
Stenalderfæstning
Kulturen kom til Europa fra sydøst, altså fra et hjørne, der ligger stik modsat det, hvor vi befinder os, så det er ikke så mærkeligt, at folkene heroppe i Norden længe vedblev at være, hvad vi forstår ved underudviklede. Det første store fremskridt blev nået, da agerbruget ved yngre stenalders begyndelse blev vort hovederhverv; fremskaffelsen af livsfornødenheder var nu ikke længere henvist til en tvivlsom jagtlykke, men stadig stod vi meget tilbage for folkene sydpå, der endnu langt frem i tiden vedblev at være vore læremestre. Det gælder for eksempel den del af samfundsindretningen, som afspejles i bebyggelsen. De nordiske bopladser var små og fattige og har efter manges mening været baseret på en slags familieforbund. Nede sydpå, ved Rhinen, havde man på samme tid befæstede byer, udløbere af en udvikling, som var begyndt årtusinder tidligere i Orientens riger. At bygge fæstningsanlæg er manges arbejde og kræver en omfattende organisation, som man kun finder i samfund med en fremskreden social struktur.
Af Harald Steinert

I denne knæsatte opfattelse af Nordens situation i yngre stenalder er der for ganske nylig slået et skår. Ved Ejderen – forhen Danmarks grænseflod – udgraves for tiden en boplads fra yngre stenalder, som til alles overraskelse har vist sig at være befæstet, og som i øvrigt er af en størrelse, der ikke står tilbage for tilsvarende anlæg i Syd- og Mellemeuropa. Pladsen er fra periodens mellemste del, den tid, da man byggede de store stengrave, dysserne og jættestuerne, der for os står som noget typisk nordisk, skønt de i virkeligheden optræder vidt udbredt over Vesteuropa. Det nye fund er sensationelt, det kommer helt uventet, men måske vil tiden vise, at det ikke er så enestående, som det lader. For ret at bedømme situationen må man gøre sig klart, at det, vi ved om yngre stenalders bebyggelsesforhold, i virkeligheden er overmåde lidt.
I hele stengravsområdet er der kun gjort et fåtal af husfund, og kun i yderst sjældne tilfælde optræder boligrester i en sådan mængde, at man med nogen ret kan tale om landsbyer. Fra Danmark kendes to, nemlig Barkær på Djursland og Troldebjerg på Langeland, begge kendetegnet ved en mærkelig husform, hvis mest fremtrædende træk er længden: 70-80 meter. Her har stenalderens bønder boet sammen i kollektiver; ved Barkær kan man ligefrem tale om rækkehuse, idet hvert langhus ved tværskille vægge er inddelt i 26 rum, sikkert svarende til lige så mange familier. Så sjældne, som fundene antyder, behøver stenalderlandsbyerne ikke at være – kommende udgravninger vil nok bringe flere frem – men det er i øvrigt tænkeligt, at en del af befolkningen har boet i spredtliggende huse og gårde, omtrent som i nutidens Danmark.
Den nyfundne stenalderby, hvis korrekte stedsbetegnelse er Büdelsdorf, Rendsborg, har dækket en flade på ca ni hektarer beliggende på et næs i en af Ejderflodens bugtninger. (Fig. 1)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Udgave: Skalk 1970:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





