Sundhed til salg

Det ældste kendte lægenavn i Danmark er Henrik Harpestreng. Han udlægges som forfatter til en meget benyttet lægebog og et par urtebøger, men selv skjuler han sig i den fattige overleverings tusmørke. Han døde som kannik i Roskilde 1244, og en mere usikker tradition vil vide, at han har givet råd til Erik Plovpenning som læge. Han kunne lige så vel kaldes vort lands ældste farmaceut, og at han desuden var gejstlig kan så meget mindre undre, som middelalderens kirke efter sit princip var altomfattende. De middelalderlige »kapitler« var, hver for sit område, kulturcentre med opgaver inden for administration, undervisning og retspleje, og også sygdomsbekæmpelsen har været mellem deres arbejder.

Langt ned i tiden ejede kirken personer, der gav sig af med lægekunsten, og af disse er adskillige kendt ved navn. Også navnene på en del læge- og urtebøger er overleveret, men skrifterne selv er for de flestes vedkommende gået tabt. Ærkebiskop Jens Grand efterlod sig ved sin død i landflygtighed 1327 Hippokrates’ aphorismer og flere ikke nærmere angivne småbøger af medicinsk indhold. En lægebog med navnet »De fattiges skat« omtales i kannik i Lund, Niels Bunkeflos testamente 1346, og en anden kannik i Lund bortgav omtrent samtidig læredigtet »Om urternes gode egenskaber«. Ikke så højt på den kirkelige rangstige nåede præsten Hans Jepsen, der i 1525 ejede urtebogen Herbarius. Dens tilstedeværelse kan kun forklares ved, at han ved siden af sin kirkelige virksomhed også har givet sig af med farmaci og medicin.

På denne tid har man allerede de ældste spor af en selvstændig apotekerstand i Danmark. Som medlem af Københavns bagersvendes lav fra 1403 nævnes Anna Abbætekers, desværre uden særskilt tilføjelse af årstal. På mere sikker grund er man i omtalen af Johan Apteker i København, der nævnes 1465. Han er muligvis identisk med en mester Johan, som omtales i et aktstykke fra 1427, og hvis det trods tidsforskellen er rigtigt, skulle mester Johan således være den ældste danske apoteker, som kendes. Inden de faste apoteker blev oprettet, er der gået en periode, hvor lægemidlerne er fremskaffet ad andre veje. (Fig. 1). Reliktfloraen ved klostrene viser, at der her blev dyrket lægeurter som et led i det filantropiske arbejde, men desuden er meget blevet indført og solgt i den almindelige købmandshandel. I de hanseatiske toldlister 1368-69 omtales bl.a. kryddernellike, safran, kommen, valmueolie og ingefær. Disse sager kom Østersøen rundt, og selv om noget af det vel har været solgt som krydderi, så har en del sikkert været bestemt til medicinsk brug. Endnu langt senere har grænsen mellem lægemiddel og krydderi været ubestemmelig, og de ældste danske apoteker må således ikke tænkes i lighed med nutidens. De må opfattes som oplagssteder og udsalg af lægemidler, urtekram og meget andet. En befaling fra kong Hans i 1510, om at apotekeren skal sende vin til kongens brug, fortæller, at vinhandel supplerede de magre indtægter ved medicinsalget.