
Skrivekunstens fremskridt
»Vi er stødt på sten«. Omtrent således lyder i reglen de fundmeldinger, som indgår til museerne, og den melding, som indløb til Aalborg historiske Museum fra Lundegårde i Nøvling dannede ingen undtagelse. Sådanne henvendelser kan dække over mangt og meget. Erfaringen viser, at man gør klogt i ikke at spænde forventningerne for højt; men der er naturligvis undtagelser.
Af Oscar Marseen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

De sten, som Lundegårds ejer Bent Kjærgaard Nielsen var stødt på, viste sig at høre til en oldtidsgrav, og den ene grav blev til flere – blev til en gravplads. Kjærgaard Nielsen var interesseret i en nærmere undersøgelse, og museet var det ikke mindre. Grave fra tiden 200-400 efter Kristi fødsel (yngre romersk jernalder) er mærkværdigt sjældne i Nordjylland, mens der på øerne er ikke alene mange, men også overordentlig rige fund.
Gravpladsen ligger på en bakketop mellem tre høje. Under udgravningen i den forløbne sommer blev 20 grave undersøgt. Gravningen vil blive videreført næste år, og så vil det forhåbentlig lykkes at fastslå pladsens størrelse og udstrækning, som endnu står hen i det uvisse.
Det billede af en slægt eller bygd, som kan erhverves gennem undersøgelse af dens kirkegård, må nødvendigvis blive ensidigt; men inden for den givne begrænsning må man sige, at fundet her belyser samfundet godt. Her var rige grave, fattige grave, tomme grave, barnegrave; her var et afvekslende udvalg af befolkningens ejendele og gode oplysninger om skik og brug. Ikke mindst det sidste er interessant. At der – dengang som nu – har fundet ceremonier sted i forbindelse med begravelse er sikkert og fremgår klart af fundene. Mellem gravene fandtes flere stensatte ildsteder, en aflang bålgrube og to af ler byggede arnesteder af en form, der ledte tanken hen på det, som i sagalitteraturen benævnes »langild«. Man vil måske mene, at de ikke behøver at være samtidig med gravene, men det er de nu nok alligevel. I den ene langild stod to lerkar af samme type som karrene fra selve gravene. I samtlige graves fyld var der mange trækulspartikler, som sandsynligst må stamme fra bål, der har været tændt ved begravelsen. For udgraveren var der ingen tvivl, det var, som fornemmede han, at røgduften endnu hang over gravpladsen. Det, vi her er stødt på, er da heller ikke ganske ukendt. Bade fra den forudgående del af jernalderen og fra den yngre periode, vikingetid, ved vi, at der ved slige lejligheder har været holdt en slags gravgilde, hvor den døde er blevet skænket sin part af måltidet.
Udgave: Skalk 1963:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
