Stråtag og græske søjler

Set i forbifarten ligner gården med sit stråtag, sine hvidkalkede mure og sine krydspostede vinduer alle andre sydjyske gårde fra 1800-tallet, som de ser ud i dag, når da ikke hårdhændet, uforstandig modernisme er faret over dem. Men Stenbrogård er ikke som de fleste. Den er den bedst bevarede af de omkring en snes gårde, som bygmesteren Per Hollensen opførte i årene ca 1840-74, og det er gårde, der nok er sagkyndig interesse værd.

De findes spredt rundt i sognene Brørup, Malt, Vejen, Vamdrup, Andst, Vorbasse og Gjesten, altså området lige nord for den gamle grænse ved Kongeåen, og får man først øje for deres særpræg, er de ikke vanskelige at erkende i landskabet. Særprægede er de unægtelig, det ligefrem lyser af dem, at bygmesteren var en mand med en stærk og ejendommelig personlighed. Om ham og hans dygtighed går der frasagn. Bonden, der lagde penge i byggeriet, og hvis navn står i gårdens papirer, har måttet træde i baggrunden.

Per Hollensen, eller Peder Holden Hansen, som han egentlig hed, var født 1812 i Lintrup sogn lige syd for Kongeåen. Hvor han lærte sit håndværk, ved vi ikke – velsagtens var han i høj grad selvlært – men det er en kendsgerning, at denne landbygmester gennem en lille menneskealder magtede at præge en egn med et byggeri, der alle dage vil tjene ham og hans folk til ære. Det siges, at han på sine gamle dage ofte beklagede, at »a et bløv arkitekt, men nu er’et val for sien«.

Om Per Hollensens kunstneriske ledemotiv er der ingen tvivl, det var den i slutningen af 1700-årene opståede nyklassicisme, men den udformning, den bondefødte bygmester gav den genopstandne oldtidsstil, er betydeligt mere jordnær, end samtidens arkitekter tillod. Det er virkelig lidt af en bedrift at lade en sydjysk bondegårds stuehus fremstå med pilastre og kapitæler, uden at det mister sin forbindelse med landskabet og dagliglivet.

Per Hollensens gårde er oftest firelængede, symmetriske anlæg. Stuehusene, som vi her vil interessere os mest for, har, bedst gennemført i de seneste af hans bygninger, strengt konstruktive empirefrontoner med to eller fire murede pilastre – kort sagt: den klassiske tempelgavl indsat midt i facaden, hvor den lave søjlebårne gavltrekant kun ligesom løfter stråtagets tagskæg lidt. Omkring dette midtsamlende motiv byggede han med sikker sans for harmonisk fagdeling huset op, håndværksmæssigt korrekt, således at alle bjælker aflastes midt over murpillerne, og med nyklassicismens faste krav om symmetri gennemført på alle måder (Fig. 1).