Stråtag og græske søjler

Set i forbifarten ligner gården med sit stråtag, sine hvidkalkede mure og sine krydspostede vinduer alle andre sydjyske gårde fra 1800-tallet, som de ser ud i dag, når da ikke hårdhændet, uforstandig modernisme er faret over dem. Men Stenbrogård er ikke som de fleste. Den er den bedst bevarede af de omkring en snes gårde, som bygmesteren Per Hollensen opførte i årene ca 1840-74, og det er gårde, der nok er sagkyndig interesse værd.

De findes spredt rundt i sognene Brørup, Malt, Vejen, Vamdrup, Andst, Vorbasse og Gjesten, altså området lige nord for den gamle grænse ved Kongeåen, og får man først øje for deres særpræg, er de ikke vanskelige at erkende i landskabet. Særprægede er de unægtelig, det ligefrem lyser af dem, at bygmesteren var en mand med en stærk og ejendommelig personlighed. Om ham og hans dygtighed går der frasagn. Bonden, der lagde penge i byggeriet, og hvis navn står i gårdens papirer, har måttet træde i baggrunden.

Per Hollensen, eller Peder Holden Hansen, som han egentlig hed, var født 1812 i Lintrup sogn lige syd for Kongeåen. Hvor han lærte sit håndværk, ved vi ikke - velsagtens var han i høj grad selvlært - men det er en kendsgerning, at denne landbygmester gennem en lille menneskealder magtede at præge en egn med et byggeri, der alle dage vil tjene ham og hans folk til ære. Det siges, at han på sine gamle dage ofte beklagede, at »a et bløv arkitekt, men nu er’et val for sien«.

Om Per Hollensens kunstneriske ledemotiv er der ingen tvivl, det var den i slutningen af 1700-årene opståede nyklassicisme, men den udformning, den bondefødte bygmester gav den genopstandne oldtidsstil, er betydeligt mere jordnær, end samtidens arkitekter tillod. Det er virkelig lidt af en bedrift at lade en sydjysk bondegårds stuehus fremstå med pilastre og kapitæler, uden at det mister sin forbindelse med landskabet og dagliglivet.

Per Hollensens gårde er oftest firelængede, symmetriske anlæg. Stuehusene, som vi her vil interessere os mest for, har, bedst gennemført i de seneste af hans bygninger, strengt konstruktive empirefrontoner med to eller fire murede pilastre - kort sagt: den klassiske tempelgavl indsat midt i facaden, hvor den lave søjlebårne gavltrekant kun ligesom løfter stråtagets tagskæg lidt. Omkring dette midtsamlende motiv byggede han med sikker sans for harmonisk fagdeling huset op, håndværksmæssigt korrekt, således at alle bjælker aflastes midt over murpillerne, og med nyklassicismens faste krav om symmetri gennemført på alle måder (Fig. 1).

Disse forrige århundredes landhåndværkere skulle kunne det hele. En »snedker« var i Jylland helt op til vor tid en der både kunne mure, tømre og lave vinduer og døre, i modsætning til den »fine snedker«, der kun lavede møbler. Arbejdsvilkårene synes barske, set med nutidige øjne. Forholdet mellem mester og svende var rent patriarkalsk, forsyndelser i retning af det vi i dag kalder »byggesjusk« kunne ordnes kontant på stedet.

Under bygningen af en lade i Andst blæste det en del, da tagspærene blev rejst, og da mestersvenden forsømte at stive (sværte) rejsningen ordentligt af, lå det hele med knækkede tappe den næste morgen. Der fortælles, at Per Hollensen stak svenden sådan én på kassen, at han røg langt hen. En anden version af historien siger, »at han tog et stykke reb og gik ind og gennemtarsk ham«.

Vinduer og døre blev lavet om vinteren, så alt var klart til sommerens byggeri. Materialerne sørgede bygherren for. Murstenene stod på byggepladsen, de kunne være strøget og brændt af bonden selv og hans familie. Et sådant byggeri blev i det hele taget ikke gennemført uden årelange forberedelser.

Bygmesteren fik tre mark om dagen og kosten. Nogen akkord om byggeprisen var der ingen tale om, hvad der til tider kunne svie til bygherren; Per Hollensen vidste nok, hvad han ville, og kendte ikke til kompromiser (Fig. 2). Mestersvenden fik ligeledes 3 mark om dagen, mens svende og håndlangere fik ned til 24 skilling. Per Hollensen kunne til tider have mange folk i gang og et par gårde i arbejde samtidig, så det var nødvendigt for ham at bruge natten til at gå fra det ene sted til det andet for ikke at spilde arbejdstiden.

Han havde en lille ejendom ved Ribe landevej i Læborg sogn, men det blev ikke til så meget med landbruget, hvad man forstår, når man hører, at han brugte sin fritid - hvor han så fik den fra - til at lave det fine snitværk i søjlehoveder, vinduessprosser og dørindfatninger - alle de fornemme enkeltheder der pryder hans bygninger. 1874 flyttede han til Tistrup i Vestjylland, og han byggede ikke stort mere. Men på den egn, hvor han gjorde sit livsværk, huskes han endnu, og overleveringerne om ham er mange (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5).

De sydjyske landmænd, der nu bor på gårdene, kender godt deres kulturhistoriske værd, og der passes på de fleste af dem. Lad så være, at en del har fået fast tag, og at moderne vinduer såmænd også ses et par steder. Den lokale tømrer har nok her sit store ansvar, og han bør vide, at sådan gør man ikke ved Per Hollensens gårde.

De er lette nok at finde, gårdene. Kører man mod vest gennem Andst by, ligger et gulkalket stuehus tæt syd for hovedvejen. Den fine stilsikre fronton med fire søjler må betegnes som én af Per Hollensens bedste, og den er da også ret sen. En gård til, Petersborg, ligger nord for vejen, og et par kilometer længere fremme ses mod syd Damgård, der er bygget 1843. Den var fra begyndelsen kro, og interiøret, som der dengang var ofret meget på, står sjældent velbevaret. I Vejen by er der den gamle præstegård, der nu er direktørbolig ved Rolles fabrikker, samt et stuehus.

Nord for Brørup ligger som nævnt Stenbrogård, perlen i hele samlingen. Drejer man fra Vejlevejen mod vest ved Gjerndrup kro, er der 3 gårde: Færgegård, velbevaret, Gjerndrupholm, der ikke har det særlig godt, og en gård mere med bevaret fronton. Mod syd, ad vejen til Brørup kirke, passerer man Surhavegård, der siger Per Hollensen på lang afstand (Fig. 6).

Malt præstegård øst for kirken er nu privatejet, men i gode hænder og under nænsom restaurering. Helt ovre nordvest for Vamdrup, lidt fra alfarvej, ligger Dyrgård med fine detaljer i gårdfacaden og indvendig med mindelser om Damgård, som den er jævngammel med. Gårdfolkene dér bør betænke sig endnu engang, før de skifter til moderne vinduer.

Toftegård nord for Gjesten kirke er også én af de ældste. Den er nyrestaureret med vinduer og udvendige døre lavet, som de var før.

Der er nogle flere, men de her omtalte er nok de vigtigste.

Der har før været interesse om gårdene. I 1911 målte elever fra bygmesterskolen i Holbæk nogle af dem op under ledelse af arkitekt Ivar Bentsen, den senere professor ved Kunst-akademiet. Allerede da var man altså klar over deres værdi.

Nu tresindstyve år efter, sker der noget igen. Det nye museumsråd for Ribe amt har bevilget et beløb til opmålinger; de vil i sommeren 1973 blive foretaget af arkitektstuderende fra Kolding under arkitekt K. Bramsens ledelse og med bistand af Esbjerg Museum. Samtidig vil Nationalmuseets 3. afdeling sætte ind med etnologiske undersøgelser. Forhåbentlig vil de nye fremstød gøre deres til at gårdene bevares, så at også eftertiden kan glædes over deres mange fine detaljer og mindes manden, der forenede gammel håndværkertradition med klassiske idealer. Per Hollensen beklagede, at han ikke blev arkitekt. Kan hænde, at det var godt det samme.

Lit: Architekten, bd 15, 1912-13. - Fra Ribe Amt 1915. - Det danske Landhåndværk. Byggefagene (Red. M. K. Gudmundsen).