Små mærkelige mænd

På en god fast klump rav, der nylig er pløjet op af den vestsjællandske Åmose, er der indridset fem små menneskefigurer. Det er groft tegnede skikkelser med små, noget kantede hoveder, tunge skraverede kroppe, arme og ben. Om køn og klædedragt kan der vistnok diskuteres, men det er da i hvert fald mennesker, der er afbildet - jægere eller fiskere, der har ligget på lur her ved Sindalsgård siden den ældre stenalders dage. (Fig. 1)

Af Mogens Ørsnæs

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst.

Og godt er det i grunden i tidens enkle streg at møde disse tobenede menneskevæsener, hvis ting og sager jo befolker museernes montrer. Om ikke vi nu og da fik et sådan håndtegnet visitkort, kunne mennesket bag de mange genstande af flint og sten og hen let blive et postulat.

Den lille gruppe jægere på ravsmykket fra Sindalsgård, der i øvrigt kun måler 6,5 cm i højden, er i nær familie med andre, velkendte tegninger på en urokseknogle fra Rymarksgård. Her møder vi atter fem skikkelser, set dels fra siden, dels forfra. De er nok så omhyggeligt tegnede, og ser ud til at være klædt i knælange kapper eller kofter, hvis to kanter er samlet foran. Også dette stykke er hentet op af Sjællands fundrige tørvejord. Det skete i 1940, og siden da har Rymarksgårdstykkets beskedne figurer måttet vandre ud og ind af samtlige videnskabelige og populærvidenskabelige værker om Danmarks oldtid: det ældste billede af mennesker i Danmark, og det eneste der har kunnet sige lidt - omend kun lidt - om stenalderjægerens beklædning. Med det nyfundne ravsmykkes billede rykker da en lille, tiltrængt forstærkning frem, og mon ikke der herefter kunne bevilges Rymarksgårdfolkene en enkelt fridag i ny og næ. Skalk lader i hvert fald den lille familie boltre sig frit på forsiden af dette hefte. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2. Urokseknoglen fra Rymarksgård

Sindalsgårdstykkets ornamentik er ret typisk for den ældre stenalders kunst. Imellem let indridsede liniemønstre i overfladen af ben eller rav tager et dyrehovede eller et menneskes skikkelse med eet form. Helheden i motivet karakteriseres flygtigt uden hang til detailler. Det er jægerens kunst. Den er set med øjne, derer vant til i et nu at ane konturerne af skikkelser i et dalstrøgs tåge eller i skovtykningen. Det er en flygtig kunst. Som den strejfende jægers liv. Og sikkert intimt forbundet med jægerens erhverv også derved, at billederne har givet magisk kraft og magt til de ting, der prydes. De indridsede dekorationstegn har som en billedskrift haft deres værdi. Vi aner det, når vi eksempelvis ser på andre af datidens menneskefremstil linger. Foruden billeder som de ovenfor omtalte, findes der "mennesketegn", hvis betydning kun kan forstås, når man fra stykke til stykke følger motivernes gradvise forenkling, stilisering. Det er fristende at tro, at også andre af kunstens rene liniemønstre har vakt forestillinger og følelser hos tidens mennesker udover de æstetiske. På eengang umiddelbar og idémættet, impressionistisk og abstrakt, var stenalderjægerens kunst. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3. Ingen billedtekst.

Et andet nyfundet billede af oldtidsmennesker stammer fra Fodby præstegårds have i Sydsjælland, hvor det fremkom nu i sommer. Det er en lille, blå glasskive, bare 2 cm i diameter, hvis overside giver plads til tre indgraverede mandspersoner.

Det er skæggede herrer, tilsyneladende med sværd ved siden. Hovederne ses i profil, hvilket just ikke forskønner ansigterne, og figurerne er anbragt således, at de to personer nidstirrer den tredie, uden at denne dog på nogen måde slår blikket ned. Det er en ret barsk og uvenlig gruppe, der dog formildes ved, at de implicerede tilsyneladende holder hinanden i hånden. Stykket stammer fra den yngre jernalder, og er i grunden lige så karakteristisk for sin tid, som Sindalsgårdbilledet var det for den ældre stenalder. Men det er unægtelig en ganske anden verden vi møder herved oldtidens slutning. (Fig. 4).

Billede

Fig. 4. Ingen billedtekst.

Sådanne smykkesten med fordybet dekoration kaldes "gemmer" (af det latinske ord for ædelsten "gemma"), og formen er som navnet oprindelig en antik frembringelse. Fodbystykket tilhører imidlertid en særlig gruppe gemmer, der i den arkæologiske litteratur går under betegnelsen "Als-gemmer". Det første eksemplar af disse mørkeblå glastabletter, i hvis lysere overflade der er indgraveret menneskefigurer, fandtes nemlig på øen Als. Siden er mange andre kommet til, og af de ca. 60 gemmer, der i dag kendes, er kun 8 fundet i Danmark. De øvrige er spredt vidt omkring: Norge, Sverige, Tyskland, Italien, Holland, og en enkelt kendes fra Rusland. Men stærkest samler fundene sig i Holland i området omkring Elbmundingen, og i værksteder her er Alsgemmerne formentlig blevet til. De aktive handelsmænd på den frisiske kyst kan vel så i første række have bidraget til deres spredning.

Det er sagt, at stykkerne er fra den yngre jernalder - så meget står fast, men nogen nærmere datering er vanskelig at give. Flere udenlandske Alsgemmer findes indfattet som smykkesten på kirkeligt inventar: bogbind, pragtkors, relikvieskrin, og de ældste af disse stykker er fra 800 til 1000-tallet, men andre er væsentlig yngre. Alsgemmerne kan dog meget vel være ældre end selv det ældste af dette kirkegods, og en nær lighed mellem gemmernes figurkomposition og billederne på en række danske guldhængesmykker sandsynliggør måske, at de er blevet til i 7.- 8. århundrede efter Kr.f.

På et par af disse hængesmykker - såkaldte guldbrakteater - er skikkelsen til venstre, der vender sig imod de to andre, forsynet med vinger. Dette billede virker klassisk—romersk. Deter sejrsgudinden Victoria, der rækker sejrens krans imod kejseren, og det er muligvis dette motiv, der i forvansket form møder os på Fodbygemmet. Men der er også andre muligheder. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. Ingen billedtekst.

Flere Alsgemmer afbilder over figurerne stjerne og kors. På andre er disse tegn blevet forvansket til et per spinkle grene, men lad os holde fast ved stjernen og korset. De symboler genfindes nemlig på en række kristelige amuletmedailloner, der produceres i Italien i 6.- 7. århundrede. Her afbildes iøvrigt en velkendt julekrybbescene: Jomfru Maria med Jesusbarnet sidder til venstre i billedet med ansigtet vendt imod tre, stående, ens tegnede mandsfigurer, de hellige tre konger. Når vi nu i Holland, hvor Alsgemmerne synes at være opfundet og fabrikeret, har gemmer med ialt fire personer, hvoraf de tre vender front imod den fjerde, og når vi her har både stjernen og korset, er det nærliggende at se gemmernes billeder som en kopi af det kristne motiv.

Den formentlig hedenske kunstner har blot ikke anet, hvad billedet hentydede til. Det lille Jesusbarn er helt blevet overset, og Maria er erstattet af en mandsfigur med fuldskæg og sabel. Ikke underligt, at den ene af de tre hellige mænd siden blev vist ud til højre, og at stjerne og kors forvanskedes og endelig udelodes.

Et amuletmotiv kan simpelthen være overtaget, uden at indholdet fulgte med. Man vidste blot at det gemte på stærke kræfter. Og så blev der rettet lidt på det, for det var ikke kvinder og børn, man satte sin lid til i Nordeuropa i århundrederne lige før vikingetiden. De skæggede våbenbrødre på Fodbygemmet var mere i overensstemmeIse med tidens liv og tro. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6. Ingen billedtekst.