Stemningsfuld begravelse

I landsbyerne på Ny Guinea findes der som regel et hus af fremtrædende størrelse; det er en slags klubhus for mændene. Her hænger der gerne en række hovedskaller, der svingersagte i skumringen, når vinden trækker ind ad den åbne dør. Nogle gange er det slægtens aner, som man nødig vil skille sig af med, men det kan også være stammens fjender, over hvem man tror at have en vis magt, når man bringer hovederne hjem. Når Ibanerne i det centrale Borneo havde vundet en sejr, huggede de ikke blot hovederne af de faldne fjender, men også af deres egne døde, for at disse ikke skulle falde i fjendehænder. Om en anden stamme fortælles det, at den, når den havde sluttet en fred, gav de erobrede hoveder tilbage som tegn på, at den ikke længere ønskede at bevare magten over de døde. Dødningene kom på den måde til at spille en rolle i krigsførelsen, idet de lige så vel som de levende kunne tages til fange. Ibanernes krigere kunne finde på, i stedet for at angribe en levende fjende, at grave nogle hoveder op på en gravplads. Helt legalt kan det dog ikke have været, for ved hjemkomsten opdigtede de nogle gode krigshistorier og bildte deres stammefæller ind, at hovederne var blevet vundet tappert i krig. Hos et andet folk, der førte deres hovedjagt mere på en mandsplan, var der nogle, der tog deres hoved på den rigtige måde, men andre, om hvem man pænt sagde, at de havde »fundet« et hoved. De blev ikke spottet, men man vidste godt, at de bare havde gravet et hoved op.

Også andre dele af skelettet end hovedet har haft interesse for magien, omend ikke helt så almindeligt. En over hundrede år gammel beskrivelse fra Australien fortæller om en ung mands bisættelse. Liget blev skilt ad, og stykker af ben og kød fordelt blandt klansfolkene, der brugte dem som amuletter mod onde øjne. - På Trobriand øerne nær Ny Guinea brugte man, når en overhøvding var død at fjerne lemmeknoglerne fra liget og fordele dem blandt de underordnede høvdinge, som brugte dem ved visse ceremonier. Undertiden blev liget dog begravet i hel tilstand og knoglerne først fjernet ved en senere genåbning af graven, når naturen havde lettet arbejdet.

På Ny Guineas hovedø blev en kvinde stillet for den lokale engelske domstol. Anklagen gik ud på, at hun havde gravet sin mands lig op for, som hun påstod, »at give sine venner det at spise«; det var, sagde hun, skik og brug der i landet. (Fig. 2) Imidlertid kunne den hvide dommer mærke, at der blandt den lokale befolkning var en del vrede mod kvinden, og hun blev sat i fængsel. Efter dommerens mening skyldtes vreden, at »ingen af mændene ville bryde sig om at blive spist af sin kone«.

Etnologen Seligman var ikke tilfreds med denne forklaring, og hans ræsonnement er et godt eksempel på, hvorledes etnologen billedlig talt må grave sig ned under overfladen hos den befolkning, han studerer. Han henviste til, at det er en ret udbredt opfattelse blandt uciviliserede folk, at opgravning af døde har at gøre med trolddom. På egnen var det den almindelige mening, at gravene tit blev åbnet af troldmænd eller hekse, uden at man dog kunne (eller ville) henvise til konkrete tilfælde. Da Seligman spurgte en pige, hvordan en kvinde skulle bære sig ad for at blive en parauna (en heks), var pigen først uvillig til at svare, men senere sagde hun: »Måske hun spiser et nedgravet lig«. En missionær, der fortalte en klasse børn en historie om en heks, blev spurgt: »Var hun en kødædende parauna«? Etnologen følte sig temmelig sikker på, at kvinden havde været ude på at blive en parauna. Derfor var man vred på hende. Skikke og forestillinger som disse kan træffes også andre steder, for eksempel i Amazonjunglen, hvor man næppe kan forklare dem som resultater af berøring med folk i Melanesien, Indonesien eller Australien. (Fig. 3) Ideer og skikke som disse opstår helt uafhængigt af hinanden blandt vidt forskellige folk, blot de lever på omtrent samme udviklingstrin. Skulle vi da ikke kunne finde dem blandt vore egne forfædre, hvis vi går tilstrækkeligt langt tilbage i tiden? Jo virkelig træffer vi undertiden rester i jorden, der tyder på netop dette, uden at vi derfor tør gå ud fra, at forestillingerne havde nøjagtig den samme udformning som i vort århundredes Ny Guinea. Grundvævet har vist været det samme, men derpå er der broderet variationer, der rimeligvis ville forbavse en moderne etnolog, hvis han kunne rejse tilbage i tiden og foretage en undersøgelse. «

I 1964 blev Nationalmuseet kaldt til en mark i Lille Vasby mellem København og Roskilde, hvor dybdepløjning havde bragt ikke helt fa menneskeknogler op til overfladen. Undersøgelsen afdækkede tre regulære grave (simple jordgrave med gravgods, som kan dateres til slutningen af yngre stenalder), en mærkelig fællesgrav og mange spredte menneskeknogler. Disse sidstnævnte var udgravningens overraskelse. En del af dem, deriblandt fem mere eller mindre fuldstændige barnekranier hvoraf eet med tilhørende underkæbe, fandtes nedlagt i kanten af en stor, uregelmæssig nedgravning, som ikke var nogen grav i dette ords egentlige betydning, men snarest en grusgrav fra stenalderen. To af kraniebrudstykkerne lå hver i sin egen runde, lille fordybning i bunden af den store nedgravning. løvrigt fandtes ryghvirvler, ribben, finger- og tåknogler samt andre rester af børn og voksne liggende spredt og i forskellig dybde. Adskillige steder sås dynger af - hovedsagelig - lemmeknogler; de lå parallelt, som om man har taget om dyngen med begge hænder, da man lagde den i jorden. Nogle af disse lemmeknogler var blevet knækket over før nedlæggelsen, men de er ikke flækket på langs, som man gjorde med dyreben, når man ville have fat i marven for at spise den. Om de fleste af knoglerne gælder det, at der næppe var kød på dem, da de blev lagt ned; de har ikke på det tidspunktværet sammenholdt af bindevæv. Denne regel har dog to undtagelser, nemlig det før omtalte kranium med underkæbe og et hofteled med tilhørende lårben af et barn. Begge de to sidstnævnte knogler var skåret over, så det synes klart, at liget må være blevet parteret, mens kødet endnu sad på.

Hvor kom disse knogler fra? En slags svar fandtes lige ved siden af i den førnævnte fællesgrav, der indeholdt skeletrester af tre voksne personer; kranierne og de fleste lemmeknogler manglede og var tydeligt blevet fjernet fra graven. Tilbage var en del blandede ribben, ryghvirvler og andre små knogler samt et par lårben, alt liggende hulter til bulter mellem hinanden. Af uforstyrrede skeletdele fandtes følgende: to par skinneben med tilhørende lægben og fodknogler i naturlig forbindelse, endnu et skinneben med lægben og fod samt to hænder, der åbenbart har haft samme ejer som det ene skinnebenspar. Det er klart, at nogen har rodet i graven og taget de knogler, han havde brug for, og dette må være sket på et tidspunkt, hvor kød og bindevæv var fuldstændig forsvundet, ellers ville skinnebenene være blevet flyttet, da man tog lårene fra. Man kommer til at tænke på de fejge krigere, der »fandt« et hoved.

Der kan nævnes andre eksempler end dette på, at der er fjernet knogler fra datidens grave. Hellekisterne, de stenbyggede fællesgrave, som er den af tidens gravformer, vi bedst kender, måtte fra tid til anden åbnes. Nemlig når man skulle indlægge nye lig, og ved de lejligheder er det ofte sket, at man har flyttet rundt på de tidligere afdøde. Ikke sjældent finder man skeletdele, som er udtaget af selve kammeret og samlet i dynge i indgangen, og undertiden fremgår det klart, at der må være fjernet knogler fra graven. Når en hellekiste udgraves, er det almindeligt at finde mindst eet skelet, nemlig skelettet af den sidst afdøde, liggende i orden, men der er undtagelser fra denne regel; det sker, at alle knogler ligger forstyrret og sammenblandet, hvoraf man må slutte, at kammeret må være blevet åbnet en sidste gang for noget andet end det at bisætte et lig. En af kisterne i den store skånske høj, Gillhög, var helt tom. (Fig. 4) Det er tydeligt, at den er blevet åbnet på en tid, hvor man endnu kunne huske, hvor indgangen lå, knoglerne er blevet fjernet, og man har glemt at lukke døren efter sig.

Er det urimeligt at forestille sig, at der ved disse stenaldergrave med forstyrrede og helt eller delvis fjernede skeletter er foregået noget af det samme, som indledningens etnografiske strejftog gav indblik i? I almindelighed taler fundomstændighederne vel for, at det er de dødes egne stammefrænder, der har fjernet knoglerne, men når forstyrrelsen er så gennemgribende som i de sidstnævnte tilfælde, fristes man til at tro, at det er fjender, som har været på spil. Ved at bryde ind i en forhadt nabostammes gravsted og fjerne anernes knogler opnåede man på engang at ydmyge de levende og de døde.

Lille Vasby-mysteriet, som gav anledning til det hele, kan stort set betragtes som opklaret; alligevel er vor viden om det uhyre begrænset. Vi ved ikke, om de knogler, der lå spredt rundt på pladsen, stammer fra fjender eller fra stammens egne; heller ikke ved vi, om det, som skete, var et anerkendt offentligt foretagende eller noget gjort i dybeste hemmelighed og sorteste midnatsstund af en såre frygtet troldmandssekt. Forholdene kan endda have været anderledes, end vi forestiller os i vor vildeste fantasi. Så meget er klart: I slutningen af stenalderen var man meget optaget af de dødes knogler og brød ofte ind i gravene for at få fat i dem. Det var de tørre, kødløse knogler, man var mest interesseret i, så helt kan vi altså ikke jævnføre oldtidsskikken med sædvanen hos de moderne naturfolk. Ikke des mindre er det et spændende glimt etnografen har givet af den forestillingsverden, der må have ligget bag nogle af vore mærkeligste oldtidsfund.

Historien om knoglefundet ved Lille Vasby har en epilog. I romersk jernalder, næsten to tusind år efter at stenalderbegravelserne havde fundet sted, blev samme lille sandknold brugt som gravplads af mennesker, som ikke anede, at der havde været andre før dem. Da de gravede en af gravene, stødte de på de uhyggelige rester af fjerne tiders overtro. Vi kan forestille os scenen: den lille skare, der stod rundt om graven, hvor en mand med en lille træspade løsnede sandet, og en kvinde smed det op ved hjælp af en træskål. Pludselig gik der et gys gennem flokken. De var pæne arbejdende folk med system i deres liv; de bragte deres små kreaturer indendørs, for at de bedre skulle overleve vinteren, og spredte møget på marken om foråret. De havde ingen raslende hovedskaller hængende under hanebjælken; i det højeste havde de vel drevet det til at fange en vagabond og smide ham i mosen med en strikke om halsen for at tækkes det menneskeædende uhyre, som levede der. Og nu havde selve den jomfruelige jord udspyet knogler - ikke engang et ordentligt skelet, men forvredne, sammenhobede, unaturlige knogler. Hvad kunne dette varsle? Hungersnød? Pest? Overfald og slaveri i det fjerne Romerrige, hvor kvinderne aldrig mere skulle se deres mænd eller børnene deres forældre?

Hvad kunne man gøre for at afværge faren? Et brændoffer til guderne blev forsøgt, og efter samråd lagde man den døde ned med de gamle knogler pakket sammen omkring hovedet. Skår og brændte ben fra ofringen kom med i jorden, da man kastede graven til. Og med bange anelser begav man sig hjemad gennem skumringen.