Snorre Sturlasons beretning om slaget ved Svold

Snorre skriver:

Kong Olav lod blæse alle sine skibe sammen. De blev lagt sådan, at Ormen Lange lå midt i flåden med Tranen på den ene side og Ormen Korte på den anden. Kong Olav stod i løftingen på Ormen, højt over de andre. Med sit forgyldte skjold, sin røde guldhjelm og den korte, røde kappe over brynjen var han let kendelig fra de andre mænd. Da han så mærkerne blive rejst og skibene flokke sig om hver sit høvdingebanner, spurgte han: »Hvem er føreren for den flok, som er lige foran os?« De sagde ham, at det var kong Sven Tveskæg med danehæren. Kongen sagde: »De krystere er jeg ikke bange for; mod ejer danskerne ikke. Men hvem er høvding for dem, som samler sig om mærket der ude til højre« De sagde ham, at det var kong Olof med svenskerne. Kong Olav sagde: »Det var bedre for svenskerne, om de var blevet siddende hjemme og slikke deres blotboller i stedet for at gå mod Ormen under nordmændenes våben. Men hvem ejer de store skibe der ude til bagbords for danerne?« »Det er Erik Håkonsson Jarl«, var svaret. »Han synes vel, han har god grund til at møde os«, sagde kong Olav, »og der kan vi vente os en hård dyst. De er nordmænd som vi selv«.

Så roede kongerne til angreb. Blodet randt. Krigerne i stavnen på de to Orme og Tranen kastede ankre og entrehager over i kong Svens skibe. De kunne bruge våbnene ovenfra og huggede ned for fode og ryddede skib efter skib. Kong Sven og de af hans folk, som slap fra dem, flygtede over på andre skibe og trak sig uden for skudvidde. Olof Svenskekonge lagde så til i stedet; men så snart, de kom storskibene nær, gik det dem ikke bedre end danskerne. Men Erik Jarl lagde sin Barde ind til det yderste skib i Olavs flåde og ryddede det. Så kappede han tovet mellem det og det næste, og sloges til det var ryddet. Danskerne og svenskerne vovede sig da atter inden for skudvidde.

Striden voksede i vildskab, mange faldt, og til sidst var alle kong Olavs skibe ryddet med undtagelse af Ormen Lange. Alle de af hans mænd, som endnu var våbenføre, havde samlet sig der.

Der blev hugget både med økse og med sværd og kastet med spyd og med alt, som kunne bruges som kastevåben; nogle skød med bue eller kastede pile med hånden. Der fløj så mange våben mod Ormen, at man knapt kunne dække sig med skjoldet. Kong Olavs mænd blev så vilde og gale, at de sprang op på rælingen. Mange af dem glemte, at de ikke var på landjorden, og gik udenbords.

Bag i krapperummet på Ormen stod Ejnar Tambeskælver. Han skød med bue og skød hårdere end nogen anden. Da sagde jarlen til sin bedste bueskytte: »Skyd den store mand, der står deroppe i krapperummet«. - Pilen traf midt på Ejnars bue - og den sprang i to stykker. Da sagde kong Olav: »Hvad var det, som brast så højt?« Ejnar svarede: »Norge af din hånd, konge«.

Kong Olav Tryggvason stod i løftingen på Ormen og skød næsten uafbrudt, snart med bue og snart med kastespyd og altid to ad gangen. En af mændene sagde: »Vore sværd er sløvede og mange er brækket«. Da gik kongen ned i forrummet, hvor højsædekisten stod, lukkede den op og tog mange hvasse sværd ud, som han fordelte til mændene. Men da han tog ned i kisten med højre hånd, så de, at der randt blod ned under brynjeærmet.

På grund af det store mandefald på Ormen var der nu blevet tomt ved rælingerne. Det benyttede jarlens mænd sig af og trængte op både her og der. Kampen samlede sig nu i rummet omkring løftingen. Men nu var der kommet så mange af jarlens folk op på Ormen, som der var plads til - og af forsvarerne var der ikke mange igen. Det varede ikke længe, før de var faldet næsten alle sammen. Kong Olav selv og Kolbjørn Staller sprang over bord, hver på sin side af skibet. Kongen holdt skjoldet over sig og dykkede under vandet.

Men den vendiske snekke roede bort, tilbage til Vendland, og det rygte bredte sig snart, at kong Olav skulle have krænget brynjen af sig og være svømmet under vandet bort fra langskibene og derfra til vendersnekken.