Stormægtigste monark
Ansøgninger stilet til kongen er forholdsvis sjældne idag. Derimod var det i enevældens tid meget almindeligt at besvære monarken med alenlange andragender – supplikker – om embeder, forfremmelser og lignende. Den almægtige konge var fornemt ophøjet og sproget i disse henvendelser blomstrende ydmygt; kunne de fremsatte ønsker formes i rimede vers, så meget desto bedre. Således har for eksempel mange præster gjort deres entré i digtningens verden gennem ansøgninger om fast embede med dertil hørende materielle goder og fordele.
Af Axel Bolvig
Supplikkerne rummede en egen sprogverden med ret faste vendinger og floskler, som det må have været fristende at lave parodier på. En sådan er for nylig fundet i en af Rigsarkivets mange spændende »papirdynger«, hvor der stadig er mulighed for at gå på opdagelse. Forfatteren er anonym, men kalder sig Dorscheus. Han angiver at være fangevogter i Københavns Stokhus og søger om forfremmelse til stokmester i Blåtårn (Fig. 1). Stokhuset lå på hjørnet af Østervoldgade og Stokhusgade; det rummede nogle meget usle fangehuller, hvoraf de i kælderen ofte var genstand for oversvømmelse.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Enevælde (1660 til 1848)
Udgave: Skalk 1971:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Jubelåret
Thi kendes for ret
En pind i brønden
Kongegrave
