Stadens jammer

Til Kongens Have ved Rosenborg har engang svaret en Dronningens Have; den lå oprindelig uden for voldene, men blev ødelagt så grundigt af Karl Gustavs soldater 1659, at man efter krigen valgte at flytte den ind til en plads ikke langt fra, hvor vort nuværende kongeslot ligger. Her byggede Frederik Ill's dronning, Sofie Amalie, et lille slot, som hun navngav efter sig selv; det blev senere hendes enkesæde, og da hun døde 1685, gik det over til hendes kongelige søn. Christian V fandt Sofie Amalienborg velegnet til repræsentative formål. Det gamle Københavns Slot var utidssvarende, der var brug for en værdigere ramme om hans af enevælden guddommeliggjorte person.

Af Harald Andersen

Billede

Fig. 1: Sofie Amalienborgs brand – Maleriet findes på Gavnø.

Den 15. april 1689 var det kongens fødselsdag - altid en stor begivenhed, men særlig bemærkelsesværdig dette år på grund af den festforestilling, man havde planlagt til majestætens ære. En opera - den første af dansk oprindelse - skulle gå over scenen. På Sofie Amalienborg fandtes en komediesal, men den var for lille, så derfor havde man i haven tæt op ad slottet opført et teater af fyrrebrædder med plads til flere hundrede mennesker. Det interimistiske bygningsværk var udstyret med primitiv pragt. Gudsfrygtens og retfærdighedens billedstøtter vogtede indgangen, kunstige klippegrotter med dvælende satyrer var indbygget i interiøret, og selve tilskuerrummet var med enebærris, mos og blomster forvandlet til en løvsal, hvor guldæbler og citroner glimtede frem mellem bladene. Langs væggene var opstillet store transparenter med kongens gyldne navnetræk malet på tyndt, olievædet silketøj. For belysningen sørgede 800 lamper.

Operaen, der blev fremført af tyske aktører, hed »Der vereinigte Götterstreit«; den var skrevet til lejligheden og udmærkede sig - dens musikalske kvaliteter ufortalt - ved et imponerende scenisk apparat; kanoner bragede, skikkelser fløj gennem luften, og Olympens guder ankom i stort tal på skyer for at hylde den danske fyrste. Alt gik, som det skulle, kongen og hans feststemte gæster var begejstrede. »Den poetiske Mercurius«, byens rimede avis, forudsagde, at denne dag ville gå over i historien.

Det behagede majestæten at lade forestillingen gentage fire dage senere, og forventningen var stor i de lidt lavere rangklasser, som derved fik deres chance. Børn og ganske unge mennesker var naturligvis særlig ivrige efter at lære den nye forlystelsesform at kende, og de dominerede stærkt i det publikum, der 19. april, klokken 3 eftermiddag strømmede til teatret, som fyldtes til sidste plads.

Forestillingen gik sin gang. Kongen (som denne gang glimrede ved sit fravær) var blevet hyldet sømmeligt af prologus, guderne havde gjort deres støjende entre, og Mars var midt i sin arie, da det skete, som alt syntes at være lagt op til: En stump væge fra en af lamperne var faldet i de tørre enebærris, de fængede, og ilden bredte sig eksplosivt i det vel tilrettelagte bål. Skrigende styrtede folk mod udgangen, men fælden var smækket: dørene åbnede indad, og presset fra menneskeklumpen forhindrede selv de forreste i at komme ud. For et mindre antal tilskuere blev udgangene bag scenen redningen, og samme vej undslap flertallet af de optrædende samt suffløren, hvis rådsnarhed vi kan takke for, at operaens tekst idag kendes i et eneste eksemplar. På et kvarter var den uhyrligt brandbare teaterbygning udslettet, men ilden bredte sig til slottet, som nedbrændte til grunden i de følgende timer.

I porten til huset Frederiksholms Kanal 20, opført af direktøren for Børnehuset, Johan Jürgens, findes en tavle med følgende tekst:

Skæbnen brat hans lykke
vendte,
tvende dø tre indebrændte,
da Amalienborg i flammer lyste over stadens
jammer.

Stadens jammer! I skærende kontrast til den opstyltede festforestilling står de scener, som udspilledes på brandtomten i dagene efter, hvor dynger af hæsligt forkullede lig skulle identificeres og fordeles til dybt fortvivlede pårørende. Den officielle tabsliste nævner 171 ofre, hvoraf otte måtte begraves som uigenkendelige. I den følgende tid døde en del af brandsår, så antallet må have nærmet sig 200.

Page Jørgen Lützou, 18 år.
Hoftrompeter Elsners hustru og treårige datter.
Magister Gabriel Trusius.
To døtre og en søn af admiralitetsråd Giese.
Greve Otto Henrik Rantzau.
Student Niels Palsberg fra Ålborg.
Biskop Wandals datter Helvig Marie.
Kancelliråd Linckers tre sønner.
Hofsnedker Balcke, 61 år.
O.s.v.

Det mest markante minde, begivenheden har sat sig, er vel det endnu eksisterende Elers Kollegium, oprettet 1691 af etatsråd Jørgen Elers til minde om børnene Sofie og Eggert, som begge omkom ved branden.

Der skulle gå 60 år, før et nyt slot (det nuværende Amalienborg) rejste sig - ikke på, men nær tomten af det gamle. Dette selv blev aldrig genopført. Den tragiske ruin stod nogle år og blev så fjernet. Materialer fra den indgik i Garnisonskirken, som på det tidspunkt var ved at tage form.

(Fig. 2)

Billede

Fig. 2: Sofie Amalienborg og Dronningens Have placeret i det moderne bybillede.