Spildte Guds ord

Den anonyme poet har ikke lagt fingrene imellem, da han efteråret 1860 skrev sin skillingsvise om et mord, som dengang optog sindene på Præstøegnen. Hør blot hans mening om morderen:
Balle-Lars (så kaldes manden) sniger frem sig uforsagt, han har solgt sin sjæl til fanden. Satan har ham i sin magt.

Balle-Lars (eller Lars Nielsen, som han rettelig hed) var visselig intet dydsmønster, men dog engang regnet for en skikkelig karl. Et par bræk, opdaget og straffet nådeløst, bragte ham i uføret. Tyverierne blev til store planlagte kup, ildspåsættelser udførtes mod betaling, men egentlig voldsmand var han vist ikke. Og dog: 1858 indtræffer den begivenhed, som visen omhandler.

En gårdmandsenke, Ane Marie Hemmingsdatter fra landsbyen Ugledige, kommer en aften hjem fra gilde. Hun står i stuen og er begyndt at klæde sig af, da hun rammes af et skud affyret gennem vinduet.

Konen falder, barnet græder, skurken flyer på snelle fod, han har mistet livets glæder; hvor han ser, der er kun blod.

Det omtalte »barn« er enkens 17-årige plejesøn, der fra sin seng overværede dramaet. Han tilkalder øvrigheden, forhør afholdes, og nu følger - gennem uger og måneder - en omfattende efterforskning, der hvirvler meget støv op og bringer adskillige mennesker bag tremmer. Også Balle-Lars arresteres, efterhånden alvorligt mistænkt. Han er kendt som en stejl benægter, men det lykkes at vriste en tilståelse fra ham: han har skudt enken lejet dertil af Niels Olsen, den dræbtes 37-årige stedsøn, der var lysten efter gården. Foreholdt dette går også Niels Olsen til bekendelse. Sagen synes klar, og de to dømmes fra livet. Men nu trækker Balle-Lars sin tilståelse tilbage; den var - påstår han - afgivet under indtryk af de utålelige fængselsforhold. Det hjælper ham ikke, dommen stadfæstes og fuldbyrdes 16. oktober 1860 på Rakkerbanken i Ugledige skov - dog kun over Balle-Lars.

Fromme læser, sådan måtte denne skumle morder dø.

Om Balle-Lars’ sidste levetid udgav fængselspræsten J. E. Gjellebøl en lille bog, som endnu huskes, omend kun for sin titel: »Spildte Guds Ord på Balle-Lars«. Han refererer sine samtaler med fangen - herlige ordskifter, hvor en flom af floskler ganske preller af mod Lars' snusfornuft. Og han beretter om henrettelsen, hvor den dømte med hovedet på blokken for sidste gang forsikrer om sin uskyld, så at man rokkes i sin overbevisning og ikke ved, hvad man skal tro (fig. 1).