
Solhvervsfund
Selv for medarbejdere ved Nationalmuseet kan der være tidspunkter, hvor man er mest oplagt til at lade fortid være fortid og hellige sig nuet. Sandt at sige var det uden større begejstring, jeg sidste år den 22. december, altså på årets korteste dag, drog af sted til Nordsjælland for at tage et nyt fund i øjesyn. Men da jeg af hr og fru Tage Bagger, Uggeløse fik overrakt en lille pakke smukt indpakket i julepapir, forsvandt enhver surhed over forstyrret julefred. En bedre julegave end den, som pakken indeholdt, kunne Nationalmuseet næppe få. To guldfingerringe og dele af en smukt forarbejdet bronzespand kunne nok have retfærdiggjort rejsen, men der var mere endnu. Det altoverstrålende pragtstykke var en gylden skive, syv centimeter i tværmål, med et ansigt – det samme, som stirrer læseren gådefuldt imøde fra dette blads forside.
Af Henrik Thrane

Tingene havde Tage Baggers bror, gravemester Aksel Bagger, fundet dagen i forvejen. Med sin gravemaskine var han stødt på sten i undergrunden, og mellem dem glimtede det af glas og grønt metal, som naturligvis var blevet knust og splittet ved den hårdhændede udgravningsmetode (gravemaskine kan ikke anbefales til 1600-årige glas). I betragtning af glassets fine og klare tilstand kan man ikke bebrejde finderen, at han ikke straks var klar over, at han stod over for et oldtidsfund. Hans nysgerrighed var imidlertid vakt, og udgravningen blev fortsat med skovl. Herved stødte han på et skelet. Guldskiven fandt han ved den dødes rygrad, og ved at følge højre arm kom han til hånden, hvor de to guldringe endnu sad på plads om fingerknoglerne. Her standsede Aksel Bagger sin undersøgelse, den professionelle udgraver blev tilkaldt, og sådan gik det til, at det alligevel blev jul på Nationalmuseet.
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
Få profil til gratis artikler
Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)
Udgave: Skalk 1966:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





