Stengade

Åbenbart har dette sted øvet en særlig tiltrækning på oldtidens mennesker. Fra jernalder og især fra vikingetid kendes et ikke helt lille antal jordfæstegrave, af hvilke dog navnlig én berømmes: en træklædt kammergrav, hvori en viking var stedt til hvile med sin hest og med hele sit rige udstyr af sølvindlagte våben og seletøjsbeslag. Men når Stengade nu igen melder sig på arkæologiens hitliste, skyldes det ikke vikingerne; nej, denne gang skal vi nogle årtusinder længere tilbage, til begyndelsen af den yngre stenalder. Og det drejer sig om huse.

Det kan måske forekomme en og anden læser lidt mærkeligt, at der skulle være noget specielt opsigtsvækkende i dette – man læser dog så ofte om fund af oldtidshuse. Men det forholder sig sådan med arkæologien, at forskellige fundkategorier fordeler sig højst ulige på perioder og kulturgrupper, og det er netop tilfældet med husene. Til jernalderbondens bolig har vi et solidt kendskab fra masser af fund, hvorimod vi er betydeligt ringere stillet med hensyn til hans stenalderlige kollegas byggeskik – faktisk kan de fund, som siger noget herom, tælles på én hånds fingre. Her er et tomrum, som man gerne ser udfyldt. Intet under da, at nye momenter i sagen modtages med interesse. – Men før sommerens fund præsenteres, kan der måske være grund til kort at trække de linier op, som tegner epoken, og herunder også berøre de få husfund, som kendes fra ældre tid.

Omkring 3000 år før vor tidsregning skyller en af historiens mest betydende udviklingsbølger ind over vore hjemlige strande. Med sig har den agerbrug og kvæghold, to kulturtræk, som ganske vender op og ned på livsvilkårene. Rundt omkring i landet brændes der små huller i det tætluvede skovtæppe, og af asken spirer korn frem i små bede; mennesket har lagt jagtkniven og griber nu til kornseglen i den stadige kamp for tilværelsen. Slebne økser til skovrydning og lerkar til kornets tilberedning er vigtige bestanddele i den nye kulturstrømnings mangeartede drivgods. Det nye livsgrundlag medfører ændret livsform: større og mere bofaste samfund har nu afløst den ældre stenalders evigt strejfende jægerstammer, for i kampen mod skoven har man opdaget, at det betaler sig at løfte i flok. Den yngre stenalder er begyndt.

I grunden ved vi meget om netop denne periode, og det er ikke sært, eftersom det er herfra den største del af vor samlede mængde af oldtidsfund stammer. Hvor mange har ikke i deres gemmer liggende en stenøkse eller to? Dog, de enlige økser i cigarkasserne er ikke meget meddelsomme, mere talende er unægtelig de mange samlede fund fra grave, bopladser og offersteder. Ikke mindst ud fra sådanne fund har man foretaget en opdeling af yngre stenalder i tre afsnit: det tidlige, hvor agerbruget indføres og de første dysser dukker op; det mellemste, hvor bondekulturen blomstrer og med den dysserne og jættestuerne; og endelig det sene afsnit, også kaldet dolktid, hvor stenalderen smuldrer under stadigt større tryk fra det sejrrigt fremtrængende metal (Fig. 2).