Slidsten

Det særlige ved hjulploven er, at den har muldfjæl; den kan vende jorden, ikke blot bryde den som den anden fra moserne kendte plovform »arden«, der helt selvfølgelig må anses for den ældste af de to. Man skulle vente, at et så revolutionerende fremskridt hurtigt var slået igennem, men ardfund på ardfund dukkede op, af oldtidshjulplove var der stadig kun den ene. Lidt efter lidt spirede mistanken frem. Den gamle tidsbestemmelse, tilvejebragt på et ikke alt for sikkert grundlag, kunne være forkert. En ny datering, foretaget inden for de seneste år med kulstof 14-metoden, har givet tvivlerne ret. Tømmerby-ploven er ikke fra oldtiden, den stammer snarest fra begyndelsen af 1600-årene.

Nu må man ikke tro, at Tømmerby-ploven dermed er ude af billedet; den er stadig værd at interessere sig for, og det vil vi gøre i det følgende – med særligt henblik på den mærkelige stenbeslåning. Den er for resten slet ikke så mærkelig! Ser man nærmere på stenene, opdager man, at de er meget stærkt slidt, og at slides var netop deres funktion. De er anbragt for at forlænge træstykkets levetid, ganske som når man under 2. verdenskrig slog metalsøm under skosålerne for at skåne læderet. Slidstenene er altså udtryk for sparsommelighed, men det kan man nu sige om alt ved datidens landbrugsredskaber, der sjældent var købt for penge, men fremstillet af bonden selv i gårdens huggehus. Endnu i 1840’erne havde mange kun træting: træskovle, trægrebe, træharver med trætænder. Også plovene var af træ bortset fra de allervigtigste dele, skæret og langjernet. Løbet (den del af ploven, der ligger umiddelbart bag skæret) var på den ene side beskyttet af muldfjælen, men venstresiden (landsiden) var udækket og stærkt udsat for slid. Her indsattes slidstenene. For os i dag kan det synes mærkeligt, at det kunne betale sig at forlænge en simpel træplovs levetid på en så besværlig måde, men det må det altså have kunnet.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen har i sin bog »Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv« gengivet flere optegnelser om brug af slidsten. Fra Haslum sydvest for Randers hører vi, at »på landsiden af ploven borede de huller med naver (et stort bor) og satte sten ind, for at det skulle ikke slide for meget«. Og fra Ramten på Djursland berettes, at jern var kun sjældent brugt forhen, men plovhælen (løbet) og vognfælgene »var for sliddets skyld forsynede med mange inddrevne sten«. I Vedsted ved Åbybro, hvor de ligeledes brugte træplove, slog de »tit en sten ind på båst (det tykke sted på akslen, som hjulet gik imod), for at hjulet ikke skulle slide sig for meget ind«. – Også andre end Tang Kristensen har været opmærksom på fænomenet. Således bemærkede C. Dalgas og J. C. Hald, der i 1824 foretog en rejse i Randers amt, at træplove især fandtes på Syddjursland, og de noterede sig, at bønderne for at mindske sliddet indsatte småsten i løbet. Det synes at fremgå, at egnens stenethed her har spillet en rolle. Slidstenene skulle mindske skadevirkningen af de i jorden værende sten (fig. 2).