Stoppet med mit hår

Somme tider må en museumsmand være lidt diskret, når han kommer for tæt på nutiden i sin fortællen om folks gøren og laden. Endnu omkring 1930 kom børnene i Sønder Dråby på Mors til skole i stunthoser eller »fædløs’ hues’«, som det hedder der på øen; men den enlige gammeldags morsingbo, som endnu idag bruger disse traditionelle klædningsstykker, ville sikkert ikke bryde sig om at blive hængt ud ved navns nævnelse i et tidsskrift. Jeg har også en begrundet mistanke om, at en gammel kone i Thy endnu signer for sygdom, men hun ville sikkert læse en fra mødrene nedarvet forbandelse over mig, hvis hendes navn kom på tryk.

Af Chr. Waagepetersen

Billede

Derfor vil vi i det følgende nøjes med at kalde den gamle dame, hvis efterladenskaber sidste år kom til Kalundborg Museum, for fru Hansen; det var ikke hendes navn, men det er manges. Hun var født omkring 1880 på en stor gård i Kær herred, Ålborg amt, og var både på fædrene og mødrene side af gammel storbondeslægt. Hendes barndomsmiljø var indremissionsk, og hun blev uddannet som sygeplejerske for så at gifte sig med en akademiker, der også var af jysk gårdmandsæt. Det er baggrunden for hendes liv og tankesæt.

Fru Hansen havde i en skuffe meget omhyggeligt samlet de minder fra slægtens og fra sit og mandens liv, som hun ønskede, museet skulle have; blandt dem lå en plastikpose med indhold, som vi måske ikke havde fået med, hvis ikke hendes sidste sygdom og død på et plejehjem havde forhindret, at det kom i anvendelse. Det var hendes ligtøj. (Fig. 1)

Udgave: Skalk 1970:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.