset om dette lægemiddel, hvis kannibalske nydelse synes at have bibragt alle andre end patienten mærkelige fornemmelser. Flere prøver af stoffet er bevaret. Nogle af dem indeholder uden tvivl ægte mumie, mens andre sandsynligvis blot består af asfalt.

Uanset rosen virker ovennævnte læsning ikke anbefalende. Den universelle anvendelse vækker mistillid, men ikke desto mindre nød stoffet stor anseelse og har holdt sig i brug til nutiden. Det er lykkedes at fremskaffe en prøve af det fra Vanløse apotek, som endnu gemte nogle spånæsker med Frk. von Thunes Plaster. Som lægemiddel kan det næppe afvinde særlig interesse, men dets historie har betydning. »Den gamle By« har i sine samlinger et lille sølvbæger af ovalt tværsnit, udført 1779. På dets side læser man:

Gud Welsigne Fröyken Thune,
For saa U-forskyldt Godhed
Da jeg dog slet ingenlunde
Widste Raad og hielpsomhed,
Jeg da holpen blev hos hende
Gud derfor belönning sende.

Det er muligt, at bægeret kan have hørt til en dames toilette-bord, hvilket ville passe med, at bægeret er skænket til frk. Thune af en taknemmelig patient. Det må dog tilføjes, at der også kendes drikkebægre med ovalt tværsnit - formen skulle sikre, at skægget ikke blev vådt - og hvis, bægeret er af den art, kan det naturligvis ikke være en gave til frk. Thune.

Det indtryk af farmaciens og medicinens primitive stade, som omtalen af frk. Thunes balsam må fremkalde, kan suppleres med endnu et eksempel, der viser, hvor slet man lod sig betjene i sygdomstilfælde selv på de allerhøjeste steder. Eksemplet er Christian den Sjettes sygdomshistorie, som den er overleveret af Charlotte Dorothea Biehl. En senere historiker har kaldt hende en »Slots-Sladdertaske«; men denne dom, der i øvrigt er blevet kraftigt imødegået fra anden side, er uden betydning i denne forbindelse.

»Fiire til fem Aar før hans Død (kongen døde i 1746) fik han en Byld inden til paa Tand-Kiødet, og da der var noget Fistelagtigt ved den fandt man det raadeligt at touchere den med Lapis Infernalis (helvedessten). Denne forretning blev overdraget hans Kammer Tiener Putcher, og gik lykkelig og vel indtil mod Enden; thi om enten Putcher ikke havde sadt den Smule fast nok paa Instrumentet eller om Kongen ikke holdt Tungen stille nok, men stødte Stykket af med den, men nok det gled af og sank ned i Halsen. Putcher blev overmaade forskrækket, Kongen mærkede det, og spurgte: hvad det var? Men han, som ansaae sin Unaade for vis, om han sagde det, fortiede Sandheden, og svarede, at han var bange, at han havde trykket for haardt. Dersom hans Angest for Kongens Vrede ikke have været, saa havde et Bræk Pulver strax kunde giort alting godt igien, og havde han tænkt eller troet, at det kunde havt slige Følger, saa bør man troe, at han heller havde sadt sit Vel end Kongens Liv i Fare; men da han var slettere Medicus end Chirurgus, saa ansaae han et Middel lige saa virksomt, som et andet, og raadede Kongen til at tage et Laxetiv for at fordrive de Vædsker der endnu kunde hindre Bylden at læges ganske«. Charlotte Dorothea Biehl anser denne hændelse for årsagen til Christian den Sjettes død, fordi det ved obduktionen blev opdaget, at mavesækken var »saa tynd som en Blære, og alle de Folder og det lodne der findes i alle Maver var saa reent borte af den, som om den havde været skrabet med en Rage Kniv....«.

(Fig. 3).

Billede

Fig. 3: (snarere faktaboks) Når der i de ældste danske lægebøger nævnes midler mod skorpionens gift, så er det tydeligt, at der er tale om et lån fra sydens lande. Hernede har man langt tilbage i oldtiden søgt lægedom mod skorpionstik. Blandt de anbefalede midler var nogle, som betjente sig af dyret selv som modgift, og det er denne anvendelse af skorpionen som lægemiddel, der betinger den store rolle, som dyret har spillet for lægekunsten til højt op i tiden, også i Danmark.

Almindelig skorpionolie blev fremstillet ved at udbløde 20 skorpioner i olie fra 1 pund bitre mandler. Desuden havde man den sammensatte Mathiols Skorpion-olie til indvortes brug. Den blev anvendt mod gift, pestbylder, småkopper, feber og lamhed.

Omkring år 1800 gled skorpionen ud af de anerkendte lægemidlers række, men den levede videre i folkemedicinen, og skorpionolie kunne stadig fås på apotekerne. I »Den gamle By« opbevares en flaske med skorpioner fundet på Frijsenborg Apotek ved Hammel (oprettet 1842). Endnu kan det ske, at der spørges efter skorpionolie på Odder Apotek, efter hvad apoteker Kromann Jensen oplyser.

Medicinen har fra de ældste tider været sammenknyttet med astrologien. Et vigtigt bindeled var netop skorpionen, der som bekendt har givet navn til et stjernebillede. Det må være et udslag af denne forbindelse mellem lægekunst og stjernetydning, når det endnu 1539 påhvilede de medicinske doctores ved Københavns universitet at redigere en almanak. Astrologien havde dog også sine modstandere. Til dem hørte Andreas Sunesøn, ærkebiskop i Lund 1201-23, der udtrykte sin mistillid således: »Stjernerne viser ikke begivenhederne i fremtiden. - Som om mennesket i lykkelig besiddelse af fornuftens gave skulle være afhængig af en stjerne uden følelse og liv«. Endnu i dag, 700 år efter, er der mennesker, som uden skade kunne lægge sig Andreas Sunesøns fornuftige ord på sinde.

I tidsskriftet Sprog og Kultur (1938) har daværende leder af Kalundborg Museum, kredslæge J. S. Møller skrevet en artikel om »diskestangen«. Med dette navn, der muligt er dannet frit, forstås en stang, som i ældre tid fandtes ophængt over købmandsdiske. Den var til hver side afsluttet i dyrefigurer eller helt formet som et dyr, en drage, en slange el.lign. og den blev brugt til at bære skålvægte eller varer - bånd og lignende - som med fordel kunne ophænges på den. J. S. Møller rejser spørgsmålet, hvordan denne skik er kommet til danske købmandsforretninger. Han mener, at opfindelsen må søges i en sydlig del af Europa og i et andet milieu end det merkantile, nemlig hos lægen og apotekeren, som havde alle slags sære og eksotiske dyr hængende i snore under loftet. Diskestangen kan være købmandens efterligning af denne dyreverden. Fra renaissancen og senere tid findes adskillige vidnesbyrd - skriftlige udsagn såvel som billeder - der fremstiller apoteker med et sådant zoologisk udstyr, og fra Svaneapoteket i Helsingør har »Den gamle By« til sit apotek erhvervet forskellige udstoppede dyr. Materialet på eengang bekræfter og modificerer kredslæge Møllers forklaring på diskestangens opståen, for det viser sig, at stangen har været brugt hos apotekerne selv, ophængt side om side med de udstoppede dyr, hvilket naturligvis ikke udelukker, at førstnævnte kan have sin oprindelse i dyrene.

(Fig. 4).

Billede

Fig. 4: Jeg mindes nu, der bor en Apoteker
I dette Nabolag, jeg saa ham nylig
Staa, laset klædt, og ordne Lægeurter;
Hans Bryn sprang frem, og bulet var hans Kind;
Af Armod var han tæret ind til Benet.
I Mandens usle Bod hang en Karette,
En stoppet Krokodil og andre Huder
Af sære Fisk, og rundt paa Hylderne
Laa der en fattig Samling tomme Æsker
Og grønne Lerkrus, Blærer, skimlet Frø
Og Sejlgarnsstumper, gamle Rosenkager
Og andet, spredt, for dog at syne lidt.

Citatet er fra Shakespeares Romeo og Julie (ca. 1595). Billedet gengiver et engelsk stik fra 1748 og forestiller et apotekslaboratorium med ovne, kolber og retorter. Under loftet hænger udstoppede dyr, urter og frøkapsler.

Den forestilling, som de litterære kilder giver om de gamle apotekers udseende, kan suppleres med. hvad der er bevaret af håndgribelige minder fra farmaciens fortid. Desværre vil selv en overfladisk betragtning hurtigt vise, at ikke meget af dette er mere end 200 år gammelt, og det er ikke sandsynligt, at en fornyet indsamling i væsentlig grad vil kunne forøge museernes bestand af virkelig gamle ting.

(Fig. 5).

Billede

Fig. 5:

Fra fundet i Åbenrå. Af de tre krukker til venstre er de to af stentøj, mens den tredje er en lokal efterligning af almindeligt gulbrændt lertøj. De er indrettet til at overbindes med pergament eller papir. Et par ganske lignende krukker fra Odense Løve-Apotek har ifølge påskriften indeholdt Axungia hominis (menneskefedt) og Moscus Cranii hominis (mos fra menneskekranie). Den ufuldstændige krukke til højre er også lokalt arbejde. Den har antagelig været brugt i apoteket, men svarer i øvrigt ganske til tidens almindelige husholdningskar.

En avisnotits februar 1957, om at der var gjort fund på pladsen for det ældste apotek i Åbenrå, foranledigede, at »Den gamle By« rettede henvendelse til stadsingeniøren i Åbenrå, S. E. Gundestrup, om at få del i fundet, hvilket blev bevilget med stor imødekommenhed. De mange skår frembød ved modtagelsen på museet et lidet opmuntrende syn, men, som billederne viser, er det lykkedes at genskabe nogle af karrene. De er på ingen måde opsigtsvækkende hverken i form eller materiale, men de giver et ganske levende billede af det sikkert meget jævnt udstyrede apotek. Fundet viser vel kun et beskedent udsnit af inventaret, men det må fantasien så bygge videre på,

Aabenraa Løve Apotek blev grundlagt 1709; men før den tid har der været en uprivilegeret medicinalhandel, der ejedes af en mand ved navn Hans Vieth. Han var af profession destillerer, og han har vel, som så mange andre apotekere benyttet brændevinshandelen som et, sikkert nødvendigt, supplement til den egentlige virksomhed. Han døde 1708, og det er vel sandsynligt, at det er hans bortgang, der har været den ydre årsag til, at det nye apotek blev oprettet. De fundne sager kan have tilhørt Hans Vieth og være kasseret i forbindelse med nedlæggelsen af hans apotek, men det er også muligt, at de stammer fra Løve-Apotekets ældste tid. De er fundet på apotekets grund, og udkastet i resterne af den gamle stadsgrav, der blev brugt som en slags losseplads. Når der sammen med de mange skår. som med sikkerhed kan siges at høre apoteket til, også er fundet rester af kar, som udmærket kan have været brugt i den almindelige husholdning, så kan det skyldes tilfældig indblanding men med sikkerhed kan det ikke afgøres, for det må antages, at meget af det, som blev brugt i apotekets laboratorium og materialkammer, har været af ganske samme art som tidens almindelige husgeråd.

(Fig. 6).

Billede

Fig. 6: Af Serpentin jeg dannet er
og ingen Gift fordrager,
min Dyd mig derfor kaldet har
Forræderiets Anklager.

Mortere af stenarten serpentin blev brugt på apotekerne. fordi det hed sig. at de ville springe i stykker, hvis de kom i berøring med gift. Det her viste eksemplar stammer fra Kolding Løve Apotek. I fundet fra Åbenrå var der også rester af et sådant kar. Verset findes på et norsk krus af serpentin.

Farmaciens udvikling afspejler sig i pharmacope'erne (ↄ: de autoriserede fortegnelser over de lægemidler et apotek bør rumme). Pharmacope’en af 1772 betegner vendepunktet. Selv om man også efter den tid optog lægemidler, der i bedste fald kan betegnes som virkningsløse, f.eks. skorpionolie, så er det bestemmende princip dog fra nu af den på erfaring byggende lægevidenskab, og de gamle husråd må lidt efter lidt vige. Omslaget må ses i forbindelse med den interesse for naturvidenskaben, som voksede frem i 1700-årene og som satte sig fremragende frugter efter århundredeskiftet, bl.a. i H. C. Ørsteds opdagelser. Som et betegnende udtryk for tidens indstilling til apotekerfaget kan nævnes, at en mand som J. P. Mynster, der vist i almindelighed kun står som typen på den verdensfjerne teolog og Grundtvigs uforsonlige modstander, en periode af sin ungdom var stærkt optaget af farmacien. Han beretter selv herom i omtalen af en ven på Frederiks Hospitals Apotek: »Hans Stilling forekom mig dengang meget lyksalig. At gaa mellem alle disse utallige Skuffer paa Apoteket, vide Besked med alle disse Ingredientser, samle dem, veie dem, støde, opløse, blande, fylde dem i Æsker eller i net tilbundne Flasker, og især at arbejde i Laboratoriet, der at koge, destillere, sublimere, syntes mig meget misundelsesværdigt«. (Fig. 7). Som et rørende modstykke til al denne videnskabelighed kan nævnes et regnskab, som er bevaret i en lille notesbog med bind af kalveskind og med årstallet 1761 på forsiden. I denne bog har apoteker David Seidelin (1784-1858) i Skanderborg indført regnskabet for sin have, hvor han i en periode dyrkede medicinske planter, hvorved han blev en efterfølger af cisterciensermunkene i det nærliggende Øm kloster, som med større held havde lagt sig efter denne gren af havekunsten. Et par eksempler hentet fra dette regnskab vil vise omfanget af den beskedne bedrift:

Billede

Fig. 7: Visitationer af apotekerne har været foretaget siden 1619. I de bevarede visitatsprotokoller kan hentes oplysninger af interesse for apotekernes nyere historie. På brevkortet, som er gengivet ovenfor meddeler stiftsphysicus Krebs 20. juli 1879, at Assens Apotek vil blive visiteret den 28. juli. Som man ser, er der god tid til at gøre apoteket rent og overveje middagens sammensætning. Efter Dannesboe Andersen: Gammelt dansk Apoteksinventar.

SKEMA

Det fremgår også af regnskabet hvilke planter, der dyrkedes; der nævnes baldrian, svaleurt, kongelys, valmue, malurt, salvie, katost m.fl. De indhøstede mængder er kun små, så det er forståeligt, at apoteker Seidelin snart er ophørt med denne del af havebruget. Hele regnskabet viser et udsnit af de beskedne forhold, under hvilke et apotek i en ravnekrog som Frederik den Sjettes Skanderborg måtte arbejde, hvor leveformen hørte en tid til, som allerede dengang var overstået andre steder.

Erhvervelserne til et museum bestemmes af tilfældet. Kun lidt er bevaret fra fortiden, og mange uberegnelige faktorer er bestemmende for sagernes fremkomst. For at udnytte genstandene som historiske kilder er det nødvendigt at belyse dem med det samtidige litterære stof, som atter kan vinde ny betydning gennem tingene. Sådan opbygges dansk farmacihistorie. Den er en selvstændig del af naturvidenskabens historie, men den er samtidig nøje sammenknyttet med de skiftende tiders almindelige kulturhistorie. Det er ikke mindst denne dobbeltsidighed, der gør den så fængslende.