Strømpebånd

Hvad er så meningen, om man må spørge? Hvad skal Skalk - rent privat - med et strømpebånd? Vittige venner har foreslået os at bruge det som livrem - bladet har jo i snart et år befundet sig på sultegrænsen, plaget af statens prisstop, hvis fatale placering i kalenderen gjorde det ekstra ubehageligt for os. Sandt nok, vi vil huske 1971 og ikke ubetinget for det gode, men stormen er dog redet af, og vi håber snart at genvinde vort huld. Trods de trange tider har der på flere fronter været fremgang, og samtidig er der lagt planer, som kan ventes at sætte sig frugter næste år.

Men tilbage til strømpebåndet. Det vil vi give til en, der fortjener det - en der ved sit arbejde har vakt vort bifald, og som vi gerne vil henlede opmærksomheden på. »Skalks strømpebånd« skal med andre ord være et hæderstegn, en slags uofficiel orden, og strømpebåndsuddelingen skal ikke være en engangsforeteelse, men en tilbagevendende (dog ikke nødvendigvis årlig) begivenhed. Spøg er spøg, men for at understrege, at der også er alvor med i spillet, lader vi båndet følge af et pengebeløb, i denne omgang 3000 kr. Den første kandidat er allerede udpeget, det skete på et møde 13. november, og navnet vil blive meddelt efter nytår. Måske bør det tilføjes, at de bestemmende i denne sager Wormianums bestyrelse: rigsantikvaren P. V. Glob, professor Roar Skovmand, museumskonsulent Olfert Voss, advokat Knud Dalgaard-Knudsen og antikvar Harald Andersen.

»Skam få den, som tænker ilde derom«, er vort forbilledes motto. Det vil sikkert ingen af vore læsere gøre. Vi ønsker Dem glædeligt nytår, og hermed er vor 15. årgang rundet ud.

»Således bød han, at alle døde mænd skulle man brænde og lægge på bål med deres ejendele, thi, sagde han, med sådanne skatte skulle enhver komme til Valhal, og det skal han også nyde, som han selv har gravet ned i jorden«.

Han, der byder dette, er ingen ringere end Odin, og ordene står at læse hos den lærde islænding Snorre Sturlason, der nedfældede dem i begyndelsen af 1200-tallet. Sikkert har de været til stor trøst for vikinger, der i det fremmede tænkte på det sølv, de havde gemt i jorden hjemme, inden de drog på langfart, og som de måske aldrig skulle komme hjem til igen. Det var umisteligt, om ikke andet skulle man gense det i Valhal, Odins skjoldtækte borg, hvor de døde kæmper mødtes. Dér har der været liv og glade dage, hvis vi skal dømme ud fra den mængde sølvskatte, som kendes fra vikingetid.

Den seneste hilsen fra disse barske århundreder, hvor ingen vidste sig sikker for overfald og plyndring, og hvor jorden var den pålideligste bank, modtog Nationalmuseet i september 1971. Den kom fra Skørping i Himmerland i form af en spinkel sølvhalsring fundet i tilkørt muld i en ny anlagt have. Mulden var erhvervet på en byggeplads i Rebild, og derhen styrede Nationalmuseets udsending, museumsinspektør C. L. Vebæk sine skridt for at besigtige findestedet og foretage en eftergravning. Resultatet overtraf de dristigste forventninger: 124 stykker sølv med en samlet vægt af næsten fire kg fandtes nedgravet i mulden ca. en halv meter under overfladen. Det hele lå tæt sammen som om det havde været indpakket, og der fandtes da også små stumper af organisk materiale, måske rester af en læderpose.

Et par uger efter, at skatten var bragt i hus, øgedes den med endnu fire stykker fra haven i Skørping, hvis interesserede ejer, smed Tage Højbjerg Larsen, var gået systematisk til værks, omend ikke med tættekam så dog med rive samt et vågent blik for, hvad der kunne dukke op. Og det gav altså gevinst.

Det første, man noterede sig, da sindet var faldet til ro, var sølvets utroligt gode bevaringstilstand, det så ud, som var det kommet i jorden for nylig og ikke for tusind år siden (fig. 1).

I skatten var der enkelte hele smykker, men bortset fra dem bestod fundet udelukkende af barrer og brudsølv, det vil sige ituhuggede sølvgenstande. Og så er det spændende at prøve at identificere store og små sølvbidder og se, hvor mange der - lidenheden til trods - kan henføres til bestemte typer. Men, for nu at tage de hele stykker først, fortjener en lille broche, en velkendt smykkeform i 900-årenes skattefund, særlig opmærksomhed; den er særdeles fint og sirligt udført med påloddede filigrantråde i båndslyng.

En lidt sammentrykket, men iøvrigt velbevaret armring dannet af en trind stang og med fire små vedhængende ringe af tilsvarende forarbejdning er ligeledes en smykketype, vi kender fra andre skattefund. Hel, omend trukket ud af facon, er også den spinkle halsring, der var anledningen til hele historien; den er dannet ved snoning af to stænger, der igen er snoet sammen med to tynde tråde, og den har mange slægtninge i skandinaviske skattefund fra 900-tallet. Går vi til brudstykkerne finder vi mange forskellige former af flettede og dobbeltsnoede arm- og halsringe repræsenteret. Alt sammen solidt forankret i kong Gorms århundrede.

To velkendte smykketyper, en stor ringnål og en armring af russisk oprindelse, er repræsenteret ved hver to stumper, som vist på billederne. Mønter, som giver gode holdepunkter for datering, havde man gerne set i Rebild-skatten, men bortset fra et enkelt, lidt defekt, arabisk eksemplar glimrer de ved deres fraværelse (fig. 2). At der ikke er fundet dansk mønt, er nu ikke så mærkeligt, eftersom hjemlig møntprægning endnu ikke kendtes; den blev først sat i system af Svend Tveskæg. Som betalingsmiddel brugtes barrer og brudsølv, og det er netop, hvad denne skat består af. Sølvbarrerne, hvoraf der er 36 hele og 7 brudstykker, vejer ialt ca. 2 kg, altså halvdelen af skattens samlede vægt. De har nærmest form som små franskbrød og er fra tre til elleve centimeter lange.

»Når en mand er ejer af 10. 000 dirhems (en dirhem er en arabisk mønt), laver han en halsring til sin hustru. Når han har 20.000, laver han to halsringe. Og på den måde får hustruen en ny halsring for hver 10.000 dirhems, han øger sin formue med. Således er der ofte mange halsringe om halsen på enkelte af dem«. Dette skrev i 900-tallet en araber, Ibn Fadlan, ud fra personligt kendskab til vikingerne i Østerled, og det giver et fingerpeg om, hvad der blev af den uhyre mængde af fremmed mønt, som vore aggressive forfædre erhvervede, mere eller mindre retmæssigt, på deres togter. I hvert fald en del af mønterne lavedes til smykker, og disse smykker - hele eller i brudstykker - tjente som penge. Efter Rebild-skatten og mange andre skatte at dømme har der gået mangen sølvtynget kvinde rundt i vikingetidens Danmark, stolt bærende familieformuen til skue (fig. 3).

Lit: E. Munksgaard: Skattefund fra jernalderen. Nationalmuseet 1970.