Strømpebånd

Hvad er så meningen, om man må spørge? Hvad skal Skalk – rent privat – med et strømpebånd? Vittige venner har foreslået os at bruge det som livrem – bladet har jo i snart et år befundet sig på sultegrænsen, plaget af statens prisstop, hvis fatale placering i kalenderen gjorde det ekstra ubehageligt for os. Sandt nok, vi vil huske 1971 og ikke ubetinget for det gode, men stormen er dog redet af, og vi håber snart at genvinde vort huld. Trods de trange tider har der på flere fronter været fremgang, og samtidig er der lagt planer, som kan ventes at sætte sig frugter næste år.

Men tilbage til strømpebåndet. Det vil vi give til en, der fortjener det – en der ved sit arbejde har vakt vort bifald, og som vi gerne vil henlede opmærksomheden på. »Skalks strømpebånd« skal med andre ord være et hæderstegn, en slags uofficiel orden, og strømpebåndsuddelingen skal ikke være en engangsforeteelse, men en tilbagevendende (dog ikke nødvendigvis årlig) begivenhed. Spøg er spøg, men for at understrege, at der også er alvor med i spillet, lader vi båndet følge af et pengebeløb, i denne omgang 3000 kr. Den første kandidat er allerede udpeget, det skete på et møde 13. november, og navnet vil blive meddelt efter nytår. Måske bør det tilføjes, at de bestemmende i denne sager Wormianums bestyrelse: rigsantikvaren P. V. Glob, professor Roar Skovmand, museumskonsulent Olfert Voss, advokat Knud Dalgaard-Knudsen og antikvar Harald Andersen.

»Skam få den, som tænker ilde derom«, er vort forbilledes motto. Det vil sikkert ingen af vore læsere gøre. Vi ønsker Dem glædeligt nytår, og hermed er vor 15. årgang rundet ud.

»Således bød han, at alle døde mænd skulle man brænde og lægge på bål med deres ejendele, thi, sagde han, med sådanne skatte skulle enhver komme til Valhal, og det skal han også nyde, som han selv har gravet ned i jorden«.

Han, der byder dette, er ingen ringere end Odin, og ordene står at læse hos den lærde islænding Snorre Sturlason, der nedfældede dem i begyndelsen af 1200-tallet. Sikkert har de været til stor trøst for vikinger, der i det fremmede tænkte på det sølv, de havde gemt i jorden hjemme, inden de drog på langfart, og som de måske aldrig skulle komme hjem til igen. Det var umisteligt, om ikke andet skulle man gense det i Valhal, Odins skjoldtækte borg, hvor de døde kæmper mødtes. Dér har der været liv og glade dage, hvis vi skal dømme ud fra den mængde sølvskatte, som kendes fra vikingetid.

Den seneste hilsen fra disse barske århundreder, hvor ingen vidste sig sikker for overfald og plyndring, og hvor jorden var den pålideligste bank, modtog Nationalmuseet i september 1971. Den kom fra Skørping i Himmerland i form af en spinkel sølvhalsring fundet i tilkørt muld i en ny anlagt have. Mulden var erhvervet på en byggeplads i Rebild, og derhen styrede Nationalmuseets udsending, museumsinspektør C. L. Vebæk sine skridt for at besigtige findestedet og foretage en eftergravning. Resultatet overtraf de dristigste forventninger: 124 stykker sølv med en samlet vægt af næsten fire kg fandtes nedgravet i mulden ca. en halv meter under overfladen. Det hele lå tæt sammen som om det havde været indpakket, og der fandtes da også små stumper af organisk materiale, måske rester af en læderpose.

Et par uger efter, at skatten var bragt i hus, øgedes den med endnu fire stykker fra haven i Skørping, hvis interesserede ejer, smed Tage Højbjerg Larsen, var gået systematisk til værks, omend ikke med tættekam så dog med rive samt et vågent blik for, hvad der kunne dukke op. Og det gav altså gevinst.

Det første, man noterede sig, da sindet var faldet til ro, var sølvets utroligt gode bevaringstilstand, det så ud, som var det kommet i jorden for nylig og ikke for tusind år siden (fig. 1).