Stendyssens forløber

Kort efter agerbrugets ankomst til Danmark dukkede de første gravhøje op, og skikken at begrave i høj holdt sig i brug gennem ikke mindre end 4000 år, indtil kristendommen gjorde en ende på den. De mange høje, som endnu ligger spredt over landet, er altså af højst forskellig alder, men udvortes ligner de hinanden, og det er langt fra altid, man på stående fod kan bestemme, hvor i oldhistorien den enkelte høj skal placeres. Lettest kendelige er de ældste: stenalderens rund- og langdysser, som med deres kraftige fodsten og store stenkamre har deres egen karakteristiske fremtoning. Det har man i hvert fald troet hidtil. Nu har et nyt fund rokket ved det klassiske billede af stenalderens storstensgrav.

Af David Liversage

På Lindebjerg, en flad sandbanke i Tømmerup sogn ved Kalundborg, har Nationalmuseet for nylig afsluttet en udgravning, som har stået på gennem tre år. Det undersøgte mindesmærke var kendt fra gammel tid; den ældste beskrivelse, vi har af det, stammer fra 1880'erne og lyder i al sin kortfattethed: »Langdysse, 96 fod lang. Intet gravkammer. De fleste randsten skjult af sand«. I virkeligheden var stenene ikke bare skjult, størstedelen manglede simpelthen (fjernet af stenhuggere), men flyvesand blæst ind fra de omgivende marker havde slettet højens konturer. I begyndelsen af dette århundrede blev hele området beplantet med fyr og gran, der voksede op, tæt og uigennemtrængeligt, og man kan egentlig ikke undres over, at mindesmærket i 1930'erne blev slettet af Nationalmuseets register med påtegningen: sløjfet.

Det var en sandgravning ved højningens vestende, som i 1966 førte til langdyssens genopdagelse og foranledigede den omtalte undersøgelse, som straks fra begyndelsen viste sig yderst lovende. Fylden til højen må i sin tid være hentet fra et sted, hvor man har holdt til og smidt sit affald, for hver eneste skovlfuld indeholdt potteskår og flint - sager fra den allerældste landbrugskultur, ca 3000 før Kristus. Sådanne fund er temmelig sjældne, så alene af den grund ville det lønne sig at fortsætte undersøgelsen. Da en mærkelig stenkonstruktion snart efter begyndte at dukke op, blev det helt klart, at arbejdet skulle videreføres.

Det første anlæg, man stødte på, var en U-formet stensætning, fem meter lang og halvt så bred, med den åbne ende vendende mod øst. Den var anlagt på det højeste punkt af den oprindelige, lave bakke og helt dækket af højens fyld, som her havde en tykkelse på ca én meter. Der blev ikke fundet stolpehuller eller andre spor af trækonstruktion, og når vi alligevel må antage, at stenene har tjent til at holde sammen på en træbygning, skyldes det udelukkende iagttagelser, som blev gjort ved et beslægtet anlæg andetsteds i højen. Trækammeret må have været omgivet af højmassen lige som de stenkister, vi så ofte finder i gravhøje, men om det har raget op over jordhøjningen, kan ikke afgøres. Desværre var kammeret tomt, men dets beliggenhed på terrænets højeste punkt og i dyssens midtlinje viser klart, at det har at gøre med stenalderens dødekult og gravskik. (Fig. 1, fig. 2)

Billede

Billede

Fig. 2. Det først undersøgte af de U-formede stenanlæg (vestkammeret). Bemærk stendyngen, som fra rummets indre strækker sig ud gennem døråbningen.

En stenrække eller snarere en langstrakt stendynge strakte sig fra det indre af kammeret ud gennem døren, men vi vil opsætte omtalen af denne detalje og i stedet hellige os den anden U-formede bygning. Den fandtes en halv snes meter øst for den første og var noget bredere end denne, men i øvrigt af omtrent samme form. Også denne bygning var placeret direkte på den gamle markflade, men den omgivende stenramme var lagt i flere skifter som rigtigt murværk, og det indre rum var brolagt med flade stenfliser. Mellem muren og flisebelægningen var der stenfrie bælter, som antagelig har indeholdt trævægge af lodret eller vandret tømmer – og for enden af disse render, ved bunden af U'et, fandtes to flade stenfyldte gruber, hvor der sandsynligvis har stået hjørnestolper. Kammeret eller kisten, hvad man nu vil foretrække at kalde det, har haft en udvendig bredde af 1,75 meter og været ca 3 meter langt - vel at mærke, når man kun betragter trækonstruktionen og ser bort fra den omgivende stensætning. Også dette anlæg var beklageligt tomt og uden gravgods af nogen art. En bemærkelsesværdig forskel mellem de to bygninger var deres orientering i forhold til verdenshjørnerne. De vendte åbningerne mod hinanden.

En smule længere mod øst dukkede et tredje anlæg op, men dennegang af en helt anden art: en langstrakt grube 1x3 meter, gravet 1 meter ned i undergrunden. Teoretisk kunne man tænke sig den værende ældre end højen, men muligheden kan så godt som udelukkes; den ligner slet ikke de bopladsgruber, vi ellers kender, og placeringen på tværs af langdyssens længderetning og nogenlunde midt mellem de to randstensrækker taler stærkt for samhørighed. Gruben var tæt pakket med sten, men mod enderne sås jordfyldte »hulrum« ned gennem stenfyldningen, og der kan næppe være tvivl om, at der her har stået stolper. De to pæle, der har været plantet med et par meters mellemrum, har været temmelig kraftige, og det er nærliggende at antage, at den del af dem, der har raget op over jorden, har været udskåret eller bemalet i lighed med jernalderens udskårne gudebilleder eller nyere tids totempæle. Mellem stolperne anedes en vægrille, som ganske vist nu var fyldt op med sten; den synes at antyde, at der har været en slags rækværk mellem »totempælene«. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3. Den største og bedst bevarede af højens stensætninger. Mellem den indre stenbelægning og den omgivende mur ses stenfrie render, hvor der antagelig har stået trævægge under en eller anden form. I baggrunden af bygningen, for enden af renderne, kan man med lidt god vilje ane to samlinger af mindre sten; de viste sig ved den fortsatte udgravning at udfylde gruber, som sandsynligvis har indeholdt stolper.

Til udgravernes udelte tilfredshed var dette anlæg ikke fundtomt som de to førnævnte. Oven på stenfyldningen blev der fundet skår af fire lerkar - vel fra en ofring, men det mærkelige er, at pæleværket øjensynlig har været fjernet, da den fandt sted, i hvert fald bredte skårdyngerne sig ud over de steder, hvor det har stået. De to store, dybtgående stolper må ligefrem være fældet, for man havde næppe kunnet undgå at ødelægge hulrummene ned gennem stendyngen, hvis de var vrikket op. Et af de fundne lerbægre har åbenbart stået på en af stubbene; ved træets opløsning var det sunket nogle centimeter ned i hullet. Også i jordfylden på bunden af gruben blev der fundet dele af et lerkar. De fem potter er af typer, som man sjældent finder i dysser. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4. Plan over stolpegruben.

Det mest normale ved denne mærkelige langdysse var dens randsten - og ganske vist var der ikke mange tilbage, men dog nok til at give et klart billede af den oprindelige stenkæde, som bestod af svære rejste granitblokke med pakning af mindre sten imellem. Sådan har i hvert fald begge langsiderne set ud og muligvis også den af sandgraverne fjernede vestende - østenden derimod beredte udgraverne en overraskelse. Her var ingen spor af fjernede storsten, men en næsten meterdyb nedgravning i hele højens bredde. Den sydlige del af denne grube var smal og havde karakter af grøft, og heri fandtes en omhyggeligt bygget stenmur, hvis underjordiske del var lagt af omkring fire skifter; hvor højt, den har raget op over jordoverfladen, kunne ikke afgøres, men det har næppe været mere end et par skifter efter de nedfaldne sten at dømme. Mod nord videde nedgravningen sig ud og gav plads for et eksemplar af vort efterhånden velkendte U-formede anlæg, men rigtignok i en noget sløset udgave af temmelig lille format; indgangen vendte mod øst, ud af højen. Man spørger sig, om det virkelig kan være rigtigt, at dyssen slutter her, men alt taler for det. De to længdegrøfter, som er opstået, da man fjernede sidernes randsten, kunne i hvert fald ikke følges længere. Man må næsten antage, at afslutningen var midlertidig, at man har planlagt at udvide, men aldrig fået det gjort. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. Af de fem lerkar, som blev fundet i stolpegruben, var det ene meget stort, men desværre for ødelagt til at kunne samles. De fire andre kan rekonstrueres, som billedet viser. De er ornamenteret med små gruber og snoreindtryk og tilhører agerbrugskulturens allerældste tid.

Det synes temmelig sikkert, at højens fire anlæg - de tre U-formede »kamre« og gruben med pælene - ikke alle er opført samtidig. Ældst er vestkammeret og pælegruben, mens det store midterkammer er kommet til senere, og det lille østkammer er en sidste tilføjelse. Også jordhøjningen må være opført etapevis - først den vestlige del, til og med vestkammeret, senere østdelen, der dog i første omgang kun blev opkastet til ca en tredjedel af sin nuværende højde. Vesthøjningen er formodentlig bygget, da vestkammeret blev anlagt, og det kan anses for sikkert, at den nedre del af østhøjningen er samtidig med midterkammeret, hvis murværk hældede udad på en måde, som kun kan forklares ved, at stenene udefter har hvilet i jord. Mellem vestkammeret og midterkammeret fandtes spredte sten og stensamlinger, der antagelig er rester af en større samlet stensætning; den har ligget oven på den første lave højning, hvis højde over oprindeligt jordsmon på denne måde kan bestemmes til ca 35 centimeter. Stensætningen har dannet en ophøjet platform, en slags tribune, mellem de to kamre, og at der har været en forbindelse mellem den og disse, viser den før omtalte langstrakte stendynge, der fra midten af vestkammeret strakte sig ud gennem dets dør og skråt opad til tribunestenlægningen, som den i virkeligheden er en udløber af. Åbenbart har man, da man byggede tribunen, lavet en rampelignende nedgang til vestkammeret, og den er så igen blevet spærret eller i hvert fald gjort vanskelig passabel ved stendyngens anbringelse. Også ved midterkammeret har der været en rampe, der vel i første omgang har sluttet sig til tribunen. På et tidspunkt er jordhøjningen blevet ført op til fuld størrelse; derved dæk- kedes tribunen, og vestkammeret er antagelig blevet lukket helt, men rampen til midterkammeret blev opretholdt - nu ned fra den nye højtop - og også den har herefter fået sin stenbelægning. Om tribunens funktion kan man kun gisne. Har stedets præster optrådt her for en undrende menighed forsamlet uden for højen? Har stenene skullet virke som ledning for magiske kræfter fra det ældre til det yngre kammer? (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

Billede

Fig. 6. Ovenstående skitser viser to stadier af dyssens bygningshistorie genskabt ved fantasiens hjælp, men i øvrigt på grundlag af de ved udgravningen gjorte iagttagelser. På billedet øverst ser man højen på det tidspunkt, da »tribunen« var i funktion. Vestkammeret (til venstre) er helt omsluttet af højfylden, mens det ufærdige midterkammer endnu kun er støtter om foden af en lav, foreløbig jordhøjning. Tribunens stenstrøede platform ligger på den lave del af højen, mellem kamrene, som den står i forbindelse med ved rampeformede nedgange; den til vestkammeret er blevet delvis spærret med sten. Gruben med stolperne ses ikke, den har nu udspillet sin rolle og er blevet dækket med jord. - På nederste billede er højningen fuldført. Indgangen til vestkammeret er nu helt dækket, mens man stadig kan komme ned til midterkammeret. I dyssens østlige (midlertidige?) afslutning er et nyt kammer blevet indbygget.

Billede

Fig. 7. Østendens U-formede stensætning, set inde fra højen. Til højre et stykke af stenmuren, som kammeret var bygget sammen med.

Billede

Fig. 8. Langt de fleste af højens randsten var fjernet; i de jordfyldte grøfter, der viser, hvor de har stået, fandtes glasskår, som daterer ødelæggelsen til omkring år 1800. Billedet viser tre af de tilbageværende sten med mellemliggende stenpakninger.