Stemningsfuld begravelse

I landsbyerne på Ny Guinea findes der som regel et hus af fremtrædende størrelse; det er en slags klubhus for mændene. Her hænger der gerne en række hovedskaller, der svingersagte i skumringen, når vinden trækker ind ad den åbne dør. Nogle gange er det slægtens aner, som man nødig vil skille sig af med, men det kan også være stammens fjender, over hvem man tror at have en vis magt, når man bringer hovederne hjem. Når Ibanerne i det centrale Borneo havde vundet en sejr, huggede de ikke blot hovederne af de faldne fjender, men også af deres egne døde, for at disse ikke skulle falde i fjendehænder. Om en anden stamme fortælles det, at den, når den havde sluttet en fred, gav de erobrede hoveder tilbage som tegn på, at den ikke længere ønskede at bevare magten over de døde. Dødningene kom på den måde til at spille en rolle i krigsførelsen, idet de lige så vel som de levende kunne tages til fange. Ibanernes krigere kunne finde på, i stedet for at angribe en levende fjende, at grave nogle hoveder op på en gravplads. Helt legalt kan det dog ikke have været, for ved hjemkomsten opdigtede de nogle gode krigshistorier og bildte deres stammefæller ind, at hovederne var blevet vundet tappert i krig. Hos et andet folk, der førte deres hovedjagt mere på en mandsplan, var der nogle, der tog deres hoved på den rigtige måde, men andre, om hvem man pænt sagde, at de havde »fundet« et hoved. De blev ikke spottet, men man vidste godt, at de bare havde gravet et hoved op.

Også andre dele af skelettet end hovedet har haft interesse for magien, omend ikke helt så almindeligt. En over hundrede år gammel beskrivelse fra Australien fortæller om en ung mands bisættelse. Liget blev skilt ad, og stykker af ben og kød fordelt blandt klansfolkene, der brugte dem som amuletter mod onde øjne. – På Trobriand øerne nær Ny Guinea brugte man, når en overhøvding var død at fjerne lemmeknoglerne fra liget og fordele dem blandt de underordnede høvdinge, som brugte dem ved visse ceremonier. Undertiden blev liget dog begravet i hel tilstand og knoglerne først fjernet ved en senere genåbning af graven, når naturen havde lettet arbejdet.

På Ny Guineas hovedø blev en kvinde stillet for den lokale engelske domstol. Anklagen gik ud på, at hun havde gravet sin mands lig op for, som hun påstod, »at give sine venner det at spise«; det var, sagde hun, skik og brug der i landet. (Fig. 2) Imidlertid kunne den hvide dommer mærke, at der blandt den lokale befolkning var en del vrede mod kvinden, og hun blev sat i fængsel. Efter dommerens mening skyldtes vreden, at »ingen af mændene ville bryde sig om at blive spist af sin kone«.