Steneng

I forrige århundrede var man ved gravning i engen stødt på store sten, som blev hugget op til ledpæle. For et par år siden blev engene afvandet og pløjet, og derved stødte man igen på sten. Nationalmuseet blev tilkaldt. Det var i 1960, men først det følgende år blev det klart, at to langdysser skjulte sig under engen. For næsten 4½ årtusinde siden er de blevet anlagt på et sandet næs ved åløbet. Siden har en stadig landsænkning fundet sted. Ådalen oversvømmedes, men groede atter til. Dysserne blev dækket af marsk og tørv.

Trods afvandingen står grundvandet stadig højt. For at undgå at grave i en sø måtte der pumpes døgnet rundt i den forløbne sommer. 40 millioner liter vand blev ekspederet ud i åen.

(Fig. 1)

Der er, som billederne viser, tale om en kort langdysse med eet gravkammer og en lang med tre. Oprindelig har den lange dysse også kun haft eet kammer (midterkammeret); de andre er bygget til, og samtidig er dyssen forlænget. Den korte dysses kammer var desværre blevet næsten helt ødelagt ved stenbrydningen i forrige århundrede, og yderkamrene i den lange dysse havde mistet dækstenene. Der kunne dog stadig findes oldsager i gravene, som billederne herunder viser. Også uden for kamrene, ved indgangene, blev der gjort fund, nemlig af lerkarskår.

Det urørte kammer blev åbnet hen på efteråret. Af den døde var intet tilbage; men et køllehoved af udsøgt sten, mørk med hvide årer, blev fremgravet. Intet andet, for her satte vandet grænsen. Først til sommer vil kammeret blive gravet til bunds, samtidig med at hele anlægget bliver gjort i stand til fremtidig bevaring.

(Fig. 2).