Sørøverkrønikens sidste kapitel

Sortskæg var også meget kvindekær. Han giftede sig ofte - altid med purunge piger, men blev hurtigt træt af dem igen. Så lokkede han dem ned i kælderen, og medens de frydede sig ved skattene, lukkede han døren bag dem og lod dem dø af sult og tørst.

Her begynder de fleste vist at få en mistanke om, at de har hørt den historie før. Da handlede den bare om en fransk middelalder-ridder, der hed Rolf Blåskæg, og det er da også fortællingen om Blåskæg, der som et vandresagn har bredt sig til Vestindien.

Dette betyder dog ikke, at den berygtede kaptajn Sortskæg er en ren sagnfigur. Han har faktisk levet, og mange træk i den historiske overlevering om ham stemmer forbavsende godt overens med sagnet om Rolf Blåskæg. Det gælder endog hans udseende. Indbyggerne i den lille by Bath i Virginia så med egne øjne det sortskæggede hoved en novemberaften i 1718, da løjtnant Maynard løb ind i havnen med en lille slup. Skibet bar spor efter en nys overstået kamp, og under bovsprydet hang et frygteligt trofæ - hovedet af kaptajn Edward Teach!

Sortskæg alias Teach havde en lang karriere som sø-kriger bag sig. Under Den spanske Arvefølgekrig havde han kæmpet som kaper på engelsk side, og i øvrigt var han en velstående mand, der ejede plantager i Nordamerika. Men det gik med ham som med så mange andre. Da krigen var forbi kunne han ikke holde de fredelige tilstande ud, og i et par år gjorde han Amerikas kyster usikre - nu som en pirat, der overfaldt alt og alle.

Teach lagde stor vægt på sit udseende. Både det lange sorte hår og det lange skæg var knyttet i sirlige fletninger, og under kamp stak han brændende lunter fast i sin hat. Hans stærkeste våben var den terror, som selve synet af ham frembød, og der var de mest grufulde historier i omløb. En dag havde han således - for morskabs skyld - affyret sine pistoler i en bælgmørk kahyt, hvorved han skamskød en af sine egne mænd.

Disse og mange andre ting kan man læse om i en bog, der få år efter Teach's voldsomme død udkom i London under navnet »A General History of the Pirates« - en beretning om sørøvere i almindelighed. Det fortælles også, at Teach - ligesom Rolf Blåskæg - giftede sig den ene gang efter den anden og altid med unge piger; men her hører ligheden med den gamle franske ridder også op, for Teach myrdede dog ikke sine koner. I stedet havde han en anden besynderlig vane: han lod sine kammerater voldtage dem, medens han selv så til.

I »General History« står der ikke ét ord hverken om Skt. Thomas eller »Sortskægs borg«, så dette må vi vel afskrive som sagn og digtning. For mere prosaiske iagttagere ligner »borgen« også de sørgelige rester af et vagt- eller udkigstårn. Hermed skal det dog ikke være sagt, at den danske koloni ikke havde en aktie i de vestindiske sørøver-historier; men det vil vi vende tilbage til senere.

(Fig. 3).

Vi er nemlig ikke helt færdig med Teach endnu - eller med de legender, der knyttes til ham. Den mand, han morede sig med at lemlæste i sin kahyt, hed Israel Hands. Det navn har flere af os mødt i en helt anden sammenhæng - i Robert Louis Stevensons roman »Skatteøen«, hvor han ganske vist er sund og rask. Den historiske Israel Hands levede i 1720'erne i London som en stakkels invalid, der tiggede til livets ophold, og dermed forsvinder ethvert spor af ham. Han gik vel til grunde i storbyens underverden; men da Stevenson halvandet hundrede år senere skulle mønstre en besætning af tilstrækkeligt skumle personer til sin roman, fandt han navnet Israel Hands velegnet, og således gik det da til, at en forarmet og invalideret sørøver blev foreviget i verdenslitteraturen.

Beretningen om Edward Teach og hans mænd er i egentligste forstand en »sørøver-historie«. Den rummer ældgammelt fortællestof - sagnet om Blåskæg - og den har udviklet sig videre til en moderne roman. Som alle gode sagn-overleveringer er sørøverhistorierne befolket med et let genkendeligt figur-galleri. Sørøveren har træben og klap for det ene øje, huggert mellem tænderne og en pistol i hver hånd. Og i de rigtige sørøverhistorier går ganske få motiver igen og igen: man rydder dækket på en spansk galeon, fylder skibskisten med dubloner og graver herlighederne ned på en afsides ø, så flere hold skattejægere siden kan indlede et kapløb og tørne sammen i et forrygende slagsmål.

Således blev det beskrevet i vor barndoms bøger og skildret i vor barndoms amerikanske film, og herfra fik mangen tropfører sine ideer, når spejdernes terrænløb krævede en smule romantisk garniture. »Sørøverkort« er morsommere end målebordsblade, og en »begravet skat« lyder unægteligt mere spændende end en »papæske med en seddel i«.

Så meget om romantikken - nu til den begravede skat, for en sådan findes virkelig. I dette tilfælde er »den begravede skat« simpelthen de rigtige historier om de rigtige sørøvere - gemt under metertykke lag af anekdoter og tildigtninger. Både Israel Hands og Edward Teach har jo eksisteret, selv om »Skatteøen« er en roman og »Sortskægs borg« et udkigstårn.

(Fig. 4).

Der var engang en ung fransk læge, der hed Alexandre Olivier Exquemelin. Knap tyve år gammel udvandrede han fra Frankrig - lokket af gyldne drømme om en herlig fremtid i Amerika. Det var i midten af 1660'erne - lige på det tidspunkt, da Frankrig, England og Holland var i færd med at opbygge deres kolonier i Vestindien - Saint Domingue, Guadeloupe, Curacao, Jamaica, Barbados m.fl. Det spanske kolonirige i Mexico og Sydamerika var begyndt at give efter, og farvandene vrimlede med fribyttere - »filibustre«. Til tider modtog de et fransk, engelsk eller hollandsk kaperbrev og førte krig mod spanierne. Til andre tider drog de bare ud for at plyndre på egen hånd uden kaperbrev. Det gjorde ingen større forskel, for dette var Amerika - uden for lov og ret, og så længe Frankrig, England og Holland selv gjorde krav på spansk jord, lod man bare disse sørøvere tumle sig.

Da ingen andre havde brug for den unge Exquemelins færdigheder, sluttede han sig i 1667 til sørøverne, og i fire år anlagde han forbindinger og amputerede hænder, fødder, arme og ben på dem, der overlevede slagene. Det er altså ikke ganske usandt, at sørøverne på deres krop bar stærke spor af det risikable håndværk.

(Fig. 5)

Exquemelin var vistnok et pænt ungt menneske, der ikke brød sig ret meget
om sørøveri, og da han og hans kammerater i 1671 havde oplevet den skuffelse, at deres general-admiral Henry Morgan stak af for næsen af dem medbringende størstedelen af plyndringsgodset fra byen Panama, sagde han farvel til denne tilværelse og rejste hjem til Europa - fattig som da han kom, men en del erfaringer rigere. Siden ernærede han sig som læge på fredelige handelsskibe.

I 1678 udgav Exquemelin i Amsterdam en bog, der indeholdt hans erindringer fra ungdomsårene i Vestindien. Han kaldte den »De amerikanske Sørøvere«, og her fortalte han løst og fast - både om sine egne oplevelser og om andres. Han skildrede sin første chef Francois l'Olonnais fra Tortuga - en sadistisk franskmand, der havde heldet med sig, da han plyndrede spanske byer i Venezuela, men siden fik modgang og blev ædt af kannibaler. Denne udgang på historien frydede Exquemelin meget. Han fortalte om sin anden chef - englænderen Henry Morgan fra Jamaica, der organiserede sørøverkrigen og skabte armadaer af piratskibe. Ind imellem slagene havde han lyttet til sine kammerater, når de fortalte om deres tidligere oplevelser. Det var jævne bådsmandstyper med talent for at slås og for »at spinde en ende« - folk som Rock Brasilianeren, Bartholomeo Portugiseren, Alexandre med Jernarmen og flere andre. Han beskrev dem, både når de til søs hengav sig i dyb og inderlig bøn til Herren om at sende dem et spansk skib med mange rede penge ombord, og når de soldede gevinsten op i orgier af spiritus, kvinder og hasard.

(Fig. 6).

»De amerikanske Sørøvere« var en simpel og enkel bog, fortalt lige ud ad landevejen, spændende og livsnær. Den blev 1600-tallets måske største bestseller. Snart udkom den også på tysk, spansk, fransk og engelsk - på engelsk endda i mange udgaver. Publikum tog straks denne bog til sig og krævede flere sørøverhistorier; men da Exquemelin - beklageligvis - var blevet en lovlydig borger, der ikke længere befattede sig med den slags, måtte man finde andre forfattere.

Den engelske sørøver-kaptajn Basil Ringrose, der i årene 1679-81 opererede i Stillehavet, udsendte sin skibsjournal som en slags anden del; men kun få uger efter sin litterære debut døde han - med støvlerne på, må man sige, for han faldt under et stormløb mod en spansk by. En ny mand trådte til og skrev en fortsættelse til fortsættelsen - den franske adelsmand Raveneau de Lussan, der var i Stillehavet 1684-89.

Læserne blev stadig præsenteret for nye sørøverhelte: Coxon, Sawkins, Alleston, Cook, Grammont, de Graff - og for flere mærkelige historier. Hvem ville have gættet, at »Batchelor's Delight« - Ungkarlens Fryd, der var flagskib i Stillehavets lille piratflåde, i virkeligheden var et dansk handelsskib, som sørøverne havde opbragt ved Sierra Leone?

Et enkelt navn skal fremhæves her - Bartholomew Sharp. I perioder var han sørøverflådens »admiral« og Basil Ringrose omtaler ham som en myndig og duelig leder. Ikke alle havde dog så høje tanker om Sharp. En overgang blev han »afsat« som øverstkommanderende, og siden forsøgte besætningen at myrde ham. Helt galt blev det dog først, da Sharp i 1682 vovede at rejse hjem til England. Her blev han pågrebet og stillet for retten. Kun med nød og næppe blev han frikendt - af mangel på bevis. Heldigvis for Sharp havde Ringrose ikke udsendt sin bog endnu! Siden vendte Sharp tilbage til Vestindien, og her forsvandt han - næsten, for han dukkede op igen, men herom senere.

Endelig i 1720'erne udkom så »A General History of the Pirates« - sidste del af den efterhånden lange sørøverkrønike. Her var samlet henved fyrre korte beretninger om sørøvere, der havde gjort sig bemærket i de seneste to årtier. Forfatteren bar det tillidsvækkende navn »kaptajn Charles Johnson«, men dette er en mystifikation. Denne brave søulk har aldrig eksisteret, og man har gættet på, at »Charles Johnson i virkeligheden er en maskering for Daniel Defoe - forfatter til romanen »Robinson Crusoe«; men man ved intet med sikkerhed.

Til gengæld er der ikke noget som helst mystisk ved bogen selv. De fyrre sørøver-biografier er veldrejede, kontante og såre troværdige. Foruden Edward Teach møder man her berømtheder som Steed Bonnet, Bartholomew Roberts. Edward England og de kvindelige sørøvere Mary Read og Anne Bonny. (Fig. 7). Den mest kendte var dog nok William Kidd, der endte sine dage i en galge ved Themsen den 23. maj 1701; men hvis navn levede - og lever - i sagn og sange. I overleveringen står han som selve indbegrebet af den blodtørstige pirat, der ligefrem gravede sin bibel ned for ikke at skulle lytte til samvittighedens røst, og allerede dengang, da han blev indlemmet i »General History«, sang man den vise om ham, der på en dump, enstonig melodi - og foredraget med en uskolet, men kraftig stemme - endnu i dag hævder sig som den bedste af alle sørøverviser: »My name was captain Kidd, who has sailed, who has sailed…«

(Fig. 8).
(Fig. 9).

Verden har set sørøvere siden, og der er også blevet skrevet om dem; men den »rigtige« sørøver-krønike blev påbegyndt af Exquemelin og afrundet af »Charles Johnson«, hvem han så ellers var, og de begivenheder, der afspejles, lå inden for en ret kort periode på tres år. Hermed var klassikeren skabt - den læst, hvorover alle senere fortællere lige fra Voltaire til Rafael Sabatini har skåret deres sørøverhistorier.

I dette efterår udsender forlaget Wormianum - Skalks bedre halvdel - den første danske udgave af Exquemelins snart trehundrede år gamle bog om »De amerikanske Sørøvere« - den bog, der blev ophavet til alle de andre. Det er en kommenteret udgave, der er tilrettelagt af forfatteren til disse linjer, og - hvorfor nægte det? - opgaven har været spændende som et terrænløb efter et »sørøverkort«. Sporene førte mange steder hen, og der var flere overraskende fund undervejs. Kan det i øvrigt undre nogen, at jeg i daglig omgang med det brogede selskab af englændere, hollændere, spaniere, franskmænd, portugisere og folk af mange andre nationaliteter også spejdede efter landsmænd? Det er kendt, at Danmark i 1660'erne - lige på den tid, da sørøveriet blomstrede som aldrig før og siden i Det Caribiske Hav - kom med i kapløbet om kolonier derovre og erhvervede Skt. Thomas. Mon ikke også Danmark havde en lille andel i de begivenheder, der snart blev legendariske?

Exquemelin nævner ingen danske i »De amerikanske Sørøvere«; men han var en diskret mand, der nævnte få navne overhovedet. Sikkert er det dog, at han har mødt Jan Erasmus Reyning, for denne Reyning - en nederlandsk skipper, der ville kaldes kaper, ikke sørøver, selv om han var det - udgav i 1691 nogle surmulende erindringer, hvor han bebrejdede Exquemelin en række »misforståelser«. Blandt andet følte Reyning sig under anklage for at have været delagtig i Henry Morgans bedrageri over for mandskabet efter plyndringen af Panama. Denne beskyldning - hævdede Reyning - var en lodret løgn.

Reynings erindringer er en livløs og kedsommelig bog skrevet af en selvglad pralhals. Han kan næppe betegnes som noget synderligt værdifuldt fund; men han var faktisk en slags halv-dansker, idet hans fader var københavner af fødsel og stammede fra »en fattig, men ærlig familie«.

(Fig. 10).

Halv-dansker var også Nikolaj Esmit - ganske vist født i Holsten, men siden guvernør på Skt. Thomas. Hele hans ungdom og en stor del af hans manddom ligger hyllet i mørke, for da han dukkede op i København i 1679, vidste man intet andet om ham, end hvad han selv fortalte. Han havde været i Vestindien i tredive år, sagde han, og han havde gjort sig højt fortjent hos englænderne ved at deltage i deres kolonisation af Jamaica og Tortuga. På denne baggrund anbefalede han sig selv til den højtærede bestyrelse for Dansk vestindisk Kompagni, der ledte efter en egnet guvernør. Selv de meget få oplysninger, Esmit gav fra sig, burde have advaret bestyrelsen om, at der var noget galt.

Han havde medvirket ved kolonisationen af Jamaica - javel. Da halvdelen af Jamaicas befolkning på den tid var tobaksplantere og den anden halvdel fribyttere, var der halvtreds procents chance for, at Esmit var forhenværende sørøver. Men han havde også arbejdet på Tortuga, sagde han, og dermed er hans sørøverfortid ét hundrede procent sikker, for øen Tortuga nord for Haiti havde så at sige ingen anden funktion end den at være base for de mest hårdkogte fribyttere og slagsbrødre, der færdedes i Vestindien dengang. England og Frankrig gjorde begge krav på øen, og Nikolaj Esmits foresatte må have været Elias Watt, der i sin guvernørtid - 1655-1660 - gjorde sig bemærket ved overfald på Cuba, og Watt's efterfølger, en ryggesløs fransk eventyrer, der hed du Rausset, og som i 1665 blev afhentet af sine landsmænd og ført direkte til Bastillen i Paris.

Nikolaj Esmit havde gode grunde til at søge sig en sikker og indbringende retrætepost som guvernør på Skt. Thomas. Det var blevet dårlige tider for sørøveriet. Nok stod de franske havne stadig åbne for filibustrene; men England havde sluttet endelig fred med Spanien, og engelske fregatter jagtede piratskibene.

Dansk vestindisk Kompagni besluttede at sende Nikolaj Esmit til Skt. Thomas som guvernør og fik snart grund til at fortryde det. Esmit optrådte akkurat således, som man måtte forvente det af en gammel sørøver, der var kommet på den grønne gren. Han sov længe om morgenen, og når han endelig stod op, stoltserede han rundt med handsker og stok, slyngede om sig med de mest vanvittige og umulige ordrer, snød kompagniet og drak som en svamp. Desuden gik der ubehagelige rygter om, at han modtog fremmede skippere og gav dem danske skibspapirer. Sagt på en anden måde: Esmit lod sine gamle sørøver-kammerater sejle under Dannebrog!

De engelske guvernører på Jamaica og de andre øer stejlede. Nikolaj Esmit var simpelthen ved at gøre Skt. Thomas til et nyt Tortuga og direktørerne i Vestindisk Kompagni i København må have været på nervesammenbruddets rand. Skt. Thomas var en lille prik på landkortet. Et slag med den britiske løves pote - og der var ingen dansk koloni mere!

Men inden kompagniet og englænderne nåede at reagere, skete der - efter de bedste sørøver-traditioner - et guvernørskifte på Skt. Thomas. Adolph Esmit - Nikolajs lillebroder - lavede mytteri og indsatte sig selv som guvernør.

Netop på den tid blev Det Caribiske Hav hjemsøgt af en fransk sørøver, Jean Hamlin, der sejlede med sluppen »la Trompeuse«. Skibet levede virkelig op til sit navn - »den bedrageriske« - for Hamlin havde en egen evne til at forsvinde så at sige i det øjeblik, englænderne kom på skudhold. Over hele Det Caribiske Hav - og dele af Atlanterhavet - gik den vilde jagt på Jean Hamlin. Hvor i alverden blev han af? Han lå såmænd i bugten ved Skt. Thomas og solgte sit plyndringsgods til guvernøren.

Endelig i foråret 1683 løb et engelsk krigsskib ind foran rheden, hvor »la Trompeuse« lå for anker, og bredsiden drønede. Jean Hamlin forsøgte at besvare ilden, men havde for få folk og flygtede fra skibet. Englænderne lod det sprænge i luften og spurgte Adolph Esmit, hvor Hamlin var henne. Flygtet, lød svaret. Det var usandt. Jean Hamlin var stadig på Skt. Thomas og holdt sig skjult, til faren var drevet over.

Kort efter endte sørøver-vældet på Skt. Thomas. Hverken Dansk vestindisk Kompagni eller regeringen ville eller kunne holde hånden over folk som Nikolaj Esmit eller hans broder, og de blev begge hjemkaldt og stillet til regnskab for deres gerninger. Det er imidlertid typisk for hele situationen - og forholdene i Vestindien - at ingen af dem hjemfaldt til straf. Nikolaj Esmit endte sin omtumlede tilværelse som en stakkel, der spiste nådsens brød i Danmark. Adolph havde endnu en trumf i ærmet. Han fortalte en historie om en spansk sølv-last, der var sunket ved Skt. Thomas, og regeringen hoppede på limpinden og kastede sig ud i en skattejagt. Den var ganske forgæves. For det første lå skatten ikke ved Skt. Thomas, men ved Haiti, og for det andet var den allerede hævet.

Da brødrene Esmit takkede af - Adolph rejste til Kurland, og man hørte ikke mere til ham - endte Skt. Thomas’ korte historie som sørøver-base; men man var stadig ikke sørøverne kvit.

Vistnok i 1696 gik en ældre, noget handicapped, men velstående englænder i land på øen og købte en plantage, som han drev med syv negerslaver. Den daværende guvernør, Johan Lorentz, var mistænksom angående denne mystiske fremmede og lod ham arrestere - omtrent i det øjeblik, han var ved at snige sig ombord for at forlade Skt. Thomas igen.

Johan Lorentz havde fanget Bartholomew Sharp - den mand, der femten år før havde slået de spanske søkøbstæder ved Stillehavet med rædsel, helten i Basil Ringrose's afsnit af sørøverkrøniken.

Lorentz var selv noget skræmt over sin fangst og tilbød den danske regering at sende ham til København, for skønt lam på hænder og fødder var Sharp stadig meget veltalende og kunne sætte hele kolonien på den anden ende med sin skarpe tunge; men - som regeringen meget fornuftigt resolverede - var den invalide gamle sørøver ikke nogen nytte til på Bremerholm, så det var nok bedst, at han blev siddende i fortet på Skt. Thomas. Og her endte Sharp da formentlig sit dådrige liv - opvartet af en sort slavinde, han havde fået lov til at beholde.

Mærkeligt nok skulle Johan Lorentz møde endnu en af sørøverkrønikens legendariske skikkelser - William Kidd, omend han aldrig så ham ansigt til ansigt. Kidd ankrede op ud for Skt. Thomas i april 1699, sendte en chalup ind og lod forespørge, om han her ville være i fred for engelske udleveringskrav.

Kidd synes - gennem sin parlamentær - at have givet Lorentz en meget grundig redegørelse for sin sag. Han var absolut ikke sørøver - tværtimod. Han var en hæderlig skipper fra New York, der af sin guvernør - jarlen af Bellomont - var blevet opfordret til at jage sørøvere ved Madagascar. Desværre havde udbyttet været ringe, og under hårdt pres fra sin besætning var Kidd gået med til, at man kaprede to skibe. Eftersom England var i krig med Frankrig, og eftersom det var skibe, der sejlede med franske skibspapirer, var der altså tale om kapring - ikke om røveri.

Kidd tiggede og bad Johan Lorentz om at sætte sig i forbindelse med Bellomont og forklare sagens rette sammenhæng, men Lorentz var kun opsat på én ting - ikke at blive rodet ind i noget.

Kidd lettede anker og sejlede væk. Nogen tid efter blev han arresteret i Boston og ført til England. I retten forsvarede han sig med netop de argumenter, han havde fremført på Skt. Thomas. Dommerne lyttede ikke til ham. For visse politiske årsagers skyld dødsdømte de William Kidd som pirat, og snart hang hans lig - surret i jernlænker - i Tilbury ved Themsen som en advarsel til de søfarende.

(Fig. 11).

Man kan ikke se bort fra, at guvernør Johan Lorentz på Skt. Thomas, hvis han havde haft en smule mere civilcourage, kunne have givet William Kidd asyl og hindret et justitsmord, for at dommen over Kidd var et justitsmord, er ingen mere i tvivl om.

(Fig. 12).

Men hvem ville til gengæld i dag have husket William Kidd, hvis sagen var ebbet ud og Kidd blevet genforenet med sin respektable familie i New York? Ingen. Og ingen ville have kunnet synge den grusomme vise om kaptajn Kidd - om piratens letvundne rigdom, om Newgate-fængslet og køreturen i bøddelens kærre til Execution Dock ved Themsen - »where we must stand the shock and die«.

Måske var det den passive og frygtsomme guvernør Lorentz på Skt. Thomas, der af bar skræk for fribyttere og sørøvere kom til at bidrage mest til legenden om dem, for havde Kidd fået asyl på øen, var han rimeligvis aldrig blevet dømt - og visen aldrig digtet.

Exquemelin, der overlevede mange pirater - også kaptajn Kidd - kunne have skrevet en slutning på sin bog om »De amerikanske Sørøvere«, der handlede om Skt. Thomas - en lillebitte dansk ø i den nordøstlige udkant af Det Caribiske Hav. Han gjorde det bare ikke, men overlod det til andre at føre krøniken videre - Ringrose, de Lussan, Charles Johnson og Erik Kjersgaard.