Sørøverkrønikens sidste kapitel

I udkanten af Charlotte Amalie på Skt. Thomas – »hovedstaden« i det tidligere danske kolonirige i Vestindien – står der en ruin af en tårnlignende bygning, der kaldes »Sortskægs borg«. Sagnene slynger sig som vedbend om det frønnede tårn. Engang – fortælles det – var borgen tilholdssted for den frygtede sørøver kaptajn Sortskæg. Herfra holdt han udkig, og når spanske galeoner var i sigte, lod han dem entre. Vældige skatte blev ophobet i tårnets kælder. (Fig. 1.)

Af Erik Kjersgaard

Billede

Sortskæg var også meget kvindekær. Han giftede sig ofte – altid med purunge piger, men blev hurtigt træt af dem igen. Så lokkede han dem ned i kælderen, og medens de frydede sig ved skattene, lukkede han døren bag dem og lod dem dø af sult og tørst.

Her begynder de fleste vist at få en mistanke om, at de har hørt den historie før. Da handlede den bare om en fransk middelalder-ridder, der hed Rolf Blåskæg, og det er da også fortællingen om Blåskæg, der som et vandresagn har bredt sig til Vestindien.

Dette betyder dog ikke, at den berygtede kaptajn Sortskæg er en ren sagnfigur. Han har faktisk levet, og mange træk i den historiske overlevering om ham stemmer forbavsende godt overens med sagnet om Rolf Blåskæg. Det gælder endog hans udseende. Indbyggerne i den lille by Bath i Virginia så med egne øjne det sortskæggede hoved en novemberaften i 1718, da løjtnant Maynard løb ind i havnen med en lille slup. Skibet bar spor efter en nys overstået kamp, og under bovsprydet hang et frygteligt trofæ – hovedet af kaptajn Edward Teach!

Sortskæg alias Teach havde en lang karriere som sø-kriger bag sig. Under Den spanske Arvefølgekrig havde han kæmpet som kaper på engelsk side, og i øvrigt var han en velstående mand, der ejede plantager i Nordamerika. Men det gik med ham som med så mange andre. Da krigen var forbi kunne han ikke holde de fredelige tilstande ud, og i et par år gjorde han Amerikas kyster usikre – nu som en pirat, der overfaldt alt og alle.

Teach lagde stor vægt på sit udseende. Både det lange sorte hår og det lange skæg var knyttet i sirlige fletninger, og under kamp stak han brændende lunter fast i sin hat. Hans stærkeste våben var den terror, som selve synet af ham frembød, og der var de mest grufulde historier i omløb. En dag havde han således – for morskabs skyld – affyret sine pistoler i en bælgmørk kahyt, hvorved han skamskød en af sine egne mænd.

Disse og mange andre ting kan man læse om i en bog, der få år efter Teach’s voldsomme død udkom i London under navnet »A General History of the Pirates« – en beretning om sørøvere i almindelighed. Det fortælles også, at Teach – ligesom Rolf Blåskæg – giftede sig den ene gang efter den anden og altid med unge piger; men her hører ligheden med den gamle franske ridder også op, for Teach myrdede dog ikke sine koner. I stedet havde han en anden besynderlig vane: han lod sine kammerater voldtage dem, medens han selv så til.

I »General History« står der ikke ét ord hverken om Skt. Thomas eller »Sortskægs borg«, så dette må vi vel afskrive som sagn og digtning. For mere prosaiske iagttagere ligner »borgen« også de sørgelige rester af et vagt- eller udkigstårn. Hermed skal det dog ikke være sagt, at den danske koloni ikke havde en aktie i de vestindiske sørøver-historier; men det vil vi vende tilbage til senere.

(Fig. 3).

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1974:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.