Stengade

Åbenbart har dette sted øvet en særlig tiltrækning på oldtidens mennesker. Fra jernalder og især fra vikingetid kendes et ikke helt lille antal jordfæstegrave, af hvilke dog navnlig én berømmes: en træklædt kammergrav, hvori en viking var stedt til hvile med sin hest og med hele sit rige udstyr af sølvindlagte våben og seletøjsbeslag. Men når Stengade nu igen melder sig på arkæologiens hitliste, skyldes det ikke vikingerne; nej, denne gang skal vi nogle årtusinder længere tilbage, til begyndelsen af den yngre stenalder. Og det drejer sig om huse.

Det kan måske forekomme en og anden læser lidt mærkeligt, at der skulle være noget specielt opsigtsvækkende i dette - man læser dog så ofte om fund af oldtidshuse. Men det forholder sig sådan med arkæologien, at forskellige fundkategorier fordeler sig højst ulige på perioder og kulturgrupper, og det er netop tilfældet med husene. Til jernalderbondens bolig har vi et solidt kendskab fra masser af fund, hvorimod vi er betydeligt ringere stillet med hensyn til hans stenalderlige kollegas byggeskik - faktisk kan de fund, som siger noget herom, tælles på én hånds fingre. Her er et tomrum, som man gerne ser udfyldt. Intet under da, at nye momenter i sagen modtages med interesse. - Men før sommerens fund præsenteres, kan der måske være grund til kort at trække de linier op, som tegner epoken, og herunder også berøre de få husfund, som kendes fra ældre tid.

Omkring 3000 år før vor tidsregning skyller en af historiens mest betydende udviklingsbølger ind over vore hjemlige strande. Med sig har den agerbrug og kvæghold, to kulturtræk, som ganske vender op og ned på livsvilkårene. Rundt omkring i landet brændes der små huller i det tætluvede skovtæppe, og af asken spirer korn frem i små bede; mennesket har lagt jagtkniven og griber nu til kornseglen i den stadige kamp for tilværelsen. Slebne økser til skovrydning og lerkar til kornets tilberedning er vigtige bestanddele i den nye kulturstrømnings mangeartede drivgods. Det nye livsgrundlag medfører ændret livsform: større og mere bofaste samfund har nu afløst den ældre stenalders evigt strejfende jægerstammer, for i kampen mod skoven har man opdaget, at det betaler sig at løfte i flok. Den yngre stenalder er begyndt.

I grunden ved vi meget om netop denne periode, og det er ikke sært, eftersom det er herfra den største del af vor samlede mængde af oldtidsfund stammer. Hvor mange har ikke i deres gemmer liggende en stenøkse eller to? Dog, de enlige økser i cigarkasserne er ikke meget meddelsomme, mere talende er unægtelig de mange samlede fund fra grave, bopladser og offersteder. Ikke mindst ud fra sådanne fund har man foretaget en opdeling af yngre stenalder i tre afsnit: det tidlige, hvor agerbruget indføres og de første dysser dukker op; det mellemste, hvor bondekulturen blomstrer og med den dysserne og jættestuerne; og endelig det sene afsnit, også kaldet dolktid, hvor stenalderen smuldrer under stadigt større tryk fra det sejrrigt fremtrængende metal (Fig. 2).

Ingen anden oldtidsperiode har sat sig så monumentale spor i landskabet som den yngre stenalder. Dens dysser og jættestuer med deres indhold af dødegaver var gennem hele arkæologiens barndom den kilde, hvoraf man øste. Først i det sidste par menneskealdre er et antal bopladser kommet til med redskaber i alle stadier af tilvirkning og brug, og først dermed har vi fået det indblik i stenalderbondens dagligliv, som gravgodsets omhyggeligt udvalgte elitesager ikke kunne give. Men om de boliger, der har dannet rammen om hans hverdag, taler kun en lille række fund, der til gengæld rummer virkelige perler. De skal nævnes her:

Fra den tidlige yngre stenalder er Barkær på Djursland. Her lå, på en lille ø i en nu udtørret sø, en regulær landsby, der på sit eget sprog fortæller om meget gammel kollektivisme. Ganske vist bestod landsbyen kun af to huse, men de var til gengæld meget lange, ikke mindre end 85 meter. De lå parallelt i øst-vestlig retning med en bred, stenstrøet »gade« imellem. Hvert af husene var ved tværskillevægge inddelt i 26 mindre rum, der sikkert har huset lige så mange familier. Der synes ikke at have været anvendt ler i væggene, der måske istedet var tætnet med løv eller strå. - Ligeledes fra »det tidlige afsnit« af yngre stenalder er to små hesteskoformede hyttetomter, fundet på Nekselø ud for Odsherred, og et enkelt, ca 14 meter langt, hus fra Strandegård ved Præstø fjord.

Intet stenalderligt husfund har dog hidtil overgået bopladsen Troldebjerg på Midtlangeland, hverken i henseende til antallet af huse eller til oplysninger om byggemåde. Rundt omkring foden af den aflange bakke, som har lånt sit navn til fundet, og som ligger mellem to førhen vandfyldte sænkninger, fandtes over en snes hesteskoformede hytter, delvis gravet ind i bakkeskråningen, samt et godt 70 meter langt hus, der dog ikke som Barkærs langhuse kunne ses at have været tværinddelt i mindre rum (Fig. 3, Fig. 4). Væggene har været grenflettede og lerklinede. Troldebjerg var beboet i begyndelsen af yngre stenalders »mellemste afsnit«.

Nu følger et langt interval uden husfund, før vi kan afslutte rækken med det yngste danske stenalderhus, fundet i Gug syd for Ålborg og dateret til begyndelsen af dolktid. Det er nærmest en hytte, fire gange to meter stor; dens omrids angives på alle fire sider af stolpehuller. Om væggenes materialer melder fundet intet sikkert.

Der er dog også fundet husspor på enkelte andre stenalderbopladser, men de har enten været for svage til at kunne sige noget om bygningskonstruktionen eller har ikke kunnet tidsfæstes med sikkerhed og skal derfor forbigås her.

Og nu omsider til det senest fremkomne, langelandske husfund. For
dets opdagelse kan vi takke gårdejer Georg Hansen, som for et årstid siden til Langelands Museum indbragte en lille samling lerkarskår, som han havde fundet, da han fjernede en stor sten på sin mark. Skårene viste sig så godt som alle at hidrøre fra et enkelt lerkar; det blev næsten helt, og da fund af hele stenalderkar ingenlunde er hverdagskost på museerne, blev det besluttet at underkaste findestedet en nærmere undersøgelse, som det faldt i undertegnedes lod at foretage.

Omkring det sted, hvor karret havde stået, var der ganske rigtigt, som af Georg Hansen meddelt, mørk jord og desuden flere stenlægninger, der - efterhånden som udgravningen udvidedes - viste sig at formere et ca seks meter bredt, ujævnt stenstrøet bælte. Et hus begyndte at tage form! Da det afdækkede område havde nået en længde af godt 35 meter og en bredde på omkring 10 meter, fremtrådte en grundplan markeret af sten: ikke ét men to huse, liggende gavl mod gavl i forlængelse af hinanden! Det østlige hus er ca 16 meter langt og omgivet af en stenbræmme, kraftigst ved gavlene og med store hjørnesten; den har vel skullet holde på det skridende sand. Inden for bræmmen ses et tydeligt sortagtigt kulturlag. Vesthusets længde er indtil videre ubestemmelig» gavlstenlægninger og hjørnesten mangler helt - har rimeligvis aldrig været der - og det hele ser temmelig forstyrret ud. Begge huse kan dateres til »det tidlige afsnit« og må nok, målt med arkæologiens brede alen, siges at være jævngamle, selv om noget kunne tyde på en lille tidsforskel, en enkelt generation måske. Man er vendt tilbage til fødestavnen, barndomshjemmet har ligget i ruiner og måtte velsagtens levere sten til opførelsen af en ny bolig? Men udgravningen er bare halvt færdig, og spørgsmålet om husenes samtidighed er kun et ud af den mængde problemer, som vi håber at få løst ved undersøgelsens fortsættelse til næste år. Der forestår et brydsomt arbejde med at fjerne de mange sten, og derefter håber man at finde stolpehullernes mørke aftegninger i det lyse sand under kulturlaget. Det system, de danner, skal vise husenes nøjagtige udstrækning og meget gerne også røbe lidt om deres konstruktion. Foreløbig ved vi kun, at ihvertfald dele af væggene har bestået af grenfletning med påklasket ler.

Bortset fra det nævnte, næsten hele lerkar egner ingen af de mange fund fra husene sig til særlig fremhævelse. Kun fagfolk vil kunne glæde sig over de mange tusinde lerkarskår og flinteredskaberne: brudstykker af slebne økser og uanselige segltænder med minutiøse hak i kanten. Og nogen samlet konklusion lader sig heller ikke uddrage af materialet - endnu.

Der er meget arbejde tilbage, og noget tyder på, at det ikke er gjort med de to huse, vi foreløbig har færten af. Luftfotografier af marken, optaget i sommerens løb, viser aftegninger i kornet, som nok for et optimistisk øje kan ligne endnu et stenalderhus. Eller to? Stengade synes besluttet på at hævde sit arkæologiske ry. Netop til det nye fund egner navnet sig godt. Ja, det er vel næppe muligt at finde et mere træffende (Fig. 5).