Søjlegåden

Sagnet fortæller, at Skt Laurentius, som er kirkens skytshelgen, også var dens bygmester, men en trold ødelagde arbejdet for ham. De to, Laurentius og trolden, sluttede så en slags kontrakt: trolden påtog sig at bygge kirken, til gengæld skulle Laurentius gætte hans navn eller bøde med sine to øjne. En aften, da helgenen vandrer hvileløs på marken, hører han fra jorden troldkællingen skænde på sin unge og nævne »far Finn«. Laurentius glæder sig, han har jo vundet (omend ved snyderi), og han tøver ikke med at meddele det til trolden. Denne raser. Sammen med konen og barnet graver han sig frem til kirkens krypt for at omstyrte bygningen, men her forvandles alle til sten.

Højt op i tiden troede selv lærde folk, at figurerne virkelig forestillede familien Finn, med andre ord, at billederne illustrerede sagnet. I virkeligheden forholder det sig sikkert omvendt, sagnet er opstået på grund af søjlefigurerne. Men hvad forestiller de så? Der er givet mangfoldige forklaringer. Det skulle være Samson - og igen Samson, denne gang med Dalila i sit skød. (Var det ellers ikke omvendt?). Det skulle være Jakin og Boas, de to søjler i Salomons tempel. Kristus, som i underverdenen forløser Adam i et barns skikkelse. Laurentius og Maria med barnet. Samson og Lazarus i Abrahams skød. Bygmesteren, hans hustru og barn. O.s.v., o.s.v.

Hvad angår søjlernes alder, er meningerne omtrent lige så delte. Her spænder dateringerne fra første halvdel af 1100-årene, over 1300-årene og helt ned til Adam van Düren, det vil sige 1500-årene.

Kan vi bringe en smule orden i al denne forvirring? Her møder vi straks en hindring: det kan ikke fastslås, om søjlerne står på oprindelig plads eller i oprindelig sammenhæng. Baser og kapitæler taler ved deres forskellighed højt om ændringer i krypten; de kan altså ikke bruges til datering, vi er alene henvist til figurerne. En anden vanskelighed er, at skikkelserne tydeligt er hugget op. Især er det gået ud over den stående figur, hvor næsten hele den oprindelige overflade er skrællet af. Søjlerne er af sandsten, så det har ikke været svært.

Den stående mand, der er ca 170 cm høj, har intet ansigt; næsen, overskægget og munden er slået bort, kun øjnene står som tomme huler. Det tvedelte fuldskæg er formodentlig ophuggerens værk. Håret er grusomt bearbejdet, det falder i tykke glatte pølser ned over skulderen, hvor det ender i klumper; man ser let, at alt dette er sekundært. Hverken på hænder, ben eller klædedragt er levnet så meget som en kvadratmillimeter af oprindelig overflade. Et forsøg på datering skulle under disse omstændigheder synes håbløst.

Heldigvis har den barbar, som i 1700-årene så grundigt »forbedrede« figuren, efterladt nogle få oprindelige spor, nok til, at man kan placere skulpturen i den romanske stilperiode. Gør man sig den ulejlighed at stå op på en skammel og kigge vor mand oven i hovedet, viser det sig, at der er bevaret en lille klat oprindelig hårvækst bagtil og over panden. Her ses de originale hårvulster, smalle og fint skrårillede, helt forskellige fra ophuggerens grove frembringelser. Det er den slags spinkle lokker, som er karakteristiske for Madonna'er og krucifiksfigurer fra 1000- og 1100-årene. Nederst har de løbet ud i store snoninger eller krøller, det er dem ophuggeren har lavet til klumper. (Fig. 2)

Manden er iført en halv- eller trekvartlang opslidset kjortel med trompetærmer, hvorunder man skimter smalle ærmer af en underklædning. Den samme dragt møder vi på talrige af vore døbefonte og på Ribe Kathoveddørs tympanon (se Skalk 1973:3). Så vidt jeg kan se, ligger dateringen smukt fast i 1100-tallet. Snarest omkring 1150.

Men hvem er han, den stående mand med de dybe tomme øjenhuler, klamrende sig til en søjle? Er der andre muligheder end Samson, tempelstyrteren med de udstukne øjne? Jamen kan de to øjengruber ikke være sekundære, gravet af en ondskabsfuld lutheraner eller af ophuggeren? Jo det er en mulighed, men ikke særlig sandsynlig. Bunden af hulerne er glat og jævn, uden spor af grove mejsler, men med enkelte mærker efter pikhammer eller spidsmejsel, de redskaber som den oprindelige kunstner har brugt. Og mon ophuggeren, der har set det som sin opgave at gøre figurerne så præsentable som muligt, ville have hugget øjnene ud? Samson har før været nævnt som en mulighed. Nu må han være kommet for at blive.

Vi forlader israelitternes stærke mand og går til den anden figurgruppe, der bortset fra ansigterne ikke er ophugget af betydning. Gruppen, der kun er 75 cm høj, forestiller en stor person med en vældig bagdel, siddende på hug foran søjlen og forenet med den, dels ved bæltet, dels ved et bånd, som holdes i hænderne. Mellem tyksakken og søjleskaftet spræller en mindre person, der med sin højre hånd tager et forsvarligt greb i den stores hår. Begge figurer har haft en flot og fyldig hårvækst, men er nu nærmest skaldede oven i hovedet. Dragterne svarer til Samson-figurens og kan som denne henføres til 1100-årene. Bælterne, der holder tøjet sammen, har på rygsiden runde skiver, der karakteriserer dem som styrkebælter - også et træk, der peger mod 1100-tallet, måske nærmest dets første halvdel. Har Samsons bælte set ligesådan ud, før den usalige ophugger kom til med sin mejsel? (Fig. 3)

De to små figurer er altså ikke moder og barn, som så mange har ment. Begge er mænd - stærke mænd - der slås. Når den ene er blevet så lille, kan det skyldes, at stenblokken ikke gav plads for mere. Men måske skulle han ikke være større. Vi mangler mig bekendt forudsætninger for at forklare den mærkelige brydekamp, hvor den store ikke griber i den lille, men presser ham mod søjleskaftet, mens han selv bliver revet i håret. At fremstillingerne på de to søjler har relation til hinanden turde være indlysende. Findes der i Samson-legenden noget, som kan passe på de to brydere? Jeg har ikke kunnet finde det.

Min personlige opfattelse af de to figurgrupper er, at de står som symboler på godt og ondt, den rolige kraft over for kiven og striden. Det er den evige antitese i middelalderens billedverden - fra den store Jellingsten og overalt i den kristne kirke.