Stenalder-drama
Hvert eneste oldtidsfund, selv det ringeste har en lille historie at fortælle. Som regel er den ganske banal - lidt om skik og brug. Vi skriver os det bag øret. Kulturhistorien er ingen knaldroman, den handler om jævnt og virksomt liv. Og dog - det uventede, den af tilfældet affødte begivenhed, hører også med. (Fig. 1)
Af Bjørn Stürup
Fig. 1. Tegning: Henning Ørsnes.
Set med arkæologens øjne fortæller billedet på næste side en hverdagshistorie, selv om vi befinder os i dette begrebs grænseområde, som død og jordfæstelse må siges at være. For det er jo en ganske almindelig hellekiste fra stenalderens slutningsafsnit, vi her betragter. Det utraditionelle ved fundet kan da heller ikke uden videre ses på billedet, men kræver nærmere forklaring.
Den unge mand, hvis skelet ligger længst tilbage i kisten, har ingen hænder, og også fødderne og nederste del af skinnebenene er borte, skilt fra det øvrige legeme ved kraftige hug. Med kvindeskelettet i forgrunden står det endnu værre til. Hænder og fødder er brændt bort, efterladende forkullede knogleender. Også ryg og isseparti er sortbrændte.
Det indtryk, som naturligt melder sig som resultat af disse iagttagelser, er at de omtalte læsioner er tilføjet personerne i levende live og har været medvirkende dødsårsag. Der er dog flere muligheder, og noget afgørende bevis er det selvsagt umuligt at fremlægge; det ma blive dom pa indicier.
Før vi går videre, er der et spørgsmål, som det vil være væsentligt at få klarlagt. Er beskadigelserne sket før de døde blev til skeletter? For kvindens vedkommende er sagen ligetil. Den omstændighed, at skelettet ligger i orden, viser klart, at det ikke er en dynge ben, men et legeme, som har været på bålet. - Og da man overhuggede mandens skinneben, må sener og muskler endnu have holdt knoglerne sammen. Skinnebensknoglerne var endnu den dag idag i bedste bevaringstilstand, og det ville være umuligt at bryde dem uden at bringe det øvrige skelet i uorden.
For kvindens vedkommende må det være klart, at der ikke er tale om en normal ligbrænding. Varmt har der været, men knoglerne er dog kun forkullet, ikke hvide og udbrændte, som dem vi kender fra urnerne. En anden sag er, om brændingen kan være et led i et makabert begravelsesceremoniel. Rituelle brændinger i stengrave kendes fra Vesteuropa, og også her i landet er der fundet eksempler på, at der har været tændt bål i gravkamrene, og at skeletter og skeletdele, som er kommet i berøring med ilden, er blevet mere eller mindre forbrændt. Fælles for disse fund synes det imidlertid at være, at der er spor af, at brændingen har fundet sted i selve graven. Noget sådant var ikke tilstede her, så det er næppe ad det spor, vi skal søge opklaringen. (Fig. 2)
Fig. 2. Kisten blev fundet sommeren 1961 i bakkerne øst for Roskilde fjord på Skedebjerggårds mark ved Himmelev. Den har været dækket med store flade sten, og herover har der sandsynligvis været en høj. Graven blev fundet ved planeringsarbejde. Før Nationalmuseet blev tilkaldt, var både høj og dæksten fjernet, og finderen havde haft et enkelt kranium på grebens tænder.
Efter kistens form kan graven dateres til den seneste stenalder. Det er en hellekiste af en type, som træffes forholdsvis almindeligt i denne del af landet. Kisten har haft indgang i den ende, som vender frem i billedet. Længst i forgrunden anes de forvitrede rester af et par sten, som har dannet et »forrum«, og bag dem er der ansats til en dørkarm. - Desværre fandtes der ingen daterende oldsager. Spidsen af en flintdolk, som lå et par meter fra kisten, kan ikke med sikkerhed siges at stamme fra denne.
Som det fremgår af billedet, indeholdt graven to samlede skeletter og en mængde løse knogler. Skelettet længst tilbage i kisten er af en ung mand, mens det forreste skelet er af en noget ældre kvinde. Hendes ben er skjult under en stor dynge knogler - et skrabnæsespil kastet sammen i tiøren til kisten. Dyngen indeholdt tre, muligvis fem individer, åbenbart gravens ældste beboere, hvis ben er blevet ryddet ud for at gøre plads til manden og kvinden. Man har dog anerkendt deres ret til at være i graven ved at lade dem komme inden for døren, før kisten igen blev lukket. Et kranium trillede ved den lejlighed ud af dyngen og lagde sig til hvile ved kvindens højre albue.
Da dyngen var fjernet sås det, at kvinden lå på ryggen med ret stærkt optrukne ben.
Ved at se på udgravningsbilledet kan man måske få den tanke, at mandens fødder er afhugget for at skaffe plads til kvindens hoved, der netop ligger på føddernes plads. Men hvorfor bruge en så drastisk og besværlig fremgangsmåde? Man kunne jo bare flytte liget.
Den behandling de to døde har været udsat for kan lede tanken hen på henrettelsesmetoder fra middelalder og senere tid. Hvordan oldtidens mennesker bar sig ad i den slags sager, savner vi i det store og hele kendskab til; men det ville være mærkeligt, om man lod sådanne misdædere få adgang til slægtens gravkammer.
Som man ser, lader de to mishandlede lig sig ikke så let passe ind i de foreliggende billeder af skik og brug i oldtiden. Tilbage bliver den først antydede mulighed, at forklaringen er at søge i en tilfældig begivenhed - en voldshandling: krig eller overfald. Den unge mand synes at have været ude for en metodisk lemlæstelse, der jo næppe er foretaget af venner. Kvinden er vel indebrændt; det brændende hus er styrtet sammen over hende, mens hun liggende på maven har forsøgt at beskytte hovedet med hænderne. Normalt vil der være tid til at bringe sig i sikkerhed, når der går ild i et énetages hus (og kun et sådant kan komme på tale her), så også kvindens død kan måske siges at pege mod fjenders tilstedeværelse.
Strengt taget kan man ikke være sikker på, at de to er begravet samtidig; men det er en nærliggende mulighed. Hvornår den blodige begivenhed har fundet sted, er så en anden sag. Stenkisten kan efter sin form dateres til stenalderens slutfase, men da den bevisligt ikke er bygget for de to mishandlede, kan man ikke udelukke, at disse kan være lagt ind langt senere. Det må dog tilføjes, at sådan forholder det sig næppe. Tilsyneladende har man kendt kisten og vidst, hvor indgangen skulle søges. De tidligere afdøde er også behandlet med en vis begrænset ærbødighed, idet de jo dog ikke er blevet sat helt ud af graven, og det er vel et spørgsmål, om man ville vise et sådant hensyn over for meget fjerne forfædre. Det er da sandsynligt, at det nys beskrevne drama er udspillet i stenalderens allersidste tid eller kort derefter. (Fig. 3)
Fig. 3. Tegning: Henning Ørsnes.
