Slægt efter slægt

Billedet viser arbejdet på Møllegårdsmarken ved Broholm. Her foretog den fynske herremand udgravninger i årene 1876- 81. Hans undersøgelser var brillant gennemførte, og hans to berømte bøger om Broholmegnens forhistorie giver klar og rolig besked om den metodiske omhu under arbejdet. Han afgravede jorden lagvis i lange bænke af passende bredde, først med skovl og spade, men dybere nede, hvor urnerne stod, med håndredskaber. Alt blev omhyggeligt indmålt og sagerne optaget med samme omsorg.

Møllegårdsmarken gemmer en af Danmarks største gravpladser. Den har været i brug gennem meget lang tid, nemlig vor tidsregnings fire første århundreder, den romerske jernalder. Sehested nåede at optage og registrere i alt 381 urner og brandpletter med deres indhold af brændte ben. Til sine oldsager havde han bygget et museumshus ved slottet, og her blev fundene behandlet og udstillet. Ved Sehesteds død i 1882 standsede arbejdet på den endnu langtfra udtømte gravplads, og siden har det hvilet, også efter 1938, da Fyns Stiftsmuseum overtog de broholmske samlinger fra bronze- og jernalder.

(Fig. 2).

Men efter sidste verdenskrig blev det klart, at gravningerne måtte genoptages. (Fig. 3). Efterkrigstidens mekanisering af landbruget, den dybtgående traktorpløjning, de tunge mejetærskere, er blevet en skarp trussel mod gravene, hvis bunde i reglen står i en dybde af kun ca. 60 cm under markfladen. At faren er overhængende, blev erkendt af Broholms nuværende ejer, stamhusbesidder J. Sehested, som derfor med stor imødekommenhed gav sit minde til, at Fyns Stiftsmuseum optog nye udgravninger.

I september 1959 fandt den første sted. Der blev lagt en knap 60 m lang grøft, 4-5 m bred, på en strækning, hvor grænsen for Sehesteds felter skulle rammes, hvis da hans store opmålingsplan var korrekt. Det var den. Lidt inden for det nyanlagte felt tegnede sig en skarp stribe i undergrundsleret. Den viste østgrænsen for de gamle gravninger. Og så gik det slag i slag med fundene. Urnegrave og brandpletter myldrede frem. De stod i uregelmæssige klynger, som ikke viser nogen fast orden i anbringelsen. Men kun sjældent havde en yngre grav ved nedsættelsen bragt forstyrrelse i en ældre, så det er muligt, at gravene på en eller anden måde har været afmærket over jorden. Dog er der ingen sikre spor fundet heraf.

I september og oktober 1960 førtes undersøgelserne videre. Resultaterne var betydelige. I alt er der under de to kampagner fremkommet 286 gravfund. Lægger man dette tal til Sehesteds 381, har pladsen til dato givet 667 grave, og grænsen for nekropolen synes endnu langtfra nået.

Bedre end lange forklaringer giver billederne et indtryk af urnegraves og brandpletters opmarch. Førstnævnte er i øvrigt langt i overtal. Det ses, at gravene er nedsat i skellet mellem muld og undergrund. Billederne viser også den medtagne tilstand, de fleste lerkar afdækkedes i. På over halvdelen er den øverste rand - eller måske endnu mere af karret - bortpløjet. Frostens hårde bid og de tunge markredskaber i opblødt høst- og vårmuld har reduceret næsten alle lerkarrene til små ruinhobe. Alligevel må hvert enkelt gravfund omhyggeligt renses, og hvert enkelt skår bliver naturligvis pillet fra. Urnen er fyldt med brændte ben og dækkende jord. Når skårene er samlet fra, bliver blokken af ben og jord så vidt muligt i hel tilstand indbragt til museet. Herinde i laboratoriet er fingrene ikke stive og kolde, og her kan man fraskille og frasolde de smådele af metal, glas m.m., som er dele af den bållagtes udstyr, og som sammen med den dødes brændte ben er lagt i urnen.

I enkelte tilfælde optog vi jordblokke, der omsluttede en særlig velbevaret eller interessant grav. Blokken blev omstøbt med gips og en kasse tømret omkring den. Indbragt til museet blev blokken åbnet nedefra, bundjorden fjernet, et gipslag her støbt på som fremtidig bund for præparatet, hvorefter kassen vendtes om til behandling ovenfra.

(Fig. 4). Det må være indlysende for enhver, at gennemgangen og restaureringen af en så vældig mængde fund, som dem der her er gravet frem, kræver lang tid, og at resultater i enkeltheder knap nok kan fremlægges endnu. Som helhed er fundene tilsyneladende ensartede, uden megen variation, men også kun tilsyneladende. I virkeligheden kan man iagttage en mængde nuancer inden for de enkelte gravtyper. Det er også klart, at når gravpladsen rummer grave fra fortsat nedlægning gennem fire hundrede år, så vil modens gradvise skiften inden for dette lange tidsrum afspejle sig i oldsagsformernes ændrede udseende. Det gælder i første linie lerkarrene, men det gælder også nåle, spænder, ringe og andre af de små oldsager, vi finder i urnerne. En så stor mængde veloplyste gravfund fra een plads bliver da et skatkammer for den arkæologiske forskning. For dateringen af den romerske jernalders underperioder og deres oldsagsformer vil gravpladsen på Møllegårdsmarken komme til at spille en meget vigtig rolle - når først den er fuldt udgravet, og den langvarige behandling af de enkelte fund er til ende.

I dette forår - efter at ovenstående punktum var sat - blev spaden igen stukket i Møllegårdsmarken. En tilvækst på 133 grave har bragt det samlede tal op på 800. Blandt de nye grave er pladsens første og hidtil eneste jordfæstegrav - fra omkring år 300, rigt udstyret med gravgaver af guld, sølv og glas.