Solstenen

»Vejret var tykt, og det sneede stærkt. Kongen lod nogen se ud, og himlen sås intetsteds skyfri. Da bad han Sigurd sige sig, hvor solen vel kunne være kommet; og han sagde det, og da lod kongen tage solstenen og holdt den op, og han så der, hvor det strålede fra stenen, og sluttede deraf, at det var således, som Sigurd havde sagt«. (Fig. 1)

Af Th. Ramskou