Sølv i mund

I oldgræsk mytologi finder vi sagnet om færgemanden Karon, der havde til opgave at fragte de dødes sjæle over floden Styx til underverdenen, hvilket først kunne ske, når legemet var dækket af jord. Som færgeløn fik han en mønt, der lagdes under tungen på den afdøde. Denne skik, at medgive den døde mønter eller andre værdigenstande i munden, har tidligt bredt sig over store dele af Europa. Til Danmark nåede den omkring vor tidsregnings begyndelse, og den levede videre længe efter kristendommens indførelse, ja stedvis helt op i forrige århundrede. At også vikingerne kendte og benyttede den, har vi for nylig på slående måde fået dokumenteret gennem fund fra gravpladsen ved landsbyen Stengade på Nordlangeland. Karonsgaver blev her påvist i hele tre tilfælde. I det ene var genstanden en ravperle, i det andet en angelsaksisk mønt indsvøbt i et lille stykke tøj. Det tredje fund slog alle rekorder: 15 arabiske sølvmønter – en hel lille formue – tuttet sammen og stukket i munden på en ca. 40-årig mand. Var der noget særligt ved ham? I hvert fald ligger beløbet langt over Karons sædvanlige honorar.

Af Jørgen Skaarup

Billede


Hvordan kommer nu mønter fra så fjerne hjemsteder i munden på langelændere? Jo vi befinder os som sagt i vikingetiden, de barske århundreder, hvor langskib efter langskib stævnede ud fra nordiske farvande mod fremmede kyster, hvorfra de – som Adam af Bremen skriver – »hjemførte ved sørøveri, hvad andre lande så rigt frembragte«. Det blev for resten ikke ved sørøveriet alene. I løbet af 8-900-årene erobrede danskere og nordmænd store landområder i England, Irland og Frankrig, og svenske vikinger åbnede gennem de russiske floder nye handelsveje til det østromerske kejserrige og den arabiske stormagt. Følgerne af denne voldsomme ekspansion blev i Norden en stærk opblomstring af handel og håndværk med øget velstand, der dog hovedsageligt kom de øverste lag i det klassedelte vikingesamfund til gode. (Fig. 1). I samtidens litterære kilder og de noget senere sagaberetninger er det især tidens fornemme, vi hører om. Konger, høvdinge og stormænd har altid interesseret historieskrivere mest, småkårsfolkene ofres der ikke mange ord – og endnu mindre de ufri, trællene, vikingesamfundets lidet agtede, men uundværlige underste klasse. Arkæologien er mere demokratisk. Nok viser den os rige skattefund og fornemt udstyrede grave, som må tilskrives de ovennævnte standspersoner, men den glemmer ikke, at der også var ganske almindelige mennesker. Under vore ældste købstæder, Århus, Viborg og Ribe, er fundet rester af datidens bysamfund, præget af jævne borgeres dagligdag, og rundt om i landet er vi stødt på vikingebøndernes landsbyer. Stengade-gravpladsen må have hørt til en af disse sidste. Nu kan man vel ikke sige, at fundet af en håndfuld arabiske mønter virker særlig provinsielt, og graven med den ofrede træl (omtalt Skalk 1972:1) leder heller ikke tanken hen på livet om gadekæret. Alligevel – trods disse og andre spændende detaljer – er det tydeligt, at her har vi vikingetiden på et jævnere plan, end vi kender fra historiebøgerne. Det er i øvrigt første gang, en plads af denne art har kunnet undersøges i sin helhed.

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1974:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.