Skrællinger

De islandske sagaer er vor vigtigste kilde til viden om nordboernes fremtrængen i Nordatlanten. Her hører vi også om deres møde med »skrællingerne« - sådan kaldte nordboerne de indfødte, som de efterhånden traf på. Ud fra arkæologisk viden kan skrællingerne nøjere bestemmes som tre forskellige folkeslag.

Af Redaktionen

Under Erik den Rødes kolonisering af Grønland finder nordboerne spor af skrællinger, der før har beboet landet. Det drejer sig om boligtomter, redskaber o. lign. Disse uddøde eller udvandrede skrællinger var Dorset folket, en gammel særpræget eskimoisk kultur.

På Vinlandsfærderne træffer nordboerne beslægtede Dorset eskimoer. Stedet, hvor mødet finder sted, er antagelig Newfoundland. De sejler i skindbåde med dobbeltårer, og de skræmmer nordboerne med »valslynger«, stænger med en fastgjort »bold, som nærmest lignede en fårevom«, og som eksploderede med et fælt skrald. Dette må være Dorset folkets blære-spyd med den oppustede fangeblære. De brugte ikke bue og pil.

Andetsteds traf nordboerne buebevæbnede folk. Erik Rødes søn Thorvald får en pil i tarmene og dør. Dette er antagelig sket blandt indianske stammer i den dybe fjord Lake Melville på Labradors østkyst. Herfra kommer utvivlsomt en bemærkelsesværdig pilespids af indiansk type, der er fundet ved udgravning af kirkegården ved Sandnæs i Grønland. En nordbo har bragt den hjem fra en Vinlandsfærd - som souvenir eller siddende i kroppen. Måske Thorvald?

Den tredie gruppe af skrællinger bliver nordboernes skæbne. To-tre århundreder efter Erik Rødes tid dukker de op nordpå i Grønland, breder sig over nordboernes fangstfelter, truer bygderne. Det var Thulekulturens eskimoer, store hvalfangere, nutidsgrønlændernes forfædre.

Kolonisation 1
Mens svenske vikinger søgte østpå, langs Ruslands floder til Det Kaspiske Hav og videre til det fjerne Baghdad, så tilfredsstillede nordmændene deres eventyrlyst mod vest. Fra sparsomme skriftlige kilder kender vi hovedtrækkene i de storslåede nordatlantiske opdagelsesrejser.

År 800-900
»Grim Kamban hed en mand. Han bosatte sig først af alle på Færøerne i Harald Hårfagers tid. Da forlod mange landet på grund af kongens magtbegær«. Blandt dem var også Nadd-Odd. På en rejse kom han ud af kurs og nåede Island. Han bosatte sig dog ikke der. Det gjorde først (år 870) en anden nordmand, den landflygtige Ingolf Arnarson. Da han på udrejsen fik landet i sigte kastede han sine højsædestøtter i havet. Hvor de drev ind byggede han gården Reykjavik. I de følgende år blev Island befolket.

900-1000
En islandsk bonde, Erik kaldet »den Røde«, blev idømt tre års landflygtighed for drab. Han drog vestpå for at finde et land, som en anden søfarer tidligere havde haft i sigte. Han fandt det og bosatte sig der (år 982). Det nye land gav han det tillokkende navn Grønland. Da de tre år var gået, rejste han hjem, men kun for snart at vende tilbage i spidsen for en flåde på 35 skibe. Kun 14 nåede frem, men andre fulgte. Kolonisterne slog sig ned på Grønlands vestkyst i to bygder, Østerbygd mod syd (ved Julianehåb) og Vesterbygd mod nord (ved Godthåb). Østerbygd var størst; den kom med tiden til at omfatte ca 190 gårde, 12 kirker og 2 klostre.

År 1000
Under et ophold i Norge gik Erik den Rødes søn Leif (den Lykkelige) over til kristendommen. På hjemvejen til Grønland kom han for langt mod vest. Der opdagede han et ukendt land, som han kaldte Vinland, fordi han fandt vinstokke og druer. Så vendte han hjem til Eriks gård, med sit fund og sin nye tro.

1000-1200
Nye Vinlandsrejser fulgte. Nordboerne fór hårdt frem mod de indfødte og fik råt for usødet. Om varig kolonisation på det amerikanske fastland blev der ikke tale.

1200-1400
Atlanterhavskolonierne var først selvstændige, men gav sig siden under den norske konge - og fulgte med, da Norge og Danmark forenedes. Mens kolonierne pa Færøerne og Island klarede sig, kom de grønlandske bygder efterhånden i vanskeligheder takket være de nordfra kommende eskimoer (»skrællinger«, som nordboerne kaldte dem). I midten af 1300-tallet overfaldt og udslettede de Vesterbygden.

Efter 1400
I året 1410 forlod et dansk skib Grønland, som i de følgende to århundreder var helt uden forbindelse med moderlandene; de havde nok i deres eget. Da - i 1605 - et skib igen kom til landet, eksisterede Østerbygden ikke mere. Nordboerne døde og tog deres viden om Vinland med i graven. Men omtrent på det tidspunkt, da det skete, stod tre karaveller ud på et nyt berømmeligt togt mod vest.

Nordboer
Nordboernes fem århundreder i bygderne »Ved Verdens Ende« var een lang begivenhedsrig kamp for tilværelsen. Men historiens lys når kun glimtvis til Grønland, og da kastes det i værdig sagastil på navnkundige personer og dådrige begivenheder. Forbigået og i mørke ligger det daglige trælse liv på gårdene, på fjældet og på fjordene.

Vor viden om menigmand er gravet op. (Læs derom i Poul Nørlunds strålende bog: »De gamle Nordbobygder ved Verdens Ende«). Der er afdækket gårde, kirker og klostre, ja endog et bispesæde; centrum i 11- 200-tallets rige bygd på 3-4000 mennesker. Til bispesædet hørte domkirken Gardar. I en grav her fandtes den skønne krumstav af hvalrostand, som er vist ovenfor.

Nogle gårde var sæde for stormænd. De ligger i de græsrige dale, ofte ved fjordene. Gårdenes beboelseshuse er sammenbyggede i store komplekser, nogle med staldene lagt under samme tag. Det lunede for både folk og fæ. En snes køer, nogle heste og et par tusinde får var nordbobondens grundlag. Dertil fangsten: Rener, sæler, hvalros og bjørn samt fisk. Spredt i indlandets dale og op under bræerne lå smågårde. Her var tilværelsen så hård, så monoton og så ensom, at vi næppe kan forestille os det.

Hvordan nordboerne gik klædt fremgår af en række dragtfund fra en kirkegårds frosne jord. Disse dragter med strudhætter er i bedste overensstemmelse med europæisk mode i 13-1400-tallet og viser altså, at forbindelsen østpå blev holdt vedlige. På fjordgårdene, som Erik Rødes gård Brattalid, dukkede handelsskibe op nogenlunde regelmæssigt indtil ca 1400. De bragte velkomne varer. I Europa værdsatte man til gengæld grønlandske produkter: det grove, men varme vadmelsklæde, hvalrossens elfenbenstænder og dens hud, der gav det bedste materiale til tovværk. Og til konger og andre stormænd kunne der ikke gives bedre gaver end en jagtfalk eller en hvid bjørn oppe fra verdens isbundne afgrunde.