suler og stolper

Hvert år i forsommeren, før årets avling er bragt i hus, kan det ske, at en gammel gård et eller andet sted i landet får besøg af et par herrer, som hverken vil sælge eller købe, men bare se. De traver om inde og ude og stirrer på stolper og bjælker; de lister forsigtigt over mørnede brædder på det støvede loft, lyser med skarpe lygter i de mørke kroge og gør mærkelige notater i blokke og lommebøger. Så henter de fotoapparater frem, sætter dem på stativer og gennemfotograferer gården på kryds og tværs, slæber rundt med målebånd og tommestok og råber tal op, som skrives ned i lange rækker på de måleblade, hvor gårdens grundrids efterhånden tager form. Og så spørger de. Vil vide alt. De særeste ting, som ingen mere skænker en tanke: Hvad var der her? Hvad stod der dér? Hvad kaldte man det? Og de unge folk, som jo blot har søgt at gøre de gamle bygninger bedst muligt egnede til at efterkomme de krav, et moderne landbrug stiller, må give op; dette her ligger uden for deres erfaringsområde. Men den gamle mand på gården kommer op af sin stol, hinker fra stue til stue, peger med sin stok, er i sit es; for engangsskyld er der brug for hans hjælp. Han forklarer, hvordan gården så ud i hans barndom, finder de gamle benævnelser for stuer og udhusrum frem - ofte med lidt besvær, de falder sært på tungen efter så mange års forløb. Den gamles forklaring kædes sammen med iagttagelserne i tømmeret, sammenføjninger og øgninger, numre i spær og stolper osv., og frem vokser et billede af hele gårdsanlægget i dets gamle skikkelse.

Af Bjarke Stoklund