Strandingsgods

Aldrig er mine planer for en weekend ændret hurtigere.

Var der virkelig tale om middelalderlige akvamaniler, blev det et spørgsmål, hvordan de var kommet der. Det kunne være strandingsgods, som var undgået menneskers opmærksomhed, eller som måske var fundet og gemt i klitterne. Folk på disse kanter har altid haft et åbent øje for skibsforlisenes værdier. Eller skulle der ligefrem være skjult et vrag i sandet? Det er kendt, at der har været mere hav heroppe i meget gamle dage, men efter den gængse forestilling skulle dette være forsvundet allerede i forhistorisk tid. Flere gange havde jeg dog undret mig over forhold, som antydede, at kystlinjen i middelalderens Thy kunne have ligget længere inde end nu om stunder. Foreløbig kontaktede jeg Nationalmuseets skibshistoriske laboratorium for at få assistance. Så tog jeg til Thy.

Et første blik var nok til at overbevise om, at rytterne var fra middelalderen. Nu kendes der dog mange eksempler på forfalskninger og kopier, som intet menneskeligt øje har kunnet afsløre, og i de følgende dage gik en historie da også gennem pressen: figurerne skulle være lavet af en Thisted-guldsmed for at gøre grin med Nationalmuseet. En vis bestyrkelse fik denne mistanke gennem fundets utrolige velbevarethed; de to ryttere gjorde et næsten fabriksnyt indtryk, de skinnede som guld i solen pudset som de var af ralsugerens hvirvlende strøm af sand, sten og vand. At et hestehoved var afrevet, og at ben var bøjede og knækkede, skyldtes samme maskineri og modbeviste ikke forfalskningsteorien. Skulle denne gendrives, ville det mest overbevisende kunne ske gennem undersøgelser, dér hvor figurerne kom fra, nemlig nede i lejet.

Oppumpningen af ral skete i en kunstig sø, som grundvandet stadig holdt fyldt med vand. Pumpemaskineriet hentede sit materiale op fra bunden og fra den ene søbred, sorterede sten og større genstande fra og leverede sandet tilbage, dog på den anden bred. En sø på vandring! Museumsinspektør Crumlin-Pedersen trak i frømandsdragt og undersøgte om søndagen søens bund og sider, men intet skibsvrag viste sig i det uklare vand, og intet bevis fremkom for akvamanilernes ægthed. Om mandagen, da ralsugningen blev genoptaget, sattes vagt ved sugeren, og de følgende dage gav resultater. Der kom mange ting op, som entydigt pegede mod, at et skib med ladning gemte sig nede i dybet. Nogle rorbeslag gav vigtige oplysninger: skibet måtte være fra middelalderen og af den type, som kaldes en kogge (jfr Skalk 1976:6). Akvamanilernes ægthed turde hermed være bevist og Thisted-guldsmeden frikendt. (Fig. 2)