Stendyssens forløber

På Lindebjerg, en flad sandbanke i Tømmerup sogn ved Kalundborg, har Nationalmuseet for nylig afsluttet en udgravning, som har stået på gennem tre år. Det undersøgte mindesmærke var kendt fra gammel tid; den ældste beskrivelse, vi har af det, stammer fra 1880’erne og lyder i al sin kortfattethed: »Langdysse, 96 fod lang. Intet gravkammer. De fleste randsten skjult af sand«. I virkeligheden var stenene ikke bare skjult, størstedelen manglede simpelthen (fjernet af stenhuggere), men flyvesand blæst ind fra de omgivende marker havde slettet højens konturer. I begyndelsen af dette århundrede blev hele området beplantet med fyr og gran, der voksede op, tæt og uigennemtrængeligt, og man kan egentlig ikke undres over, at mindesmærket i 1930’erne blev slettet af Nationalmuseets register med påtegningen: sløjfet.

Det var en sandgravning ved højningens vestende, som i 1966 førte til langdyssens genopdagelse og foranledigede den omtalte undersøgelse, som straks fra begyndelsen viste sig yderst lovende. Fylden til højen må i sin tid være hentet fra et sted, hvor man har holdt til og smidt sit affald, for hver eneste skovlfuld indeholdt potteskår og flint – sager fra den allerældste landbrugskultur, ca 3000 før Kristus. Sådanne fund er temmelig sjældne, så alene af den grund ville det lønne sig at fortsætte undersøgelsen. Da en mærkelig stenkonstruktion snart efter begyndte at dukke op, blev det helt klart, at arbejdet skulle videreføres.

Det første anlæg, man stødte på, var en U-formet stensætning, fem meter lang og halvt så bred, med den åbne ende vendende mod øst. Den var anlagt på det højeste punkt af den oprindelige, lave bakke og helt dækket af højens fyld, som her havde en tykkelse på ca én meter. Der blev ikke fundet stolpehuller eller andre spor af trækonstruktion, og når vi alligevel må antage, at stenene har tjent til at holde sammen på en træbygning, skyldes det udelukkende iagttagelser, som blev gjort ved et beslægtet anlæg andetsteds i højen. Trækammeret må have været omgivet af højmassen lige som de stenkister, vi så ofte finder i gravhøje, men om det har raget op over jordhøjningen, kan ikke afgøres. Desværre var kammeret tomt, men dets beliggenhed på terrænets højeste punkt og i dyssens midtlinje viser klart, at det har at gøre med stenalderens dødekult og gravskik. (Fig. 1, fig. 2)