
Stenalder-drama
Hvert eneste oldtidsfund, selv det ringeste har en lille historie at fortælle. Som regel er den ganske banal – lidt om skik og brug. Vi skriver os det bag øret. Kulturhistorien er ingen knaldroman, den handler om jævnt og virksomt liv. Og dog – det uventede, den af tilfældet affødte begivenhed, hører også med. (Fig. 1)
Af Bjørn Stürup

Set med arkæologens øjne fortæller billedet på næste side en hverdagshistorie, selv om vi befinder os i dette begrebs grænseområde, som død og jordfæstelse må siges at være. For det er jo en ganske almindelig hellekiste fra stenalderens slutningsafsnit, vi her betragter. Det utraditionelle ved fundet kan da heller ikke uden videre ses på billedet, men kræver nærmere forklaring.
Den unge mand, hvis skelet ligger længst tilbage i kisten, har ingen hænder, og også fødderne og nederste del af skinnebenene er borte, skilt fra det øvrige legeme ved kraftige hug. Med kvindeskelettet i forgrunden står det endnu værre til. Hænder og fødder er brændt bort, efterladende forkullede knogleender. Også ryg og isseparti er sortbrændte.
Det indtryk, som naturligt melder sig som resultat af disse iagttagelser, er at de omtalte læsioner er tilføjet personerne i levende live og har været medvirkende dødsårsag. Der er dog flere muligheder, og noget afgørende bevis er det selvsagt umuligt at fremlægge; det ma blive dom pa indicier.
Før vi går videre, er der et spørgsmål, som det vil være væsentligt at få klarlagt. Er beskadigelserne sket før de døde blev til skeletter? For kvindens vedkommende er sagen ligetil. Den omstændighed, at skelettet ligger i orden, viser klart, at det ikke er en dynge ben, men et legeme, som har været på bålet. – Og da man overhuggede mandens skinneben, må sener og muskler endnu have holdt knoglerne sammen. Skinnebensknoglerne var endnu den dag idag i bedste bevaringstilstand, og det ville være umuligt at bryde dem uden at bringe det øvrige skelet i uorden.
For kvindens vedkommende må det være klart, at der ikke er tale om en normal ligbrænding. Varmt har der været, men knoglerne er dog kun forkullet, ikke hvide og udbrændte, som dem vi kender fra urnerne. En anden sag er, om brændingen kan være et led i et makabert begravelsesceremoniel. Rituelle brændinger i stengrave kendes fra Vesteuropa, og også her i landet er der fundet eksempler på, at der har været tændt bål i gravkamrene, og at skeletter og skeletdele, som er kommet i berøring med ilden, er blevet mere eller mindre forbrændt. Fælles for disse fund synes det imidlertid at være, at der er spor af, at brændingen har fundet sted i selve graven. Noget sådant var ikke tilstede her, så det er næppe ad det spor, vi skal søge opklaringen. (Fig. 2)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Dolktid (2350 til 1701), Bronzealder (1700 til 501), Ældre bronzealder (1700 til 1101)
Udgave: Skalk 1962:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Pisanki

Krigskunst

Berigtigelse

Ørnene kommer!

