Sommerens sølvskat

Ringkøbing Museum blev underrettet og fundet, der klart er danefæ, overdraget i dets varetægt. Med prisværdig betænksomhed havde finderne nøjedes med at gennemgrave den løse ompløjede jord, de underliggende lag var ikke rørt, og et sted, hvor mønterne havde ligget særlig tæt, var blevet markeret med en sten. Betingelserne for en eftergravning til nærmere klarlæggelse af fundforholdene var altså tilstede. Da andre gøremål først skulle afvikles, blev fundet - for at sikre det mod ubudne skattegraveres efterstræbelser - hemmeligholdt en ugestid.

Udgravningen kom til at vare en måned, noget længere end vi havde regnet med. Markredskaberne havde i tidens løb spredt mønterne over et større areal, og der blev ved at dukke dalere op af den omgivende roemark. Allerede finderne havde ved deres indledende gravning haft opmærksomheden henledt på, at pengene kunne have ligget i en beholder, en jydepotte eller lignende, men ikke fundet rester af en sådan. Det gjorde vi heller ikke, end ikke en nedgravning i undergrunden blev påtruffet, så nogen større »skatkiste« kan der ikke have været. Det mest nærliggende er vel, at en sæk eller læderpose, som helt er bortsmuldret, har fungeret som pung. Som spredningskortet viser, lå mønterne tættest omkring det hul, finderne havde gravet; der kan ikke være tvivl om, at den med stenen markerede koncentration betegner det oprindelige nedlæggelsessted. Noget særligt strålende syn frembød skatten ikke, kun enkelte mønter havde blanke partier - muligvis på grund af ammoniakindholdet i staldgødningen, som er tilført marken - men ellers var de mørke og rustfarvede af okkerudfældninger fra de omgivende jordlag. Det vil konserveringen kunne råde bod på. Bortset fra dette og fra enkelte skrammer forårsaget af markredskaberne har mønterne ikke taget skade af det mere end 300-årige ophold i jorden.

Alt iberegnet nåede skatten op på 439 mønter. Tre af dem er kvartdalere, resten speciedalere eller hele dalere (Fig. 2). Vejet på køkkenvægt i urenset stand blev det til ca 12,5 kg mønter, hvilket giver omkring 28,5 gram pr mønt; en speciedalers vægt skal ligge omkring 25 gram, så det passer helt godt. Museumsinspektør Jørgen Steen Jensen fra Den kongelige Mønt- og Medaillesamling har under et besøg på en af udgravningens afsluttende dage foretaget et hurtigt gennemsyn og en grovsortering af mønterne. Herpå bygger de efterfølgende betragtninger over skattens sammensætning.

Ældste mønt er fra 1538, men halvdelen er slået i 1620'erne (næsten 100 år senere) og yngstemønten i 1644, så man kan med rimelighed henføre skatten til Trediveårskrigens tid (Fig. 3). Iøjnefaldende er dens udenlandske oprindelse. Nederlandene tegner sig for en tredjepart, 145 stykker, hvoraf 132 er såkaldte »løvedalere«, udmøntet i de syv forbundsstater; hertil hører slutmønten fra 1644, som er slået i Vestfrisland. Løvedaleren var en populær handelsmønt, der blev fremstillet gennem et langt åremål, fra 1576 til 1713. De spanske Nederlande er repræsenteret med en enkelt daler, men ellers er hovedparten fra det tysk-romerske kejserrige samt Østrig og Ungarn. Det tyske rige var som bekendt opdelt i et utal af småstater: grevskaber, fyrstendømmer, bispedømmer med videre; de havde hver for sig ret til at slå mønt, og det samme havde en række selvstændige byer, rigsstæderne, der var direkte underlagt kejseren. Den foreløbige liste over Staby-skattens tyske udmøntningssteder giver et glimrende indtryk heraf (Fig. 4). De største enkeltantal kommer fra bjergværksegne med aktive sølvminer: fra grevskabet Tirol således 44 dalere, fra hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg med Harzen-sølvminerne 40 dalere og fra ærkebispedømmet Salzburg 25 dalere. Blandt byerne kommer Nürnberg ind som nr 1 med 21 dalere efterfulgt af Lübeck med 13 og Hamburg med 10. En pommersk og otte polske mønter repræsenterer Østersøkysten, og på to dalere ser vi den svenske konge Gustav 2. Adolfs ansigtstræk; han var en af Trediveårskrigens hovedaktører, og i hvert fald den ene af hans mønter er da også slået i Tyskland (Osnabrück 1632, det år han faldt i slaget ved Lützen). Fra Slesvig-Holsten stammer tre dalere (1626 og 1627) og fra Norge seks, de er af Kongsberg-sølv, udmøntet i Christiania af Christian 4. Tilbage er ti dalere, som endnu ikke har kunnet bestemmes med sikkerhed, men så meget kan siges, at i hele det omfangsrige fund forekommer ikke en eneste rent dansk mønt (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10).

I det mindste 50-60 forskellige udmøntningssteder er repræsenteret i skatten, og såvel den geografiske som den tidsmæssige spredning bevirker, at der kun er ganske få dubletter. De stempler, mønterne er præget med, er ofte særdeles veludført kunsthåndværk. Man kan glæde sig over en lang række vellignende regentportrætter og fint udførte våbenskjolde, men de mønter, som især faldt fundets udgravere i øjnene, var dem med de mest særegne motiver. Som symbol for Harzen ses således på en række braunschweig-lüneburgske mønter en vildmand, der står med et oprykket grantræ i hånden. Fra Hessen stammer en daler med et uvejrspræget landskab samt en komet, der åbenbart er årsag til postyret. Fra Sachsen kommer dalere med dobbelte eller flerdobbelte portrætter; de er slået på tidspunkter, hvor regeringsmagten i hertugdømmet udøvedes i fællesskab af brødre. Flere bymønter afbilder stadens skytshelgen, de lybske således Skt Johannes, mønterne fra Metz Skt Stephan og dem fra Wismar Skt Laurentius med risten (denne helgen led som bekendt martyrdøden ved stegning). Omskriften på nogle af dalerne er religionspolitiske slagord (Fig. 11).

Slutmønten fra 1644 gør det rimeligt at sætte nedlæggelsen i forbindelse med Torstenssonkrigen. Den brød ud i december 1643, og allerede en måned senere høres om udskrivning af brandskatter i de vestjyske købstæder. En del af den følgende sommer var de svenske lejetropper trukket bort, men i september rykkede de påny op i Jylland under ledelse af general Wrangel. Punktum sattes med freden ved Brömsebro, august 1645. I en krigskonflikt som denne med fjendtlige besættelstropper i landet kunne der let opstå situationer, hvor det ville være fornuftigt at gemme en større formue af vejen, og der kan gives gode grunde for, at den ikke blev hentet frem igen. Den omstændighed, at der ikke forekommer en eneste rent dansk mønt i fundet, gør det til en fristende tanke, at skatten kan være krigsbytte og dens ejer en af de fjendtlige landsknægt-officerer, men det behøver nu ikke at være tilfældet.

Sølvdalere var i 1500-årene hurtigt blevet internationalt værdsat mønt, der fremstilledes mange steder, efter at de første var blevet præget 1519-20 i den böhmiske by Joachimsthal (deraf navnet Thaler/Daler/Dollar). Herhjemme var de i almindeligt omløb og nødvendige for omsætning og opsparing, fordi de danske konger så deres fordel i at slå ringholdig småmønt. Man regner med, at de fortrinsvis er kommet til landet gennem opkrævning af Øresundstolden og ved den jyske studeeksport, men lokalt kan også den vigtige maritime handelsvej fra Nordtyskland og Holland, op langs Vestkysten og videre til Norge have spillet en rolle. De brede vestjyske ådale med store græsnings- og høbjærgningsarealer gav baggrund for studeopdræt, og der har ligget mange store gårde herude. Alene fra Staby sogn kan nævnes herregårdene Pallisbjerg og Svendsholm samt Brondbjerg, der nu ses som et anseligt voldsted en lille kilometer nord for Nygård, hvor fundet blev gjort. Nygård selv er, som navnet antyder, opstået ved udstykning, nemlig fra Staby Kærgård kun 400 meter fra findestedet. Om både Brondbjerg og Staby Kærgård vides, at de var bortforpagtede eller bortfæstede omkring det tidspunkt, skatten er blevet skjult, men beboerne er os næsten ukendte, så vi har ingen holdepunkter for at knytte fundet til dem. Og nogen lokalhistorisk begivenhed, der kan give et fingerpeg, kendes desværre ikke. Opklaret i enkeltheder bliver Staby-skattens baggrundshistorie nok aldrig, men det er en skæbne, den deler med mange lignende. En nærliggende mulighed er vel, at krigen, der var årsag til nedlæggelsen, har kostet skatteskjuleren livet, siden han ikke hentede sin ejendom igen.

Man kan undre sig over, at mønterne ikke er blevet fundet tidligere, men det er nu ikke så mærkeligt. I den brede engdal, hvor skatten fremkom, strømmer to vandløb, Madum å og Madum bæk; de har, som det ses på gamle kort, tidligere løbet parallelt, og der krævedes ikke megen nedbør i baglandet, før engene kom under vand. I slutningen af 1940'erne blev ådalen kanaliseret og afdrænet. Første gang, marken blev pløjet, var en sen novemberdag i 1949, ved den lejlighed må mønterne være vendt op, men de jordede, mørktfarvede metalstykker er ikke nemme at få øje på, og de har altså undgået opmærksomheden. Senere har der mest været korn og græs på marken, kun enkelte gange rodfrugter, som giver det bedste overblik. At ageren iår var udlagt til roer, skyldes iøvrigt fru Holgersen, der interesserer sig for arkæologi og gerne søger efter flintredskaber, så det er ikke så mærkeligt, at det blev hende, der fik øje på den første mønt. Måske har også gårdens nye plov og den omstændighed, at pløjeretningen er blevet ændret, bidraget til, at særlig mange mønter er kommet frem på overfladen. Dengang, skatten blev skjult, må man formode, at området har været temmelig sumpet, måske med rørskov. Om vinteren har her antagelig stået vand, og pengene kan såmænd udmærket være sænket ned i dette.

Fra en nabo, som besøgte udgravningen, stammer en interessant oplysning: En gammel mand havde i hans drengedage fortalt, at der skulle være gemt en skat, hvor sigtelinjen mellem kirkerne i Staby og Tim skærer den tilsvarende mellem kirkerne i Vedersø og Madum. Tre af kirketårnene ses tydeligt fra findestedet, det fjerde - Staby - ligger nu gemt bag plantage. Ikke uden spænding blev de to linjer trukket på et moderne kort, men nej, findestedet ligger ikke i skæringen, dog på den anden side heller ikke urimeligt langt fra den, ca 300 meter. Dansk Folkemindesamling har på forespørgsel oplyst, at den intet kender til dette skattesagn, så det er svært at sige, om det virkelig kan have århundreders lokal tradition bag sig. Så meget rigtigt er der dog, at uden pejling til mærker uden for den flade ådal kan skattens ejer have haft svært ved at finde sit gemmested igen, hvad han altså heller ikke gjorde. For den sags skyld kan han godt have brugt de fire kirketårne.

(Fig. 12)

Lit: Jørgen Steen Jensen: Numismatisk Opslagsbog. Kbh. 1974. - Kirsten Bendixen: Danmarks Mønt. Kbh. 1967.