Skræddersyet

Der er steder på jorden, blandt de mindre udviklede folk, hvor kvinderne i den grad lever deres eget liv, at de også tildels har deres eget sprog. Der er endnu flere steder, hvor kønnene hver for sig har eneret på forskellige arbejder; men skulle i så tilfælde en mand tvungen af omstændighederne gøre kvindearbejde, så vil han selvfølgelig også anvende kvindernes fremgangsmåde. Til tider går det dog anderledes. Mange af os husker vist, hvordan de ældre skolebøger i historie, som begrundelse for lægekunstens ringe fremgang i middelalderen, fremførte, at den var i hænderne på kvinderne, og deres behandling var baseret på husråd, ikke på systematisk tænkning. Nå, systematisk tænkning på lægekunstens område førte nu langt op i tiden til de forunderligste resultater, så der er måske ikke sket så megen skade derved. Noget andet er, at der den dag i dag, her i Danmark, på et centralt område indenfor arbejdet med tekstiler er to forskellige måder at gribe en sag an, alt eftersom det er en mand eller en kvinde, der har med det at gøre. Nu ved vi jo, at vore samlinger af middelalderdragter fra Grønland er enestående, og vore bronzealderdragter har kunnet danne grundlag for en doktorafhandling, men det er væsentlig kvinder, der har beskæftiget sig med tekstilerne i vore museer, og måske er det derfor, at de ikke har gjort opmærksom på, at der er noget, der kan gøres bedre af mænd. Det, jeg tænker på, er selve syningen i hånden; der anvender en kvinde oplært af kvinder een håndbevægelse og en mand oplært af mænd, dvs. de professionelle skræddere, en helt anden bevægelse af hånden. (Fig. 1)

Af Chr. Waagepetersen