Som sået med oldtidsminder

Dette manuskript har Det kgl. Bibliotek i 1974 købt af en engelsk antikvarboghandler for 126 £, og det findes nu i bibliotekets håndskriftsamling under betegnelsen N. K. S. 4894, 4°. Forfatteren, Charles Bertram, har dateret sit værk »København den 14. juni 1758« og givet det titlen »An Account of the Ancient Monuments in the Island of Zeland, with some Remarks on the Same (Beretning om oldtidsminderne på øen Sjælland, med nogle bemærkninger om samme)«. Manuskriptet er på engelsk vekslende med nogle lange latinske citater fra Atlas Danicus, den imponerende Danmarksbeskrivelse, som Hans Peder Resen udarbejdede i slutningen af 1600-tallet, og som stadig for størstedelen er uudgivet. For Charles Bertram var Resen inspirationskilden, han ønskede selv at se nogle af de i Atlas Danicus omtalte oldtidsminder, og det var i den anledning, han sammen med to af sine bekendte foretog den omtalte udflugt til Snubbekorset. Inden vi følger Bertram videre til de nu længst forsvundne kæmpehøje på »Heden« mellem København og Roskilde, vil det være på sin plads med en kort præsentation af denne nyopdukkede danske arkæolog midtvejs mellem Worm og Worsaae. Vel var Bertram englænder, men han levede næsten hele sit liv i Danmark.

Charles Bertram, eller som han herhjemme kaldte sig, Carl Julius Bertram, var født i London 1723, men kom allerede til København som barn sammen med faderen, der var silkevæver. I ganske ung alder opnåede han ansættelse som »sprogmester« ved Den kongelige Kadetskole, men hans ambitioner gik langt videre end til at undervise vordende søofficerer i engelsk. I sit korte liv – han døde allerede som 42 -årig – nåede han at udsende en halv snes bøger på engelsk, dansk og latin, og hans forfatterskab spænder fra grammatik og sproghistorie over egentlig historie til et pragtværk om alle de danske regimenters uniformer med håndkolorerede tavler udført af forfatteren. Bertrams arkæologiske interesse nåede ikke at sætte sig spor i hans trykte produktion, men kan følges gennem bevarede breve helt tilbage til de unge år. Allerede som 24-årig trådte han i forbindelse med druide- og Stonehenge-forskeren William Stukeley, der var præsident for Det kongelige britiske oldhistoriske Selskab i London. Det er dog ikke til denne, men til et andet medlem af samme ærværdige selskab, Bertrams beretning om de sjællandske kæmpehøje henvender sig. Her følger i oversættelse den del af manuskriptet, som handler om udflugten til Hedebo- egnen, ledsaget af Bertrams originale tegninger.

»Efter at have læst om så mange oldtidsminder så tæt ved hinanden havde jeg ingen ro på mig, før jeg havde fået dem at se. Sammen med to herrer af mit bekendtskab begav jeg mig derfor af sted til Hedehusene, en landsby ved den store postvej tre engelske mil øst for Roskilde. Der ventede vi at skaffe os nærmere oplysninger og finde den hjælp, som vi måtte få brug for. For at være desto bedre udrustet havde jeg tegnet et kort over egnen til at gå efter. Men da vi nåede frem og indviede kromanden i formålet med vor rejse, lo han ad os, for han troede, vi var ude på at søge efter skjulte skatte. Og da han anså os for skrupskøre, ville han hverken skaffe os heste eller nogen anden hjælp.

Vi, som havde haft besværet og udgiften med at rejse 15 engelske mil, var dog ikke til sinds at lade os spise af på denne måde. Så, da vi havde fået lidt at styrke os på, betalte vi en bondedreng for at vise os til Balders brønd (Baldersbrønde), som var vort første mål. Drengen førte os ad en sti og siden ad en gammel, ubefærdet landevej, som – havde det været i England – nemt kunne have gået for at være romersk. Der var grøfter på begge sider, men de var sået til med korn, så vi var så uheldige at måtte gå forbi flere kæmpehøje, både til højre og venstre for vejen, fordi det var umuligt at komme ind til dem, førend kornet var høstet, hvad der ville have betydet udgiften til en ny rejse. (Fig. 2)