Stoppet med mit hår

Somme tider må en museumsmand være lidt diskret, når han kommer for tæt på nutiden i sin fortællen om folks gøren og laden. Endnu omkring 1930 kom børnene i Sønder Dråby på Mors til skole i stunthoser eller »fædløs’ hues’«, som det hedder der på øen; men den enlige gammeldags morsingbo, som endnu idag bruger disse traditionelle klædningsstykker, ville sikkert ikke bryde sig om at blive hængt ud ved navns nævnelse i et tidsskrift. Jeg har også en begrundet mistanke om, at en gammel kone i Thy endnu signer for sygdom, men hun ville sikkert læse en fra mødrene nedarvet forbandelse over mig, hvis hendes navn kom på tryk.

Af Chr. Waagepetersen

Derfor vil vi i det følgende nøjes med at kalde den gamle dame, hvis efterladenskaber sidste år kom til Kalundborg Museum, for fru Hansen; det var ikke hendes navn, men det er manges. Hun var født omkring 1880 på en stor gård i Kær herred, Ålborg amt, og var både på fædrene og mødrene side af gammel storbondeslægt. Hendes barndomsmiljø var indremissionsk, og hun blev uddannet som sygeplejerske for så at gifte sig med en akademiker, der også var af jysk gårdmandsæt. Det er baggrunden for hendes liv og tankesæt.

Fru Hansen havde i en skuffe meget omhyggeligt samlet de minder fra slægtens og fra sit og mandens liv, som hun ønskede, museet skulle have; blandt dem lå en plastikpose med indhold, som vi måske ikke havde fået med, hvis ikke hendes sidste sygdom og død på et plejehjem havde forhindret, at det kom i anvendelse. Det var hendes ligtøj. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1: Fru Hansens ligtøj. Til venstre puden, som artiklen handler om. (Ny foto, Kalundbg.)

Først og fremmest en fin, hvid, aldeles ubrugt natkjole med hæklede blonder og af et snit, der var brugeligt omkring 1920. Så var der to lommetørklæder med henholdsvis mandens og hendes eget navn på, muligvis hendes brudelommetørklæde. Endelig var der en rektangulær, hvid lærredspose med et mærkeligt knoldet og dog elastisk indhold. Da museets kustode fru Annelise Vous så den, sagde hun: Det er lighovedpuden, og det er hendes afredte hår, der er i den.

(Fig. 2)

Billede

Fig. 2: Ved siden af sin magiske kraft havde – og har – det afklippede hår en særlig følelsesmæssig værdi som erindring om det menneske, det engang har været en del af. Billedet herover viser den københavnske vinhandler Mozart Waagepetersens signetring, dateret 1841; den er af guld med karneol og har indvendige, skjulte gemmer med hår af ejerens hustru og søn. – Den perlebesatte medaljon til højre, der nu findes på Rosenborg, har tilhørt Frederik VI’s datter, arveprinsesse Caroline, og indeholder et billede fremstillet af hendes forældres hår. – Se Karen Andersen: Hårbilledkunst, Arv og Eje, 1964. (Tegning: Stig Holsting)

Fru Vous er født på Reersø og boede ca 1947 hos en firsårig gårdmandsenke dér, Maren Abkær, som altid, når hun havde redt sig, snoede det afredte hår i en tot om fingeren for at gemme det i en lærredspose, der ved hendes død skulle med i kisten som hovedpude. Nu kunne man måske forestille sig, at der er tale om en lokal sædvane, men det er ikke tilfældet; det er tydeligt, at skikken har været i brug mange steder helt op til vor tid. Fru Vous’ moder, der er født i Nakskov, kendte den flere steder fra, og forhenværende overlærer Aage Myrhøj, født 1889 i Ålborg, husker den tydeligt fra sit barndomshjem - men for begge gælder det, at de nok kendte posen med det afredte hår, men ikke vidste noget om dens bestemmelse. Det gjorde derimod min nabo i Kalundborg, snedker Valdemar Christensen. I 1905 kom han i lære i det snedkerværksted, han siden 1916 har været ejer af, og han, der i tidens løb har lagt utallige folk i kiste, siger, at det tidligere ikke var ualmindeligt, at der blandt ligtøjet var en lille pude med afredt hår, som blev lagt under ligets hoved, oven på den store pude. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3: »Det hovedgår, som afredes med kammen, må man kaste på ilden; thi hvis fuglene fandt det og byggede rede deraf, så ville det volde den, som har båret det, hovedpine«. – J.M. Thiele: Den danske almues overtroiske meninger. 1860.

Mærkelig nok nævner museets grundlægger J. S. Møller, der var læge, ikke skikken i sin beskrivelse af begravelsesformerne på Kalundborgegnen. Han omtaler de afklippede negle og hår og er klar over, at den art »løsdele« skulle med i kisten ligesom eventuelle amputerede lemmer, men den særlige lighovedpude med håret nævner han ikke. Det er dog næsten utænkeligt, at han ikke skulle have kendt den - om ikke andet så fra litteraturen, hvor en meget berømt, fornem dame omtaler den. Det er Leonora Christina Ulfeldt, der i sit Jammersminde fortæller, at hun den 29. november 1682 endte arbejdet på sit »jordetøj« (ligtøj) og citerer de vers, hun havde digtet og broderet derpå. På hovedpuden havde hun skrevet følgende:

Når som nedlægges her mit
hoved på mit hår,
da løset er mit bånd, min
sjæl i glæden står.

Og hun tilføjer:
Puden var stoppet med mit hår.

Denne vogten på sit hovedhår har sikkert på en eller anden måde forbindelse med de hårofre fra oldtiden, som vi finder i vore moser; der synes at være en langt bagudgående og vidt udbredt tro på, at der er noget magisk, en »kraft«, i håret. Tænk blot på, hvordan det gik Samson, da Dahlila klippede ham. (Fig. 4-5)

Billede

Fig. 4: Mosefundet hårfletning fra bronzealder, sikkert udlagt som offer til en guddom.

Billede

Fig. 5: Mon ret mange nutidige har skænket det en tanke, at der kan være en forbindelse mellem bagerens »borgmesterstænger« og oldtidens gudeofrede hårfletninger? Ikke desto mindre er det en reel mulighed; de flettede brød kan følges langt tilbage i tiden, og meget tyder på, at de oprindelig er blevet fremstillet for at ofres – sin erstatning for hårfletninger – til de guder, der råder for liv og død.

Men man skal være forsigtig med filosofiske udlægninger af de tegn, der fortæller om tidligere tiders tro. Eddaens beretning om skibet »Nagelfar«, som de underjordiske bygger af »døde mænds negle« til brug ved Ragnarok, synes at være i modstrid med den her nævnte skik. Der er bestemt ikke nogen grund til at forsyne disse skadevoldere med yderligere bygningsmateriale ved at give de døde afklippet hår og negle med i kisten. - Derimod hører vi allerede hos den græske digter Homer, hvordan slaverne, der bar ligbåren, klippede deres hår af og dækkede liget med det. Hovedpuden med det afredte hår har snarere en forbindelse hermed, den kan være et offer til dødsguderne.

Men skikken at gemme det afredte hår har sikkert også forbindelse med angsten for at noget af en person, være sig så lidt som et hår, kan komme i hænderne på onde væsener, dyr eller mennesker, der så ved trolddom kan få magt over personen, fordi håret rummer noget af personlighedens »kraft«. I alt fald viser fru Hansens ligtøj, at endnu i det Herrens år 1969 kunne en magisk forestilling, der har sin rod, ikke i kristendommen, men langt tilbage i den grå hedenskab, være levende hos et i høj grad kristeligt menneske. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6: Skulle der være et stænk af magi i nutidens hårmode? Dens bærere vil sikkert benægte det, men det skal såmænd nok vise sig, at der - om ikke her, så på andre områder - skjuler sig levn af tusindårig overtro også i den generation.