Slaget ved Svold

Når begivenheden står så stærkt prentet i vor bevidsthed, skyldes det dog ikke alene den store fortæller Snorre, men først og fremmest den mystik, der omgiver den. Hvad blev der af Olav? Druknede han, eller reddede han livet, som nogle mener? Og hvor stod slaget? Hvor ligger Svold ? Det er dette sidste spørgsmål, som her skal tages op til overvejelse.

De sparsomme oplysninger, som star til rådighed for spørgsmålets opklaring, er for nemheds skyld samlet i hosstående skema, hvor også kildernes alder er angivet. Man ser her det mærkelige, at mens Øresund fra først af nævnes som stedet, hvor det skete, så mener de sene kilder - fra slutningen af 1100- og begyndelsen af 1200-tallet - at begivenheden fandt sted ved Rygen, og det er først nu på dette sene tidspunkt, at navnet Svold dukker op. - Hvordan kan dette gå til? (fig. 1).

Adam af Bremen skriver sin hamburgske krønike ca. 75 år efter Svolderslaget. Han fortæller selv, at han har sine oplysninger fra den daværende danske konge Sven Estridsøn. Denne var dattersøn af Sven Tveskæg, en af slagets hovedpersoner, så hans ord i denne sag har vægt. Mester Adam fortæller, at den svenske konge og Sven Tveskæg blev venner. »Men da nordmandenes konge Olav Tryggvason hørte om kongernes forbund, blev han vred på Sven. Han samlede derfor en talrig flåde og holdt slag med danernes konge. Dette skete mellem Skåne og Sjælland, hvor kongerne plejede at udkæmpe søtræfninger. Overfarten over Det baltiske Hav er kort ved Helsingborg, hvor Sjælland kan ses fra Skåne, og der har sørøverne et yndet tilflugtssted. Der stødte de sammen, og nordmændene besejredes og blev drevet på flugt af danerne. Kong Olav, som skæbnen lod alene tilbage, styrtede sig i havet og fandt et endeligt, som var hans levned værdigt«.

Adams oplysning, at slaget stod ved Helsingborg, skal muligvis tages i lidt vid betydning. De skjalde, som - formentlig ret kort efter år 1000 - formede deres vers over begivenheden, mener i hvert fald at vide, at skuepladsen var ved en holm, så det ser ud, som det er sydligere i sundet, man skal søge. Det må vel være denne holm, som for de yngre skribenter er blevet til øen Svold. Hvordan den har fået dette navn, og hvordan stedet er blevet forlagt til Venden, er af den svenske historiker Lauritz Weibull søgt forklaret ved henvisning til et andet skjaldekvad, som tilskrives en sønnesøn af Egil Skallagrimsson, og som formentlig er blevet til omkring midten af 1000-tallet. Der omtales heri et slag ved »Svolders munding«; men der er intet i beretningen, som bevidner, at det er den berømmelige kamp mellem kongerne, der sigtes til. Det har senere tiders sagaskrivere imidlertid troet, og derved er misforståelsen opstået. At der ved Rygen har eksisteret en lokalitet ved navn Svold kan ikke betvivles - om den er der sikre, senere efterretninger - og dertil er trekongeslaget altså blevet forlagt. En medvirkende årsag til forlægningen kan være, at Olav vistnok har haft ærinde i Venden på den rejse, der fik den for ham så ulykkelige udgang.

Opmærksomheden må altså rettes mod Øresund og - om skjaldene taler sandt - mod en ø i Øresund. Her er mulighedernes antal jo begrænset.

For at komme videre er det bedst at kende lidt til sagens forhistorie. Om den er de forskellige kilder naturligvis heller ikke enige, og det er vanskeligt at udrede trådene. På en eller anden måde synes der at stå kvindelige intriger bag, men hvem der i øvrigt var krigens anstifter, er usikkert. Det kan derimod anses for nogenlunde sikkert, at Olavs modstandere var et forbund, som foruden danskekongen Sven Tveskæg omfattede den svenske konge Olof Skötkonung og nordmanden Erik Jarl. De tre mødes med deres skibe og passer Olav op. Hvor? Ja altså sandsynligvis ved en af de tre øer i Øresund. Øen Hven er en mulighed, men den kan næppe have været noget ideelt skjulested for en flåde af betydelig størrelse. Opholdet må have været af nogen varighed. Det har taget tid at samle skibene, og en vis ventetid må man vel også regne med. Store forsyninger af fødevarer har der skullet til for at opretholde liv og kampmod hos krigerne. Snarere kan man tænke sig flåden gemt af vejen i sundet mellem Sjælland og Amager, hvor der var læ for vejret og egnet ankerplads. Her ved fiskerlejet Havn (det senere København) med direkte forbindelse til Svens hovedstad Roskilde har der været bedst mulighed for at skaffe hæren de nødvendige forsyninger. Olav er da blevet antastet, da han passerede Saltholm, og her har vi så holmen, som skjaldene nævner - holmen i det brede sund, som siden ved en misforståelse blev til øen Svold.

En enkelt linje hos Snorre henlægger Svold til Venden, men derudover er der i hans lange redegørelse mange træk, som udmærket kan passe på forholdene i Øresund, og som måske kan være en rest af en oprindelig beretning. Han fortæller om de tre sammensvorne, at de havde aftalt, »at de ville vente på kong Olav ved en ø, der hedder Svold, og at jarlen skulle mage det sådan, at de dér kunne møde ham«. (Jarlen er jomsvikingen Sigvald Jarl, som foregiver venskab med Olav Tryggvason, men som altså i virkeligheden går hans fjenders ærinde). Jarlen råber fra sit skib over til kongeskibet: »Jeg ved bedst, hvor der er dybest i sundet mellem øerne«. På den måde lokker han Olav med sig ind mellem øerne (som kan være Amager og Saltholm). En skude ror ud til jarlen, og han får nu at vide, »at danekongens hær lå der i havnen lige foran dem«. - Skulle »havnen« være byen Havn, som senere blev Danmarks hovedstad?

Og nu følger beretningen om, hvordan de sammensvorne fra deres udkikspost ser skibene komme. Hver gang et stort skib dukker op, tror de at se Ormen Lange, men stadig skuffes de. Omsider kommer fire skibe og blandt dem en svær drage med meget guld på. Men heller ikke det er Ormen. Da får de øje på tre vældige skibe og efter dem kommer et fjerde. Det er Ormen Lange, og nu indledes det slag, der indtager en så central plads i Danmarks ældste historie.