Solens tegn

I stenalder og bronzealder var solen en af de livgivende magter, som man frygtede og tilbad. Den var forrest blandt de himmelmagter, der med de første kvægavlere og agerdyrkere for 5000 år siden tog vort land i besiddelse. I fundet af solvognen fra Trundholm i Nordvestsjælland dukker den magtfuldt op. Man ser dens prægtige guldbelagte skive trukket af den herlige hest. Hesten var et helligt dyr i bronzealder, kun brugt ved religiøse fester, hingstkampe og forårets første hellige pløjning, som det ses af samtidig billedfremstilling. Hesten og solen er Trundholmstykkets elementer, hjulene kun tilføjet for at billedet kunne bevæges, når solens kraft skulle påkaldes. Måske er solvognen en lille udgave af en større vogn, der ved forårstide kunne køres ud over alle marker for at bringe dem solens velsignelse til god grøde, en tempelvogn til omkøring af de hellige tegn.

Trundholmfundets hest og sol er et utvetydigt vidnesbyrd om, at soldyrkelse har fundet sted i ældre bronzealder. Ellers er solen i oldtiden som oftest kun gengivet ved et tegn: hjulkors, kreds, spiral eller fuldt udhugget skive, som de her afbildede helleristninger fra bronzealderen viser. At hjulkorset er et soltegn ses bl.a. af indledningsbilledet (fra Kalleby i Bohuslen), hvor hesten fører det frem på samme måde som Trundholmbilledet, og man ved det fra Den Nære Orient og Nordindien, hvor hjulet i oldtiden var et almindeligt anvendt billede på solen. Kredsen eller ringen er i sig selv den enkleste gengivelse af solen; sådan opfatter øjet den. Sammen med spiralen pryder de to tegn Trundholmsolens skive (Fig. 1.).

Et ornamenteret bronzehjul i en 3000-årig egekistegrav er en sensation. Det er det første af sin art; halvtredie tusinde gravfund har ikke leveret et lignende stykke. Dette hjul må være soltegnet. Det lå midt i graven, hvis udstyr var en mands. Den højsatte er måske en høvdingepræst, som ved hjulets hjælp sikrede det kommende års frugtbarhed og lykke, når solen ved midvinter skulle vendes mod lysere dage. I dødens mørke havde han selv brug for dets kraft.

Solhjulet fra Tobøl er som sagt det eneste af sin art, men solens gyldne skive kendes fra fire andre mandsgrave, en nordsjællandsk og tre fra Nørrejylland, alle fra ældre bronzealder. Det er guldbelagte bronzeskiver af lignende type som Trundholmfundets, som de altså er samtidige med. Disse fem fund viser, hvilken rolle soldyrkelsen spillede i ældre bronzealders midte, hvor en kortere fugtighedsperiode måske har været medvirkende til en øgning af solens betydning i kulten. Netop i denne tid har spiralen sin største anvendelse som pryd på bronzealderens smykker og våben - ikke et tomt ornament, men solens tegn, der værnede mod onde magter og sikrede bærerne lykke. Da fugtighedsperioden var forbi, svandt solens betydning i religionen, og spiralen ophørte med at være dominerende ornament. Nu manglede man regn. Derfor sejler den store vandbeholder frem, som vi kender den fra Skallerupfundets kedelvogn, fulgt af gudinden med skålen. Begge er knyttet til regnmagi.

Selv om soldyrkelsen mister sin fremtrædende stilling i løbet af bronzealderen, så forsvinder den dog ingenlunde. Fremover gennem oldtiden og helt op til vore dage møder man stadig soltegnet, oftest som et hjul med fire eller flere eger (Fig. 2). Man dyrker stadig solens magt. En svag afglans heraf er i vor egen tid bevaret i solens dans pinsemorgen. Særlig ved forårs- og midsommertide har man mange steder i Norden og tilgrænsende egne mod syd videreført den frugtbarhedstro, der i bronzealderen var knyttet til solen, hvis kraft man søgte at øge og fremme på forskellig måde. Brændende hjul og skiver rullede man ned over bakkeskrænter eller kastede højt op i luften. Soltegnet, den flettede krans, hejses endnu overalt i vort land på forskellig måde over nybygninger ved rejsegilder, uden at nogen derved tænker på, at man fortsætter bronzealderens frugtbarhedskult.

En særlig kilde til belysning af oldtidens solkult har vi sandsynligvis i lappernes gamle gudedyrkelse, der holdt sig helt op til 17. og 18. århundrede, hvor den er nedtegnet af nidkære svenske præster og norske missionærer, der førte en hård udryddelseskrig mod den. Dette indslag i lappernes religion skyldes måske kontakten med nordboerne i et meget fjernt tidsrum. Som offer til solen henlagde lapperne, når de i tåge forvildede sig på fjeldet, en gennemhullet træskive, et hjul. Julemorgen hilste de solen og drak dens skål og tog derefter varsel om held eller uheld for det kommende år af dens skin på en messingring nedlagt i vand. Efter hjemkomsten drak de frugtbarhedsgudernes skål og bragte ofre til solen, offerdyrenes knogler henlagt i ring på et offerbord eller kød ophængt i en kredsbøjet vidjekvist, så den kunne kende sit offer gennem sit tegn. Ved midsommer ophængtes »solringe« af løv eller græs til solens ære.

Et sammenhæng mellem midvinters solhverv, gammel soltro og det kommende års frugtbarhed er helt op mod vore dage bevaret i de runde svenske julebrød, der prydedes med soltegnene: hjul og spiraler. De repræsenterede en fortættet kraft af det foregående års høst. Julebrødet blev gemt, og om våren blev det smuldret og udsået sammen med sædekornet for at sikre god høst, eller det uddeltes i små bidder til alle levende på gården, mennesker og dyr, på vårsåningens første dag.