Smeden fra Lejre

Gravpladsen, som i sit nærmeste nabolag har den store høj Grydehøj og resterne af landets største skibssætning, skuffede heller ikke denne gang. Gravene var endda rigere på gods, end vi før har oplevet det. Når en af dem her skal udmærkes, er det dog ikke for sin rigdoms skyld. Den indeholdt en lille ringnål og tre store forrustede jernstykker. Det varede noget, før det gik op for os, at et af dem var en tang. At det andet måtte være en hammer, kunne vi gætte os til. Det tredje blev først afsløret på konserveringsanstalten: En fil. Om den dødes profession hersker der altså ingen tvivl; han har været smed.

Det er ikke almindeligt, at oldtidens mennesker i gravene røber deres erhverv; men netop smeden danner en undtagelse. Der kendes nogle få danske smedegrave, men denne er ene om at repræsentere vikingetiden. Ellers er det fund i mark og mose af hengemt værktøj, der har lært os vikingesmedens redskaber at kende. Sammen med nogle billeder hugget i sten og spredte omtaler i sagn og saga danner de det spinkle grundlag for vore forestillinger om de mænd, der blandt andet skabte vikingetidens berømte og over store dele af Europa frygtede sværd.

Inden for metalhåndværkene har der i vikingetiden været en specialisering, som ikke er meget forskellig fra den, vi kender nutildags. Der har været grovsmede og kleinsmede, guld-, sølv- og bronzesmede. På de sidstnævntes duelighed blev der fundet udmærkede eksempler i grave, som lå tæt op ad smedegraven. Lejresmeden selv har nærmest tilhørt førstnævnte klasse, for selv om hans smedehammer er lille, så er filen til gengæld stor og grov og kan næppe have været anvendt til finere arbejde.

(Fig. 2).

Det har begrænset vikingesmedens kundekreds, at de fleste sikkert har kunnet klare sig selv, hvad det lettere smedearbejde angår; på større gårde har man vel ligefrem haft en smedje, hvor man har kunnet udøve denne husflid. Men i vanskelige situationer måtte fagmanden træde til. Det er et spørgsmål, om ikke fastboende smede har været forbeholdt de større byer; landsbyerne kan være blevet betjent af omrejsende håndværkere. Med sikkerhed vides det, at stormænd har haft lønnede smede i deres brød; ikke mindst kongerne havde brug for sådanne folk til at holde våbenkamrene forsynede - derpå kender sagaerne eksempler. Om Sven Estridsøn fortælles det, at han havde fire værksteder, jern-, sølv-, guld- og stensmedje, og dertil havde han dygtige mestre. Desværre vil ingen undersøgelse af Lejresmedens møre knogler kunne afgøre, om han har været kongelig embedsmand, hvad findestedet frister til at tro.

Smeden kan være træl; men han kan også være af fornem herkomst. Arbejdet som sådant har nydt den største agtelse, og det er vel også grunden til, at smeden ene af oldtidens håndværkere tager sine redskaber med sig til den verden, som ligger hinsides graven. Mest anset var våbensmeden og guldsmeden, hvad man godt forstår, når man gennem fundene får indblik i vikingetidens formåen inden for de to fagområder. Vikingernes glæde ved våben er forståelig og har givet sig mange udtryk. Et godt sværd fik sit eget navn og var eftertragtet. En islandsk saga fortæller om den store helt og tvekampsmand Midtfjords-Skegge, at han engang på et vikingetog kom til Danmark. Han drog da til Lejre, til Rolf Krakes høj, som han opbrød »og tog bort kong Rolfs sværd, Skofnung. Det er det bedste sværd, der er kommet til Island«.

Der kom tider, da der ikke længere stod den samme glans om smeden og hans produkter, men helt mistede han ikke sit gamle omdømme. Mærkeligt nok pådrog han sig i tidens løb ry for at kunne mere end fadervor; men det hænger muligvis sammen med middelalderens håndfaste forestilling om djævel og helvede. Man kan tænke sig, at en stakkels synder i et beskænket øjeblik har kunnet forveksle den sorte mand ved essen med en anden person, til hvis arbejde der også hører tænger og gloende ild.

(Fig. 3).

Tegninger: J. Aarup Jensen