Suler og stolper

Så henter de fotoapparater frem, sætter dem på stativer og gennemfotograferer gården på kryds og tværs, slæber rundt med målebånd og tommestok og råber tal op, som skrives ned i lange rækker på de måleblade, hvor gårdens grundrids efterhånden tager form. Og så spørger de. Vil vide alt. De særeste ting, som ingen mere skænker en tanke: Hvad var der her? Hvad stod der dér? Hvad kaldte man det? Og de unge folk, som jo blot har søgt at gøre de gamle bygninger bedst muligt egnede til at efterkomme de krav, et moderne landbrug stiller, må give op; dette her ligger uden for deres erfaringsområde. Men den gamle mand på gården kommer op af sin stol, hinker fra stue til stue, peger med sin stok, er i sit es; for engangsskyld er der brug for hans hjælp. Han forklarer, hvordan gården så ud i hans barndom, finder de gamle benævnelser for stuer og udhusrum frem – ofte med lidt besvær, de falder sært på tungen efter så mange års forløb. Den gamles forklaring kædes sammen med iagttagelserne i tømmeret, sammenføjninger og øgninger, numre i spær og stolper osv., og frem vokser et billede af hele gårdsanlægget i dets gamle skikkelse.

På denne måde gennemgår Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser hvert år de gamle gårde i en bestemt egn af landet. Arbejdet har allerede stået på gennem en årrække, og det nærmer sig sin afslutning. Men tilbage står at uddrage resultaterne af det møjsommeligt indsamlede materiale; hundreder af opmålinger og beskrivelser og tusinder af fotografier.

Der står ikke så megen blæst om undersøgelsen af en gammel gård som om fremdragelsen af et fund gennem udgravning. Det er naturligt nok. I det første tilfælde konstateres blot ting, som altid har været der – skønt tingene ses med nye øjne og derved får ny værdi, mens tingene i det andet tilfælde trylles frem af jorden og beskues for første gang måske i flere tusinde år. Men de to ting har det tilfælles, at de enkelte fund og iagttagelser i sig selv fortæller såre lidt. De er brikker i et stort puslespil; deres betydning og rolle forstås først, når brikkerne lægges sammen, og hovedlinjerne i billedet anes. Bondegårdsforskeren kan dog ikke nøjes med at sammenstille de iagttagelser, han har gjort i marken. Han har endnu en udvej, som gør det muligt at fylde en del af de tomme felter i billedet, en udvej, som arkæologen ofte bittert må begræde savnet af: det skriftlige arkivmateriale. I arkivernes gulnede protokoller gemmer skifter, synsforretninger og brandtaksationer værdifulde oplysninger om bondegårdens form og udseende i de foregående århundreder. Hverken det stof, der hjembringes fra sommerens arbejde i marken, eller det materiale, som udvindes gennem vinterens arkivsysler, kan stå alene. De må supplere hinanden. Arkivprotokollernes oplysninger er tørre og skematiske, giver ofte kun det nødtørftigste skelet. De opregner antallet af længer i gården, måske også antallet af “fag” i de forskellige længer, samt rummene i bygningerne, ofte anført med de dialektale benævnelser, uforståelige, hvis ikke nutidsoptegnelserne trådte forklarende til. Når man kommer til arkivmaterialet med den indsigt, som er vundet gennem undersøgelser af de bevarede bygninger, får de tørre oplysninger liv, de vage antydninger bliver sikre fakta – man forstår en halvkvædet vise. Arkivmaterialets omfang gør det muligt at anvende det statistisk, at sige noget om den tidligere hyppighed og udbredelse af de fænomener, man i vore dage kun støder på i enkelte egne. Desværre er dette arkivstof kun af større omfang fra 1800- og 1700årene, for enkelte egne dog nogenlunde fyldigt også fra 1600årene; derefter bliver det stadig tyndere for at ende med spredte notitser i de middelalderlige kilder. For middelalderens og oldtidens vedkommende må bondegårdsundersøgelserne derfor foretages med spade og graveske. Men før man kan gøre sig håb om med nogenlunde sikkerhed at rekonstruere disse fjerne tidsrums bondegårde på grundlag af de stolpehuller, lergulve m.m., som arkæologen afdækker, må man foretage den lange, møjsommelige vandring tilbage i tid ved hjælp af de endnu bevarede bygningsrester og arkivmaterialet (fig. 1).