suler og stolper

På denne måde gennemgår Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser hvert år de gamle gårde i en bestemt egn af landet. Arbejdet har allerede stået på gennem en årrække, og det nærmer sig sin afslutning. Men tilbage står at uddrage resultaterne af det møjsommeligt indsamlede materiale; hundreder af opmålinger og beskrivelser og tusinder af fotografier.

Der står ikke så megen blæst om undersøgelsen af en gammel gård som om fremdragelsen af et fund gennem udgravning. Det er naturligt nok. I det første tilfælde konstateres blot ting, som altid har været der - skønt tingene ses med nye øjne og derved får ny værdi, mens tingene i det andet tilfælde trylles frem af jorden og beskues for første gang måske i flere tusinde år. Men de to ting har det tilfælles, at de enkelte fund og iagttagelser i sig selv fortæller såre lidt. De er brikker i et stort puslespil; deres betydning og rolle forstås først, når brikkerne lægges sammen, og hovedlinjerne i billedet anes. Bondegårdsforskeren kan dog ikke nøjes med at sammenstille de iagttagelser, han har gjort i marken. Han har endnu en udvej, som gør det muligt at fylde en del af de tomme felter i billedet, en udvej, som arkæologen ofte bittert må begræde savnet af: det skriftlige arkivmateriale. I arkivernes gulnede protokoller gemmer skifter, synsforretninger og brandtaksationer værdifulde oplysninger om bondegårdens form og udseende i de foregående århundreder. Hverken det stof, der hjembringes fra sommerens arbejde i marken, eller det materiale, som udvindes gennem vinterens arkivsysler, kan stå alene. De må supplere hinanden. Arkivprotokollernes oplysninger er tørre og skematiske, giver ofte kun det nødtørftigste skelet. De opregner antallet af længer i gården, måske også antallet af "fag" i de forskellige længer, samt rummene i bygningerne, ofte anført med de dialektale benævnelser, uforståelige, hvis ikke nutidsoptegnelserne trådte forklarende til. Når man kommer til arkivmaterialet med den indsigt, som er vundet gennem undersøgelser af de bevarede bygninger, får de tørre oplysninger liv, de vage antydninger bliver sikre fakta - man forstår en halvkvædet vise. Arkivmaterialets omfang gør det muligt at anvende det statistisk, at sige noget om den tidligere hyppighed og udbredelse af de fænomener, man i vore dage kun støder på i enkelte egne. Desværre er dette arkivstof kun af større omfang fra 1800- og 1700årene, for enkelte egne dog nogenlunde fyldigt også fra 1600årene; derefter bliver det stadig tyndere for at ende med spredte notitser i de middelalderlige kilder. For middelalderens og oldtidens vedkommende må bondegårdsundersøgelserne derfor foretages med spade og graveske. Men før man kan gøre sig håb om med nogenlunde sikkerhed at rekonstruere disse fjerne tidsrums bondegårde på grundlag af de stolpehuller, lergulve m.m., som arkæologen afdækker, må man foretage den lange, møjsommelige vandring tilbage i tid ved hjælp af de endnu bevarede bygningsrester og arkivmaterialet (fig. 1).

I denne sommer har der været arbejdet på Fyn. Mens visse egne af landet i dag er næsten blottet for gamle bygninger, er her stadig nok at tage fat på. Bindingsværk ser man overalt, men det er dog ikke alt sammen lige gammelt. Man er blevet ved meget længe med denne byggemåde på Fyn, og hovedparten af bindingsværks gårdene er næppe stort ældre end midten af forrige århundrede. Netop dateringen er i øvrigt et vanskeligt kapitel; kun de færreste gårde er forsynet med årstal; i de øvrige tilfælde må man slutte sig til alderen af detailler i byggemåden. Men her gælder det at udvise stor forsigtighed, for der kan være betydelige forskelle i tid - op til et par hundrede år - mellem en bestemt byggeskiks indførelse eller ophør i forskellige egne af landet.

Lad os blandt sommerens mange undersøgelsesobjekter udvælge to gårde, som netop giver et vist bidrag til dateringsproblemet. De to gårde er endnu kun flygtigt gennemgået og venter på mere indgående undersøgelse, opmåling og fotografering. Begge ligger i landsbyen Gamborg ved fjorden af samme navn, tidligere kendt som skuepladsen for de store marsvinejagter. Den første af gårdene ligger på højre hånd neden for den bakke, ad hvilken vejen nordfra fører ind i byen. Indtil for et par år siden var det en lukket, firlænget gård med port ud til vejen, men nu er laden langs vejen nedrevet, så der er fri udsigt til stuehuset som danner gårdens nordlænge. Det er et lavt, stråtækt bindingsværkshus, men det virker ikke særlig gammelt. Det er temmelig bredt, tømmeret i ydervæggene er spinkelt, og hvad man særlig lægger mærke til, når man søger at vurdere bygningens alder, er den måde bjælkerne er anbragt på. I de ældre gårde er bjælkeenden tildannet som en tap og ført ud gennem stolpen et stykke under remmen, som afslutter muren foroven. Sådanne udragende "bjælkehoveder" er et karakteristisk træk ved det ældre bindingsværk, som straks falder i øjnene. I de yngre huse hviler bjælkerne derimod på selve murremmen, således at deres ender er skjult under tagskægget. Ved denne byggemåde opnår man at gøre det højere til loftet i stuerne uden at forhøje ydermurene. Ikke sjældent har man i de gamle stuehuse opnået dette ved at fjerne de gennemstukne bjælker og indlægge nye, som hviler pa remmen. Ser man nøje til, vil man da kunne finde sporene af de gamle taphuller i stolpernes øverste ender. I det stuehus, der her er tale om, ligger bjælkerne oven på remmen, og det ses på stolperne, at de har været anbragt der fra første færd; men huset opfordrer dog til nærmere besigtigelse, så vi går indenfor (fig. 2).

Det viser sig hurtigt, at gården har to værdifulde egenskaber. Den rummer for det første en del nagelfast inventar, som synes samtidigt med selve bygningen, først og fremmest en række ens døre og en panelvæg med alkove. Det er efterhånden sjældent at træffe gammel indmad i et stuehus. De allerfleste gamle garde er skaller omkring et helt moderne indre. I de senere år er det navnlig bagerovnene, der har måttet vige pladsen. De store ovne tager nemlig netop så megen plads op, som der skal til for at indrette et moderne badeværelse. - For det andet er der en udmærket tradition på denne gård. På de gårde, der ofte har været i handelen og skiftet ejere mange gange, er det i reglen umuligt at nå bagom de senere ændringer i gårdenes udseende. Men i de gamle slægtsgårde ved man besked om den slags, og findes der yderligere en gammel mand eller kone på gården, er det muligt i
detailler at gennemgå hele gårdsanlægget og få alt at vide om rummenes placering, deres indretning og deres funktion. Her er begge disse faktorer til stede, og traditionen virker så solid, at man endog ikke tør tvivle på historien om et snit i et dørgerikt, som skal være frembragt med en sabel under indkvartering af fremmede tropper under Napoleonskrigene. Man er ellers på forhånd skeptisk indstillet over for den slags, for der er hugget ret livligt med skarpe våben i danske bondegårdes dør- og vindueskarme, og de fleste af historierne er noget tvivlsomme og i reglen henlagt til Svenskekrigene. Stuehusets alder angives med stor sikkerhed. Det er opført i 1801 af den gamle kones oldefar, og denne datering modsiges ikke af de omtalte døre og paneler. Men den forbavser lidt, når man tager byggemåden i betragtning. Man ville have ventet, at en vestfynsk gård fra 1801 havde gennemstukne bjælker med udragende bjælkehoveder, men her er altså den nye byggemåde slået tidligt igennem, og det skriver man sig så bag øret og har det i erindring ved bedømmelsen af andre huse, hvor muligheden for en nøjagtig datering ikke er til stede. Den bevarede lade, sydlængen, fortæller selv i en inskription over en af dørene, at den er "MED GUDS HIELP OP BYGT AF HIS OG MID AAER 1837”. Men den gemmer vi lidt og tager i stedet hen for at se på den anden gamle gård i Gamborg.

Den ser måske ikke særlig spændende ud ved første øjekast. En almindelig beskuer vil antagelig mene, at stuehuset ser yngre ud end det, vi kommer fra. Det syner højere, men ser man nærmere til, vil man opdage, at vel er ydermurene ret høje, men til gengæld har taget en meget lav rejsning. Der er et helt andet forhold mellem de to dele af bygningen end i den første gård. Se også lidt nøjere på tømmeret! Der er knap så meget fyldtømmer, men til gengæld er de enkelte tømmerstykker betydeligt sværere. Bjælkerne hviler nu på remmen, men de har før været tappet gennem stolperne, og de udragende bjælkehoveder sidder endnu. Dog ikke på deres oprindelige plads. Fra først af har de været ført igennem et godt stykke nede på stolperne, siden er de blevet hævet ved hjælp af indlagte kiler, og endelig har man altså taget skridtet fuldt ud og lagt nye bjælker ind oven på remmen. Disse iagttagelser tyder sammen med flere andre detailler på, at huset er temmelig gammelt, og denne formodning bliver bekræftet, da vi kommer op på loftet og her opdager, at huset har en særdeles velbevaret sulekonstruktion. "Sulerne" er høje stolper, som står i skillerummene midt i huset med betydelig større indbyrdes afstand end stolperne i ydermurene. De rejser sig i hele husets højde og bærer øverst en "ås”, et vandret liggende tømmerstykke, hvorpå tagspærene hviler. Her er det sulerne, der bærer hovedparten af tagets vægt. Suler, ås og bjælker er bundet sammen med et kompliceret system af fantastisk krogede skråstivere, og tømmerstykkerne, som alle er af eg, er let røgsværtede, hvilket viser, at huset tidligere har haft en skorsten, som kun var bygget et lille stykke op over bjælkehøjde, således at røgen trak ud i loftsrummet for derfra at søge ud gennem et hul i taget, en såkaldt "lyre” (Fig. 3).

Sulebyggede bondegårde har i de sidste 50-75 år været at finde i Jylland - i et større område mod nordvest og i et mindre mellem Vejle og Horsens — samt på Nord— og Vestfyn (Fig. 4). Men disse områder må være rester af et gammelt udbredelsesområde, som var mere omfattende, og sulekonstruktionen kan følges tilbage til oldtiden; arkæologerne kan påvise hullerne efter de jordgravede suler i adskillige udgravede hustomter. De jyske sulehuse er nu forsvundet på ganske få nær (et af de sidste er erhvervet til frilandsmuseet på Hjerl hede), men på Fyn er der stadig bevaret mange. Det ligefrem myldrer med dem i visse strøg, men det er vel at mærke så godt som udelukkende lade bygninger. Det var vigtigt, at man i laden kunne udnytte pladsen effektivt i hele husets højde, og her havde sulekonstruktionen visse fortrin frem for den almindelige spærkonstruktion på grund af den store afstand mellem sulefagene. Dette må være i hvert fald en del af forklaringen på, at man så længe har holdt fast ved denne byggemåde på Fyn. Sulehusene er nemlig ingenlunde lige gamle allesammen. Man kan navnlig drage slutninger med hensyn til deres alder ved at undersøge, hvordan skråstiverne, der støtter sulerne i husets tværretning, er anbragt. Der findes tre hovedtyper på Fyn, og vi er så heldige at have dem alle repræsenteret i de to gårde i Gamborg. På skitsen er de vist i noget forenklet tværsnit: A er den ældste type. Her er skråstiverne lange, flade, stærkt krummede egetræsstykker, som er skåret ind i siden på sule, bjælke og ydermursstolpe, en meget solid konstruktion, som binder hele husets tømmerske let sammen (Fig. 5). Det er denne byggemåde, der er anvendt i det gamle stuehus i Gamborg, og det er tvivlsomt, om den nu er bevaret intakt andre steder. Type B finder vi i laden på den første gård, den der bærer årstallet 1837. Her findes to sæt skråstivere, der forbinder sulen med henholdsvis bjælken og fodremmen. Disse skråstivere er fastgjort med tappe, ikke skåret ind i siden som i type A. Endelig har vi C repræsenteret i laden på den anden gård. Den er ganske ung, antagelig opført efter midten af forrige århundrede. Der er anvendt spinkelt, købt fyrretømmer, ikke som i de to andre egetømmer fra skovene på egnen. Her findes kun et par ret lange skråstivere. De er forneden tappet i fodremmen og foroven i sulen lidt over bjælken. Tidligere har man ment, at C repræsenterede et udviklingstrin mellem A og B. Skulle man slutte ud fra forholdene i Gamborg, ville man komme til det modsatte resultat, at B er ældre end C. Type B findes i de fleste fynske sulehuse fra tidsrummet 1750-1825 mens de helt unge sulelader på Vestfyn alle er bygget som C. Begge byggemåder er imidlertid påvist i huse fra midten af 1700årene, og sandheden er nok den, at B og C er varianter af samme type, bestemt af hvilken slags tommer, der anvendtes. B er med de korte, krumme skråbånd velegnet, når man bruger egetømmer, mens C er den mest praktiske, når man arbejder med lange, lige fyrrebjælker.

Det gamle, sulebyggede stuehus i Gamborg bærer intet årstal, og det er derfor ikke let at tidsfæste. Som det fremgår af den anden gård, var man i Gamborg allerede omkring 1800 begyndt at opføre bindingsværkshuse af den yngste og mest moderne type. Mellem dette og et sulebygget hus af den ældste type er der et meget langt spring, og man tør formode, at en udvikling med en varighed på op imod 200 år må ligge imellem dem. Når man endvidere sammenligner med andre huse, hvor en lignende konstruktion er påvist, kan man med nogenlunde sikkerhed datere huset til første halvdel af 1600årene. Det er en ganske anselig alder for en bondegård. Langt den overvejende del af de gamle gårde i Danmark er opført på denne side af 1750, men gøres ofte betydeligt ældre, end de virkelig er.

Af det oprindelige stuehus fra Chr. d. IV’s tid synes ved en flygtig gennemgang ikke stort andet end tommeret at være bevaret. Om det alligevel bliver muligt at sige noget om husets tidligste indretning, kan først den kommende minutiøse gennemgang afgøre. Som huset står nu, er det et produkt af 300 års kulturudvikling. Hver tidsalder har ydet sit bidrag til huset; ganske umærkeligt, stykke for stykke, er det blevet omformet efter de skiftende generationers behov og smag. Ildsteder og opvarmning har fulgt tidens krav, en muret skorsten har erstattet det gamle lyrehul. Krav om øget lys i stuerne har gjort vinduerne stadig større. For at imødekomme det har man bl.a. måttet sænke ydervæggenes løsholter. De hævede bjælker har gjort, det muligt at bevæge sig i stuerne uden ydmygt bøjede nakker, og bræddegulve og cement har afløst de tidligere ler- og kampestensgulve. Skillerummene er blevet flyttet efterhånden, som krav om andre rum i beboelsen gjorde sig gældende. Ethvert spor af det oprindelige faste og løse bohave er borte, og det 300-årige hus rummer nu en fuldt moderne beboelseslejlighed.

I sig selv siger denne forbavsende udvikling en del om det gamle stuehus. Det har ingenlunde været nogen ubetydelig og simpel rønne, som i sig har kunnet optage 300 års udvikling på boligens område, uden at de ydre rammer er sprængt. Man må vogte sig for den meget almindelige vildfarelse, at en vandring tilbage i tid nødvendigvis fører fra det mere fuldkomne og højt udviklede til det ringere og primitive. Så simpelt er billedet af kulturudviklingen sjældent. I teknisk og håndværksmæssig henseende står det gamle hus på mange måder over senere tiders bindingsværksbygninger.

Gamborg-stuehuset siger også noget om folkelivsforskerens arbejdsvilkår. Studiet af den traditionelle kultur må overalt tage sit udgangspunkt i en tilstand, der fremviser den samme blanding af gammelt og nyt, ikke en tilfældig sammenhobning af kulturelt vraggods fra tidens strøm, men en helhed, hvor hvert kulturelement, nyt som gammelt, har sin ganske bestemte rolle. Den første opgave må være at beskrive og analysere dette kulturbillede og bestemme bestanddelenes funktion i helheden. Siden kan man isolere enkelte fænomener - en genstand, en arbejdsmetode, en skik - og følge dem tilbage i tid: Hvorledes er de opstået, hvor kommer de fra, og hvad er deres oprindelige betydning? Derfor de mange detailundersøgelser, som kan synes uendeligt pedantiske, men som er nødvendige skridt på vejen mod det, som er forskningens ærgerrige og endnu så fjerne mål: At nå ind til en dybere forståelse af den menneskelige kulturs væsen og klarlægge og beskrive den lange udviklingsproces, hvoraf vi alle er et produkt.