Solstenen

Historien om den tvivlende kong Olav den Hellige, der prøver Sigurds påstand og bliver overbevist, var genfortalt i dette blad for et par numre siden i en artikel om vikingernes navigationskunst. »Desværre«, skrev vi dengang, »udtrykker sagaerne sig ikke tilstrækkelig tydeligt til, at det kan afgøres, hvad solstenen egentlig var; men der synes at være tale om et instrument, der i overskyet vejr kunne vise, hvor solen stod«.

Kort efter artiklens fremkomst modtog dens forfatter to henvendelser, den ene fra flyvenavigatør Jørgen Jensen, den anden fra ingeniør Poul Thygesen, begge i SAS. Uafhængigt af hinanden meddelte de omtrent det samme: Det instrument bruger vi den dag i dag, når vi i DC-8’erne overflyver polaregnene. Sigurds solsten må i princippet være det samme som Kollsman’s Sky Compass, tusmørkekompasset, der blev opfundet – eller genopfundet må man altså snarere sige – i 1948 til brug for den amerikanske flåde.

Vi sunder os oven på denne overraskende oplysning og går så igang med at repetere og supplere vore skolekundskaber i fysik. Lys er som bekendt en bølgebevægelse; elementer i lysstrålen svinger omkring en ligevægtsstilling, og bevægelsen foregår på tværs af stråleretningen. I almindelighed foregår udsvingene i alle retninger ud fra strålen, men under visse omstændigheder kan lyset blive polariseret, hvilket vil sige, at svingningerne ensrettes. Polariseret lys har andre egenskaber end almindeligt lys. (Fig. 2, fig. 3)