Stenalderfæstning

Kulturen kom til Europa fra sydøst, altså fra et hjørne, der ligger stik modsat det, hvor vi befinder os, så det er ikke så mærkeligt, at folkene heroppe i Norden længe vedblev at være, hvad vi forstår ved underudviklede. Det første store fremskridt blev nået, da agerbruget ved yngre stenalders begyndelse blev vort hovederhverv; fremskaffelsen af livsfornødenheder var nu ikke længere henvist til en tvivlsom jagtlykke, men stadig stod vi meget tilbage for folkene sydpå, der endnu langt frem i tiden vedblev at være vore læremestre. Det gælder for eksempel den del af samfundsindretningen, som afspejles i bebyggelsen. De nordiske bopladser var små og fattige og har efter manges mening været baseret på en slags familieforbund. Nede sydpå, ved Rhinen, havde man på samme tid befæstede byer, udløbere af en udvikling, som var begyndt årtusinder tidligere i Orientens riger. At bygge fæstningsanlæg er manges arbejde og kræver en omfattende organisation, som man kun finder i samfund med en fremskreden social struktur.

Af Harald Steinert

I denne knæsatte opfattelse af Nordens situation i yngre stenalder er der for ganske nylig slået et skår. Ved Ejderen - forhen Danmarks grænseflod - udgraves for tiden en boplads fra yngre stenalder, som til alles overraskelse har vist sig at være befæstet, og som i øvrigt er af en størrelse, der ikke står tilbage for tilsvarende anlæg i Syd- og Mellemeuropa. Pladsen er fra periodens mellemste del, den tid, da man byggede de store stengrave, dysserne og jættestuerne, der for os står som noget typisk nordisk, skønt de i virkeligheden optræder vidt udbredt over Vesteuropa. Det nye fund er sensationelt, det kommer helt uventet, men måske vil tiden vise, at det ikke er så enestående, som det lader. For ret at bedømme situationen må man gøre sig klart, at det, vi ved om yngre stenalders bebyggelsesforhold, i virkeligheden er overmåde lidt.

I hele stengravsområdet er der kun gjort et fåtal af husfund, og kun i yderst sjældne tilfælde optræder boligrester i en sådan mængde, at man med nogen ret kan tale om landsbyer. Fra Danmark kendes to, nemlig Barkær på Djursland og Troldebjerg på Langeland, begge kendetegnet ved en mærkelig husform, hvis mest fremtrædende træk er længden: 70-80 meter. Her har stenalderens bønder boet sammen i kollektiver; ved Barkær kan man ligefrem tale om rækkehuse, idet hvert langhus ved tværskille vægge er inddelt i 26 rum, sikkert svarende til lige så mange familier. Så sjældne, som fundene antyder, behøver stenalderlandsbyerne ikke at være - kommende udgravninger vil nok bringe flere frem - men det er i øvrigt tænkeligt, at en del af befolkningen har boet i spredtliggende huse og gårde, omtrent som i nutidens Danmark.

Den nyfundne stenalderby, hvis korrekte stedsbetegnelse er Büdelsdorf, Rendsborg, har dækket en flade på ca ni hektarer beliggende på et næs i en af Ejderflodens bugtninger. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1: Næsset, hvor den nyfundne stenalderby ligger, har på de tre sider en naturlig beskyttelse i Ejderfloden og de dertil hørende engstrækninger. Den fjerde, landfaste, side har man sikret gennem anlæggelsen af en kunstig grav, der på kortet ses indtegnet med rødt - brudstykkevis, som den er afdækket i de spredte udgravningsfelter. - Planen gengives med venlig tilladelse af dr. H. Hingst.

Den vandomflydte halvø var velbeskyttet på de tre sider, men landsiden lå åben, og den har man derfor befæstet med en flere hundrede meter lang grav, ca tre meter bred og indtil to og en halv meter dyb. På den side af graven, som vender mod byen, har der været et palisadehegn af temmelig tykke træstammer, og selv om det endnu ikke er lykkedes udgraverne - doktor H. Hingst og G. Schäfer - at bevise det, kan man sikkert gå ud fra, at der også har været en vold; det ville i hvert fald
være den naturlige udnyttelse af den fra graven opkastede fyld. Fra naturens hånd var stedet ideelt - byggegrunden var den bedst mulige, nemlig tør sandjord, og den fiskerige flod gav tilskud til føden, foruden at den altså ydede beskyttelse. Det er forståeligt, at man ønskede at sikre dette paradis yderligere, men at man på dette tidlige tidspunkt havde evner og organisation at sætte bag sin stræben kommer som en stor overraskelse. Ret beset burde det egentlig ikke gøre det. At de mennesker, som byggede dysserne og jættestuerne, mestrede store fællesopgaver og var i besiddelse af teknisk kunnen, kan ingen tvivle om. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2: Lodret snit gennem fæstningsgraven. Fot: Gottorp-museet

Udgravningen er som sagt på begyndelsesstadiet - den blev indledt sidste sommer - og om den by, der skjulte sig bag palisadehegnet, vides foreløbig kun lidt. En byplan er endnu ikke begyndt at tegne sig, men enkelte huse træder tydeligt frem og ses at have haft vægge af ler, som sikkert har været klasket på grenfletning. Et endnu ikke færdiggravet hus vil måske vise sig at være af rækkehustypen, et andet, som er fuldt afdækket, har udstrækningen 6 x 10 meter og er altså af ret anselig størrelse, omend langt fra Barkærformat.

Enkeltfundene er de sædvanlige for den tids bopladser: mængder af skrabere, brudstykker af flintøkser og nu og da en stump af en gennemboret økse; dertil skår af krukker og skåle i brændt ler. I en udkant af bopladsen har der været en flad dam, hvis fyld desværre blev næsten helt bortgravet, før pladsens opdager, amatørarkæologen E. Taubert, Rendsborg, blev klar over situationen og fik tilkaldt sagkundskaben. Det var skade, for utvivlsomt har den indeholdt mængder af køkkenaffald, indbefattet træ, knogler og andet organisk materiale, som har kunnet holde sig i det fugtige slam, og som kunne have kompletteret vort billede af livet i stenalderbyen. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3: Det stenforede hul i jorden er bunden af en ovn, som efter alt at dømme har haft kuppelformet leroverbygning. Ovne som denne synes at forekomme talrigt i en bestemt del af bopladsområdet. De kan være til pottebrænding eller til bagning af fladbrød. Fot: Gottorp-museet

På et tidspunkt har man nedlagt befæstningen, palisaderne er blevet fjernet, graven fyldt op og landsbyen udvidet ud over sine oprindelige rammer. Måske har man anlagt nye forsvarsværker længere fremme, men det vil først kommende undersøgelser vise. Udgravningen, der oprindelig var planlagt som en nødforanstaltning, har unægtelig taget et større omfang end forudset. Der venter arkæologerne fra Slesvig hårde arbejdsår.

Den udvidede landsbys alder kan antagelig sættes til omkring 2300 før Kristi fødsel, og den oprindelige bebyggelse har næppe været meget ældre. En mere præcis aldersbestemmelse håber man at kunne få ved anvendelse af arkæologiens nyeste landvinding, termoluminiscensmetoden (se side 30); den praktiseres af den danske atomforsøgsstation på Risø, som nu har fået tilsendt materiale fra Büdelsdorfudgravningen. Det er, såvidt vides, første gang vesttyske forskere gør brug af denne dateringsmetode, og det turde være berettiget at prøve den netop her, hvor vi har at gøre med et fund, der inden længe vil blive et begreb i europæisk arkæologi.