Stenalderfolket ved Draved Sø
Gennem en årrække var bopladsen i Klosterlund ved Silkeborg det ældste spor af menneskelig bosættelse, som kendtes fra Danmark. Siden er der fundet endnu ældre pladser, og Klosterlundpladsen selv står heller ikke længere alene. Emnet for denne artikel er nogle nye fund af familien udgravet gennem de senere år - ja så sent som nu i sommer. De er værd at omtale, for det er stadig et meget begrænset antal fortidslevn, der sætter os i forbindelse med jægerstammerne fra de første årtusinder efter den store istids ophør.
Af Holger Kapel
I Sønderjylland, ca. fem kilometer syd for Løgumkloster, ligger Kongens Mose - eller Draved Mose, som jeg vil foretrække at kalde den, dels for at undgå forveksling med andre »Kongsmoser«, og dels fordi Kongens Mose kun udgør en del af det ca. 500 hektar store moseområde vest for Draved skov. Under de to verdenskrige har et par tørveværker været i gang, og privat tørvegravning har også fundet sted hist og her. Dog har disse indgreb kun været at betragte som ubetydelige skønhedspletter, der stort set ikke ændrede stedets karakter som uberørt naturområde med enestående muligheder for at dyrke naturvidenskabelige studier. Men for arkæologen skjulte det tætte lyng- og krattæppe ethvert spor af en oldtidsbefolknings mulige efterladenskaber. 1955 blev det skelsættende år i mosens historie. Det år begyndte nemlig en omfattende afvanding og opdyrkning af det uproduktive område. Gravemaskiner åd sig nu gennem det dækkende tæppe; store, dybe afvandingsgrøfter afslørede undergrunden. Nu var chancen der.
Det første betydningsfulde fund - en boplads fra en tidlig del af ældre stenalder - blev gjort i kanten af en af disse grøfter, hvor et over to meter tykt tørvelag var fjernet. Ved at grave ind i grøftens sidevæg fik vi mulighed for at studere et uforstyrret kulturlag. Dette fund inspirerede til nye, omfattende rekognosceringer, der resulterede i, at vi i dag har kendskab til 23 bopladser og enkeltfund fra selve mosen og dens nærmeste omegn. En del af disse er små opsamlinger af oldsager og affaldsflint, men der er også store, værdifulde bopladsfund, der på afgørende måde har udvidet vort kendskab til den ældre stenalders tidligste periode i Jylland. Fire af de betydeligste bopladser er udgravet af Nationalmuseet under C. L. Vebæks ledelse og een af denne artikels forfatter i samarbejde med afdelingsgeolog Alfred Andersen.
(Fig. 1).
Fig. 1: Det danske ørige, som vi kender det, eksisterede ikke i Klosterlundtid. Landet lå højere end nu og stod i landfast forbindelse - ikke alene med Sydsverige, men også med England.
De geologiske undersøgelser, som har fundet sted gennem en længere årrække, har vist, at der, før den store højmose dannedes, har ligget en ret lavvandet sø midt i det nuværende moseareal, dengang omgivet af et klitagtigt, sandet område med åben skovvegetation. De fem udgravede bopladser har ligget ved denne søs bredder. Inden vi går over til en nærmere omtale af dem, vil det måske være på sin plads at give en kortfattet oversigt over de tidligste danske bopladsfund.
(Fig. 2).
Fig. 2: Ingen figurtekst.
Den ældste boplads, som hidtil er påvist, blev udgravet 1945 i Bromme sogn ved Sorø. Den kan dateres til 10. årtusinde før Kristi fødsel. Allerødperioden kalder geologerne denne tid, der kendetegnes ved en forbigående mildning i det lange tidsrum med polarklima og tundravegetation, som efterfulgte sidste istid. Den primitive flækkepil med tilhugget skafttunge er blevet en slags ledetype for Brommekulturen, der senere har bekræftet sin eksistens gennem fund af flere andre pladser, som dog endnu ikke er færdigundersøgt og endnu ikke beskrevet i litteraturen. De er midtsjællandske ligesom Brommepladsen; fra Jylland kender man endnu ingen bopladsfund af denne art, men en række enkeltfund lader formode, at det kun er et tidsspørgsmål, hvornår de dukker op.
Det føromtalte Klosterlundfund, som blev udgravet i 1936 ved den udtørrede Bølling sø en halv snes kilometer vest for Silkeborg, er et par tusinde år yngre end Brommebopladsen, fra 8. årtusinde før Kristus. Fundet har givet navn til Klosterlundkulturen. Her møder vi de første simple, uslebne flintøkser (»kerneøkser«) og de første primitive »mikroliter«, små, langstrakte flintredskaber, hvis anvendelse man endnu ikke har fuldt kendskab til. Klimaet er nu blevet afgørende mildere, og skoven er for alvor rykket ind. Til at begynde med er det birken, der dominerer, men snart tager fyrren overhånd. Samtidig indvandrer hasselen sydfra. Den åbne skov er tilholdssted for et rigt og stærkt varieret dyreliv med storvildt som urokse og elsdyr. Rensdyret har måttet vige pladsen, vildhest og bison, der også hører hjemme på tundraen, klarer sig en tid, men forsvinder så. Ligesom Brommebopladsen har også Klosterlund fået efterfølgere, men denne gang er det Jylland, som har leveret hovedmængden af fundene - således de fem udgravede Dravedpladser.
Klosterlundkulturen afløses i Jylland af Gudenåkulturen, der holder sig meget længe - så længe, at den knytter forbindelsen til yngre stenalders bondesamfund. Flintbehandlingen bliver nu bedre; der er fine flækker, og mikroliterne er hele små mesterværker. (Fig. 3). Et par nye redskabsformer, skiveøksen og tværpilen, dukker efterhånden op, men ellers er det de gamle, prøvede sager, som går igen. Gudenåkulturen hører som sagt hjemme i Jylland. Dens østdanske modstykke er Maglemosekulturen, der dog har en noget kortere levetid.
(Fig. 4).
Fig. 3: Vigtigste bopladsfund fra Bromme- og Klosterlundkulturerne samt enkelte betydningsfulde løsfund fra samme eller ældre tid. Det ældste nogenlunde sikkert daterede, danske oldtidsredskab er fundet ved Middelgrunden.
Fig. 4: Et af Klosterlundtidens kendteste fund er uroksen fra Vig i Odsherred, Såret af jægerens våben er dyret søgt ud i en sø, hvor det er gået til bunds. I skelettets ribben ses mærker efter pileskud, og ved brystet fandtes tre flintspidser, grove pile eller knive.
Fire af de fem udgravede Dravedpladser har afgivet tilstrækkeligt materiale af trækul til, at de har kunnet dateres ved hjælp af den efterhånden velkendte kulstof-14 metode, der angiver det analyserede materiales alder i præcise årstal - dog med en fejlgrænse, i dette tilfælde ca. 150 år. De fire pladser viste sig at være lidt yngre end Klosterlundpladsen; alderen blev bestemt til 7040, 6520, 6480 og 6440 før Kristus. Den indbyrdes aldersforskel er altså ikke stor; mellem ældste og yngste plads er kun et tidsrum på 600 år, hvilket arkæologisk set er en kort periode, inden for hvilken man ikke i en primitiv kultur kan forvente noget større udsving i redskabsinventarets sammensætning. (Fig. 5). Der er forskelle at bemærke mellem de fire fund, men om de skyldes fremadskridende udvikling eller forskellige flintsmedes varierende duelighed, kan være vanskeligt at afgøre. Enkelte redskaber, der synes hovedinventaret uvedkommende, kan muligvis forklares som indblanding af en senere, omstrejfende befolknings sager.
(Fig. 6).
Fig. 5: En samling »marvspaltede« dyreknogler fundet ved Hollerup nær Langå har leveret beviset for, at der har boet mennesker i Danmark før den sidste store istid. Mens isen rådede, måtte alt levende vige pladsen, og det land, som den efterlod, da den omsider trak sig tilbage, var ikke indbydende. Kulden holdt sig i lange tider; først langsomt og stødvis slog mildningen igennem, og planter, dyr og mennesker kunne igen tage det tabte i besiddelse.
Fig. 6: Stenalderjægerne var ikke de hastige fremskridtsmænd. Flintens muligheder var begrænsede og konservatismen stor, og der kunne gå årtusinder imellem, at en type blev opgivet, eller en ny rykkede ind. Det lille udstyr af flintgenstande omfatter våben og værktøj til behandling af træ, ben og skind. Til arbejde i knogle er stiklens korte tværæg velegnet, og med skraberen har man afpudset træ- og benredskaber og bearbejdet den afflåede dyrehud. Tværpilen adskiller sig fra andre pilespidser derved, at den ikke er spids, men nærmest økseformet. Hvordan mikroliterne har været anvendt, er endnu et åbent spørgsmål.
I alt væsentligt er fundmaterialet på de fem udgravede Dravedpladser dog ensartet, og når vi med så stor sikkerhed kan henføre dem til Klosterlundkulturen, skyldes det netop dette klart afgrænsede redskabsinventar: Primitive kerneøkser, en dårlig flækketeknik og jævnt dårlige mikroliter af »gamle« former. Derimod gode, små skrabere. Ingen tværpile og ingen skiveøkser.
De andre, ikke udgravede pladser, er vanskeligere at bestemme, da vi kun har de mere usikre overfladeopsamlinger at holde os til. Dog er flintkoncentrationerne de fleste steder så afgrænsede og klare, at pladserne kan betragtes som »rene«. To af disse fund hører rimeligvis til Klosterlundgruppen, dog med en mulighed åben for ældre Gudenåkultur. Andre pladser tilhører klart Gudenåkulturen. (Fig. 7). De har store, gode flækker, velformede mikroliter og tværpile. Tilbage bliver et antal småfund, som vanskeligt lader sig placere. Fordelingen fremgår af kortet, men det må tilføjes, at der uden for dets ramme er fundet enkelte pladser med store, regelmæssige skrabere, skiveøkser og brudstykker af slebne økser. Vi nærmer os med andre ord yngre stenalder og kan henvise disse pladser til sen Gudenåkultur.
Fig. 7: Først på Maglemosekulturens bopladser finder man redskaber af ben og hjortetak bevaret i større mængde. At sådanne har eksisteret også i de ældre kulturer, er der dog ingen tvivl om. Fra spredte fund kendes »hakker« af rensdyrtak og stortandede fiskespyd. Deres alder er noget usikker, men hakkerne i hvert fald må være ældre end Klosterlundkulturen, der ikke havde renen i sin dyreverden.
Når de ældste pladser ligger nærmest søen, de yngste fjernest fra den, kan det skyldes, at stenalderfolkene er blevet trængt bort, efterhånden som højmosen - antagelig omkring 4000 før Kristus - er begyndt at vokse ud over landskabet fra søens bredder. Mulighederne for at drive fiskeri forringedes, og befolkningen er utvivlsomt tyet hen til de omliggende åbredder (Brede Å, Arnå og andre), hvorfra vi kender mange lokaliteter med Gudenå-inventar.
Desværre er Draved-mosen kalkfattig, hvilket betyder, at ingen dyre- eller menneskeknogler har kunnet bevares. Der er heller ikke fundet spor af lerkar, og egentlige hytterester er ikke iagttaget. I det ganske tynde kulturlag har vi enkelte steder konstateret stensamlinger, og da der ellers ikke er sten i mosen, har man lov at gå ud fra, at de er bragt sammen af mennesker. Nogle af dem kan muligvis opfattes som ildsteder.
Det billede, vi har af de ældste danskeres færden, er ikke særlig fyldestgørende, men med tiden vil det nok blive mere nuanceret. Derom får man en anelse, når man studerer de spredte fund af sager, som stenalderfolkene har tabt uden for hjemmets enemærker, og lægges dertil, hvad vi kan lære af bopladsfund, som er undersøgt syd for grænsen, tør man næsten med sikkerhed forudsige, både at hullet mellem Bromme- og Klosterlundkulturerne engang vil blive udfyldt, og at der vil dukke pladser op, som ligger istiden nærmere end de midtsjællandske, som indtil videre sidder inde med aldersrekorden. At Danmark uden al tvivl også har været beboet før den sidste af de store istider, er en sag, som vel også en dag vil blive nærmere belyst.
(Fig. 8).
Fig. 8: Kort over en del af Draved mose med bopladserne markeret og oldtidssøen indtegnet i det omfang, den må formodes at have haft i Klosterlundtid. De udgravede pladser er fremhævet med pile; spørgsmålstegn i signaturen angiver, at pladsens bestemmelse ikke er helt sikker.
De geologiske undersøgelser i Draved mose lader formode, at Dravedsøen har eksisteret allerede i Allerødtid, hvor den endda har haft en større udbredelse end i Klosterlundperioden. Det er muligt, ja sandsynligt, at der ved denne søs bredder vil kunne findes menneskelige efterladenskaber, som er ældre end Klosterlundfolkets. Endnu er sådanne spor ikke påvist med sikkerhed, men vi søger stadig.
Dansk stenalderforskning er endnu en ung videnskab, hvor oldsagerne mere er brikker i et statistisk puslespil end kontaktpunkter til de mennesker, som engang ejede dem. Stenalderjægeren og hans kvinde, der lavede stiklerne, mikroliterne, tværpilene og alle de andre redskaber - ganske vist uden at kende de sære navne, fjerne efterkommere skulle behæfte deres husgeråd med - kan være vanskelige at få øje på bag typernes grå geledder. Skulle det knibe at skelne dem, skulle fantasien ikke strække til, da vil efterfølgende artikel komme til hjælp.
Tegning: Holger Kapel, Peter Westh Hansen
