Skræddersyet

Når vor mor ikke har adgang til en symaskine, så sætter hun et fingerbøl, en lille kapsel udrustet med småfordybninger i toppen, på langfingeren. Med spidsen af fingeren prikker hun ved en bevægelse af langfingeren ind mod håndfladen nålen gennem stoffet. Nu kan man, prøv selv, til denne bevægelse kun anvende fingerens muskler på en ikke særlig fordelagtig måde, hvis der skal lidt kraft til at få nålen gennem stoffet, og følgen er da også, at de fleste kvinder vægrer sig ved at sy i et stykke stof, der er for hårdt. Der er som sagt kun een måde at sy på, når man er kvinde. (Fig. 2)

En professionel skrædder derimod, han sætter på langfingerens yderste led en syring, en forholdsvis bred ring med små fordybninger i siden, og han prikker ikke nålen gennem stoffet, men slår den med siden af fingeren langs med sig. Denne bevægelse har betydelig mere kraft, fordi han kan anvende musklerne, der bevæger hele hånden i håndleddet. Følgen er da også, at en dygtig skrædder kan sy op mod 70 sting i minuttet, noget jeg stærkt tvivler om, at en kvinde kan gøre med den typisk kvindelige bevægelse af hånden. Forskellen gælder ikke alene de lange, lige sømme, men også en ting som knaphuller, der af skrædderen sys fra den ene ende, mens hans kvindelige medhjælp syr dem fra den modsatte. En erfaren tilskærer, der var vant til at oplære både piger og drenge i den ædle skrædderkunst, fortalte mig da også, at han foretrak drenge som lærlinge. Pigerne havde lært at sy i skolen, og det var meget vanskeligt, at vænne dem af med den specielt kvindelige bevægelse, mens drengene, der ikke havde været under håndarbejdslærerindernes indflydelse, langt hurtigere lærte at sy på skræddermaner og komme op på de store hastigheder.

Nu er problemet, hvorfor og hvornår denne forskel i symetoder er fremkommet? Da man bruger to forskellige redskaber, fingerbøllet og syringen, til de to symetoder, så burde jordfundene give nogen forklaring. Her er blot en fejlkilde: kvindesyning har øjensynligt altid været almindeligt husarbejde, og derfor er redskaberne tilstede i betydeligt større antal, end hvis det havde været håndværksarbejde. De professionelle håndværkeres redskaber træffes altid kun i forsvindende ringe omfang. Der er bunker af middelalderlige økser til brændehugning, træfældning osv. bevaret rundtom i vore museer, men mig bekendt findes der ikke et eneste høvlblad og det på trods af, at vi i vore kirker kan se, at høvlen i høj grad har været i brug herhjemme; forresten har vi da også de 3 høvle fra oldtiden, fra Viemosefundet. Summa: fordi vi kun kender fingerbøl fra middelalderen, kan vi ikke slutte, at syringen ikke har været i brug.

For spørgsmålet om symetodernes alder og oprindelse kan det være af interesse at se, hvordan håndværkerne syr i beslægtede stoffer. Sejlmageren må bruge hele håndfladen for at presse nålen gennem det svære stof, og han bruger derfor en sejlmager-handske med en jernplade indvendig i hånden. Skomageren bruger slet ikke nål, når han syr såler på skoene, hans tråd er gjort stiv med voks eller beg, og med et bestemt tag har han snoet en svinebørste ind i begge ender af den. Med sylen i den højre hånd stikker han hul i læderet; så bliver trådens spidser, fra begge sider, stukket gennem hullet og trukket på plads ved at slås henholdsvis om syleskaftet i den højre hånd og om læderlappen, der beskytter den venstre hånd. Sadelmageren, der syr i læder, bruger syl som skomageren, men han har sat en nål på begge ender af sin tråd og trækker til omtrent som skomageren. Når sadelmageren arbejder som »tapetserer« og syr lange sømme f.eks. i gulvtæpper, arbejder han derimod med syring som en skrædder, men fordi hans stof er hårdere, slår han efter på nålen med ydersiden af håndens lillefinger, som han i den anledning beskytter med et læderhylster.

Der er, som man ser, mange måder at sy på. Hvilken man skal bruge afhænger af arbejdets art og navnlig af materialet, og her ligger maske forklaringen på den ovennævnte forskel i mandlig og kvindelig fremgangsmåde, som giver sig udtryk i brugen af henholdsvis syring og fingerbøl. Forskellen kan skyldes, at kvinderne altid kun har syet i tyndere stoffer, linned, og overladt mændene syningen i det sværere, valkede, uldne stof. Recessen af 1558 forudsætter, at »skræddere, der syr vadmel«, hører til de nødvendige håndværkere på landet. Det er altså mændene (skrædderne), som syr vadmel! Syningens deling mellem kønnene synes således at være opstået på et tidligt tidspunkt. Måske er det indvandrende skræddere, som i løbet af middelalderen har bragt syringen med sig. Den er vel, som så mange andre redskaber, kommet sydfra.

Problemet ligger måske så dybt, at ikke blot syningen, men også behandlingen af de uldne stoffer, har hørt til mændenes område, mens hørren har været dyrket og behandlet af kvinderne. Det viser sig nemlig, at selve spindingen af de to ting, der ikke er helt så simpel, som den i reglen fremstilles, har været delt mellem kønnene. Skotrokken, uden fodbræt og uden vinger, er et typisk uldbearbejdningsredskab, der endnu i det 18. århundrede betjentes af mænd, dugmagerne, mens den rok, vi sædvanligt kender, med vinger, i virkeligheden er beregnet til spinding af hør og blår; på den kan man ikke spinde uld, der skal bruges til fint klæde.

Både skrædder- og sadelmagerhåndværket er uddøende fag nu, hvor maskinsyning udført fabriksmæssigt afløser den gamle i hånden udførte syning. Det ville være ønskeligt, om man kunne få filmet nogle af de forskellige typiske sybevægelser, mens tid er. Det kan være, de er nøglen til en dybere forståelse af fortiden.