Specialist i spænder

For læserne er dette ikke nyt, »jagten på Ribe« og dens lykkelige udgang er blevet indgående beskrevet af Mogens Bencard her i bladet (1974:2). Siden da er udgravningerne imidlertid blevet fortsat og nye vigtige resultater føjet til de allerede opnåede. Åbenbart er det byens håndværkerkvarter, man er dumpet ned i. Blandt de værkstedsaktiviteter, som har kunnet påvises, er glasperlefremstilling, smedning, kammageri, ravslibning og bronzestøbning. Det er den sidste, vi her vil hellige os. Vel forestår der endnu et stort arbejde med at sammenføje de mange stumper og, når dette er sket, med at analysere resultaterne, men så meget er dog allerede nået, at billedet af en vikingetidig bronzestøbningsproces tydeligt tegner sig.

Arbejdspladsen, hvor støbningen fandt sted, var af ret beskedent omfang – og iøvrigt en del forstyrret af senere tiders nedgravninger. Et ildsted midt i området er i sig selv ingen sjældenhed og ville næppe have påkaldt særlig opmærksomhed, om det ikke havde været for det utal af genstande, som i stumper og stykker lå spredt over og omkring det: avlsten, digler, støbeforme – og endelig bronzen selv, som det vigtigste af det hele.

Avlstenen er det »varmeskjold«, som har siddet på blæsebælgens tud for at forhindre, at dette vigtige redskab gik op i luer. Den kunne, som navnet siger, været lavet af sten, men var oftere af ler, således i alle tilfælde her på stedet. De fundne stumper er vanskelige at sætte sammen, stærkt deformerede som de er på grund af den voldsomme varmeudvikling, men det ser ikke ud til, at »stenene« har været særlig store, vel omkring 5-6 cm i bredden og lidt mere i højden. Hullet, som tuden har gået igennem, er kun ca 1 cm i diameter. Gennem det har man pustet luft ind i dyngen af glødende trækul, som skulle til for at smelte metallet.

Diglerne, som også er stærkt ødelagte og må samles af mange små stykker, er meget cintrede på overfladen. De er tøndeformede, og et par af dem har en gribetap anbragt på ydersiden. Af støbeforme er fundet over 1000 brudstykker, fra små gnallinger til pæne regulære stykker. Størsteparten har været brugt til støbning af skålformede spænder. Materialet til forme såvel som digler er sandmagret ler.

Selve arbejdsprocessen, som den har været praktiseret i Ribe og andetsteds, falder i to afdelinger, først fremstillingen af formene dernæst selve støbningen. Til det første krævedes kunstnerisk håndelag, mens det sidste var et rent teknisk anliggende.

De skålformede spænder, som var dette værksteds specialitet, var overordentlig populære i vikingetid; de blev båret af kvinderne – på brystet, altid i sæt på to. Særlig varieret har Ribe-støberens udvalg nu ikke været; vi kan se, han nøje har fulgt en fast kompositionsplan og kun ændret hist og her i detaljerne. For at kunne fremstille formen måtte han først lave en model af genstanden, som han ønskede, den skulle være – det er der, det kunstneriske kommer ind. Desværre fortæller fundet intet om, hvilket materiale der blev brugt til modelfremstillingen. Måske har det været voks.

Over dette forlæg byggede han så sin støbeform. Modellen blev lagt på et fladt underlag og en konisk tap – af træ eller voks – påmonteret, der hvor indhældningstragten skulle være. Herned- over pressedes en lerplade, omkring 1½ cm tyk. Det blev gjort med megen omhu; leret skulle helt ned i den fine ornamentik, så alle detaljer kunne komme med.

Når denne lerkappe (øverste formhalvdel) var blevet gråtør, vendte han den, fjernede modellen og skar et par styrehak ind i randen; de blev som regel anbragt helt oppe ved indhældningstragten. I det finmagrede ler stod nu et nøjagtigt aftryk af modellens ornamenterede overside.

Efter en passende ventetid – lerklodsen skulle jo være gennemtør – kunne han gå i gang med fremstilling af underformen. Ned i den ornamenterede hulning lagde han et stykke stof af en tykkelse svarende til den, bronzespændet skulle have, tappen blev sat på plads i indhældningstragten, og over det hele pressedes en ny lerplade. Også det blev gjort med stor omhu; for eksempel var det vigtigt, at leret kom godt ned i de to styrehak, hvorved der dannedes korresponderende styreknopper. Når underkappen var tør, blev den løftet op, tøjstykke og tap fjernet og huller skåret til nåleholder og nåleskede. Så var formen færdig. De to halvdele passede nøje sammen – det sørgede styreknopperne for – og hvor tekstilet havde ligget var nu et hulrum af form som det ønskede bronzespænde.

Før formen kunne tages i brug, måtte den dog brændes. Det foregik, efter at de to halvdele var samlet med et tyndt lag ler, som sikrede at den blev helt tæt. Selve støbeprocessen var enklere, men afgjort mere dramatisk. Først skulle bronzen smeltes. Råmetallet – afhuggede bronzestykker – kom i digelen, som blev anbragt på en esse i et bål af glødende trækul; for lufttilførslen sørgede blæsebælgen med den omtalte mundstykkebeskytter (avlstenen). Selve bålstedet har næppe været mere end 15-25 cm i diameter, det var tilstrækkeligt og hvorfor ødsle med det dyre brændsel? Nok er det ildsted, vi har fundet, større, men der må have brændt flere esser. At tænke sig så stort et bål for en enkelt støbning er urealistisk. (Fig. 2, fig. 3)