Skrivekunstens fremskridt

»Vi er stødt på sten«. Omtrent således lyder i reglen de fundmeldinger, som indgår til museerne, og den melding, som indløb til Aalborg historiske Museum fra Lundegårde i Nøvling dannede ingen undtagelse. Sådanne henvendelser kan dække over mangt og meget. Erfaringen viser, at man gør klogt i ikke at spænde forventningerne for højt; men der er naturligvis undtagelser.

Af Oscar Marseen

De sten, som Lundegårds ejer Bent Kjærgaard Nielsen var stødt på, viste sig at høre til en oldtidsgrav, og den ene grav blev til flere - blev til en gravplads. Kjærgaard Nielsen var interesseret i en nærmere undersøgelse, og museet var det ikke mindre. Grave fra tiden 200-400 efter Kristi fødsel (yngre romersk jernalder) er mærkværdigt sjældne i Nordjylland, mens der på øerne er ikke alene mange, men også overordentlig rige fund.

Gravpladsen ligger på en bakketop mellem tre høje. Under udgravningen i den forløbne sommer blev 20 grave undersøgt. Gravningen vil blive videreført næste år, og så vil det forhåbentlig lykkes at fastslå pladsens størrelse og udstrækning, som endnu står hen i det uvisse.

Det billede af en slægt eller bygd, som kan erhverves gennem undersøgelse af dens kirkegård, må nødvendigvis blive ensidigt; men inden for den givne begrænsning må man sige, at fundet her belyser samfundet godt. Her var rige grave, fattige grave, tomme grave, barnegrave; her var et afvekslende udvalg af befolkningens ejendele og gode oplysninger om skik og brug. Ikke mindst det sidste er interessant. At der - dengang som nu - har fundet ceremonier sted i forbindelse med begravelse er sikkert og fremgår klart af fundene. Mellem gravene fandtes flere stensatte ildsteder, en aflang bålgrube og to af ler byggede arnesteder af en form, der ledte tanken hen på det, som i sagalitteraturen benævnes »langild«. Man vil måske mene, at de ikke behøver at være samtidig med gravene, men det er de nu nok alligevel. I den ene langild stod to lerkar af samme type som karrene fra selve gravene. I samtlige graves fyld var der mange trækulspartikler, som sandsynligst må stamme fra bål, der har været tændt ved begravelsen. For udgraveren var der ingen tvivl, det var, som fornemmede han, at røgduften endnu hang over gravpladsen. Det, vi her er stødt på, er da heller ikke ganske ukendt. Bade fra den forudgående del af jernalderen og fra den yngre periode, vikingetid, ved vi, at der ved slige lejligheder har været holdt en slags gravgilde, hvor den døde er blevet skænket sin part af måltidet. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1
RUNEFIBULAEN

BIÞAWARIJAR TALGIÞ(I)
- på nutidsdansk: BEDVER SKAR (Bedver må være runeristerens navn). Tydningen af indskriften skyldes runologen Erik Moltke.

Bevaringsforholdene var desværre ikke særlig gode. Jordbunden var sådan, at der kun i enkelte tilfælde var lidt af skelettet tilbage. Det kunne dog fastslås, at de døde har ligget udstrakt på ryggen med hovedet mod vest. Heller ikke metallet i gravene var altid lige velbevaret; sølv for eksempel var blevet til et blåligt pulver. Denne sidstnævnte regel havde dog een undtagelse og en særdeles heldig undtagelse.

I en kvindegrav, den rigeste af samtlige grave, fandtes lige neden for skulderpartiet resterne af en såkaldt rosetfibula, en lidt prangende og pompøs dragtnål af sølv med guldbelægning. Den var meget medtaget og delvis forvandlet til det omtalte blålige pulver. Bevaret var nogle af rosetterne, guldbelægningen samt den brede nåleskede. På den var indridset 19 tydelige og letlæselige runetegn. Det må være de magiske runer, der har bevaret netop nåleskeden. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2
UDVALG AF GENSTANDE FRA GRAVPLADSEN

TERNINGFORMET GENSTAND AF BRÆNDT LER
REKONSTRUKTIONSFORSLAG GARNVINDE

SKÅR MED »STJERGNER« OG KORSFORMEDE MÆRKER

LERKAR FRA ILDSTED

LERKAR FRA GRAV

Ved hver af kvindens skuldre lå en perlekæde; den ene med perler af rav, den anden med glasperler. I gravens fodende stod to lerkar og en øse eller si af bronze. Graven var helt dækket af store sten.

Det vil føre for vidt at omtale gravgodset fra de øvrige grave i enkeltheder. I flæng kan nævnes: Lerkar, jernknive, jernspyd, glasperler og spiralfingerringe af guld. En enkelt mærkelig genstand må dog fremhæves. Det er den lille terningformede og fra alle sider gennemborede genstand, som billedet viser. Den lå i fodenden af en grav sammen med en tenvægt (spindesten), nogle glasperler samt fire små jernnagler. De sidste er sandsynligvis fra et nu bortsmuldret træskrin, hvori det hele har ligget.

Ornamentikken på lerkarrene er ikke særlig opsigtsvækkende: enkle streger og geometriske mønstre. Men på et af karrene dukker et interessant motiv op: stjerne eller sol med et kors under. At disse tegn skyldes påvirkning udenlands fra, må anses for rimeligt; men her har de nok kun tjent dekorative formål. Mærkeligt er det dog at møde korset her, længe før kristen tid i Danmark.

I gravpladsens fire barnegrave var der ingen knogler bevaret; men i hver af dem var nedsat et lille lerkar, og i en lå der tillige to små glasperler. Oldtidsbarnegrave er forholdsvis sjældne, måske fordi man ikke har taget de små afdøde så højtideligt, men kulet dem mere tilfældigt ned. Dog må man huske, at de spinkle barneskeletter let går til grunde, så hvis der ikke er medgivet gravgods, kan det være svært at skelne barnegrave fra de mere eller mindre tilfældige gruber og nedgravninger, som findes næsten overalt. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3
Det ser ud, som om stenene i gravene er anbragt mere for gravgavernes skyld end for de dødes. Hvor der er sten, er der altid noget under dem; er der ingen sten, er der heller intet gravgods - eller i det højeste et lerkar.

De tre plantegninger viser tre grave med forskelligt indhold af sten. Stenrammen på det midterste billede er fremkommet ved, at man har fyldt sten ned omkring en plankekiste Den er nu forsvundet, men kan spores gennem aftryk i gravens bund.

Hvad udgravningen ved Lundegård har givet, er således en række spredte indblik i et lille jernaldersamfunds højtidsskik og daglige liv. Hovedinteressen samler sig naturligt om fundet af runerne, og den Bedver, som nævner sig selv i indskriften, bliver hermed historiens hovedperson. På den tid har runeskriften netop fået indpas i Norden. Teksterne er endnu få og fåmælte; de består i langt de fleste tilfælde blot af et enkelt ord, et navn. Bedver har føjet to ord sammen til en sætning, og det er dog altid begyndelsen til en litteratur.