Sko min hest

Faktaboks 1

Af det jern, som kom vore første smede i hænde, synes det meste at have fundet anvendelse til våben, og langt op i tiden har broderparten af den sparsomme danske jernproduktion været beslaglagt til dette brug. Her som i andre lande var det gennem våbenfremstillingen, smedene gjorde deres erfaringer og udviklede deres kunst, og vil man kende oldtidssmedens yderste formåen, er det i krigerens udrustning, man skal forske. Her samler opmærksomheden sig om sværdet. Blandt jernvåbnene tog det hurtigt føringen, og det holdt denne stilling til et godt stykke ind i middelalder. Sværdene kan have prægtige fæster, og megen kunstnerisk snilde kan være nedlagt i skedernes beslag, men kvaliteten bestemmes nu engang ikke hverken af håndtaget eller af futteralet. Det er klingen, det kommer an på; den skal være hård, så at den ikke bøjer sig, og den må ikke være skør, så at den springer i stykker som glas. At give den disse egenskaber er imidlertid lettere sagt end gjort, for det hårde, kulholdige jern har netop tilbøjelighed til at springe i stykker, mens det bløde, kulfattige dito nok har den ønskede sejghed, men tillige den uønskede bøjelighed. Heldigvis er vanskeligheder til for at overvindes. Sværdklingernes problem blev løst og på mere end een måde, mest raffineret dog ved den såkaldte damasceringsteknik. Her var fremgangsmåden den, at man sammensvejsede tynde jernplader; i den tykke, lagdelte plade, som blev resultatet af denne proces, var hvertandet lag af blødt, hvertandet af hårdt jern. Her havde man da det hårde og det bløde jerns dyder forenet, ganske som i nutidens jernbeton, hvor man også lader to forskellige materialers forskellige egenskaber virke sammen til helhedens fordel. Pladen blev skåret ud i stænger, og af disse stænger, der ofte tillige var vredet til proptrækkerform, smedede man sværd, der var de gammeldags, usammensatte langt overlegne i styrke. En dekorativ tilgift opnåedes ved at foretage en ætsning af overfladen, derved fik man materialets lagdeling til at træde frem i et mønster, som af den dygtige smed kunne varieres på forskellig måde. Hele denne ejendommelige sværdfremstillingsproces kaldes som sagt damascering - vistnok efter byen Damaskus, der var kendt for sine våbensmedes duelighed. Hvor metoden iøvrigt er opfundet, er usikkert. De første damascerede sværd dukker op i Danmark ca 300 år efter Kristi fødsel, de sidste forsvinder et stykke ind i middelalderen. Det er klart, at de nordiske smede ikke straks har mestret sværdsmedningens mest indviklede teknik, og om damascering overhovedet er blevet udført i Norden er et spørgsmål, som der ikke er fuld enighed om. Givet er det, at mange af de sværd, vi finder i grave og moser, stammer fra udenlandske smedjer. Nogle af dem har ligefrem fabrikantens navn eller mestermærke præget i klingen, hvilket undertiden gør det muligt at efterspore hjemstedet. Efter alt at dømme er disse kvalitetssværd udgået fra et forholdsvis lille antal våbensmedjer beliggende i Mellem- og Vesteuropa. Her har verdensdelens ypperste sværdmagere siddet i glansfuld utilnærmelighed. Man kan forestille sig, at disse smedefyrster har våget som drager over de arvede recepter og fabrikationshemmeligheder, der dannede grundlag for dynastiernes magt. Om den norske sagnkonge Regnald fortælles det, at han engang i ufredstid lod indrette en hule, hvor han skjulte det bedste, han ejede: sin datter, sine skatte og »flere sværd, der var mesterstykker af smedekunst«. Man behøver ikke at fordybe sig længe i den nordiske sagnlitteratur for at forstå, at vikingerne og i det hele taget den sene oldtids mennesker forstod at værdsætte et godt sværd. De særlig fremragende og højt fortjente mesterstykker navngaves, som var de levende væsener og blev vel også til en vis grad betragtet som sådanne. Sagnene ved i hvert fald at fortælle om egensindige sværd, der ikke uden videre lod sig styre af deres ejere. De havde selv en vilje, således det berømte sværd Tyrfing, der, når det først var draget, ikke lod sig stikke i skeden igen, før det havde taget menneskeliv. En god del mystik og overtro har været knyttet til damasceringsmønstret, hvis bugtede linjer kan minde om hugormens rygbånd eller for den sags skyld om hugormen selv. Et træk, der synes at have haft en særlig - for os desværre ukendt - betydning, er en ring i sværdfæstet. Den omtales i digtningen i forbindelse med høvdingesværd af højeste klasse og kendes iøvrigt fra fundene. Det midterste af de tre sværd på billedet er et »ringsværd«. Sværdenes tilblivelse er naturligvis også blevet til et mystisk anliggende, hvor dværge og jætter medvirker, og hvor de utroligste resultater opnås. Sværdet Gram, som Regin smeder til Sigurd Fafnesbane, er så skarpt, at det kan kløve en ambolt, og lader man en tot uld drive med strømmen ned ad åen mod sværdæggen, bliver den skåret midt over. Listen over berømte sværd og deres bedrifter er lang: Snirter og Høking, Lysing og Hvitting, Løgde, som ført af Ole den Frøknes hånd på engang dræbte tolv krigere, Skrep, med hvilken Uffe fældede saksernes kongesøn og deres gæveste kæmpe, Hrunting, Mistelten og mange andre. Hvad har det kostet at erhverve en Gram, en Skrep eller en Tyrfing? Vi ved det ikke, men da ganske almindeligt jern langtfra synes at have været billigt, aner man, at prisen på indførte, sjældne mestersværd kan have været noget i retning af svimlende. Set på denne baggrund må de bekendte, store våbenfund fra jernalderen forekomme højst forunderlige. Hvordan kan det forklares, at man med fuldt overlæg har ødelagt store mængder af fuldgode våben og kastet dem i mosen? Et enkelt af disse fund kan indeholde i hundredevis af fremragende sværd, ofte damascerede og med mestermærker. En velbegrundet teori går ud på, at det drejer sig om krigsbytte, ofret til en guddom som tak for sejr. De må have været stærke i troen, jernalderfolkene, som frivilligt gav slip på sådanne skatte. Sandelig et offer! Harald Andersen