Skipperskeer

Skikken at give gaver som en slags reklame for at forpligte modtageren – det man med et grimt ord kalder returkommission – har vel altid eksisteret, også inden for det maritime. Når danske skippere i 1800-tallet lå med deres sejlskibe i en eller anden Østersøhavn: Königsberg, Reval, Riga o.s.v., var det en fast sædvane, at de modtog sølvtøj af den skibsmægler eller købmand, de havde med at gøre. Det var som regel spiseskeer til daglig brug, der på den måde skiftede ejer, og da det altså var reklame, lod giveren i reglen firmanavn, by og årstal indgravere eller indprikke i skeen. En skipper, der år efter år sejlede på de nævnte havne, kunne efterhånden få en anselig samling skeer – det fortælles, at en kaptajn i Marstal havde samlet 35 af dem – og da der var grænser for, hvor mange der var brug for i husholdningen, hændte det, at man lod giveren forstå, at rede penge ville være nok så velkomne. Det er naturligvis først og fremmest i søfartsegne, man endnu træffer disse gamle spiseskeer, men de forekommer også andetsteds, ja i virkeligheden over hele Danmark. Skipperfamilierne hører oftest til bybefolkningen, og den flytter nok mere rundt end landboerne gør. Af de omtalte skipperskeer fra Kalundborg var der ikke en eneste, som oprindeligt var hjembragt til selve denne by; de stammede fra skipperfamilier i Ålborg, Svendborg, Helsingør, Tåsinge og Bornholm. Overalt i landet vil man sikkert finde samme situation, så hvor man end bor, er der mulighed for at opdage noget i skufferne, blot man stammer fra en sømandsfamilie.

Ejere af sølvtøj vil i mange tilfælde kunne fortælle, at de og de skeer er hjembragt af en søfarende forfader i slægten, men selv hvor familietraditionen svigter, vil man forholdsvis let kunne kende skipperskeerne, først og fremmest på de fremmede sølvmærker og på giverindskrifterne. Giverne boede som sagt langs Østersøen, i tyske havne som Danzig, Pillau, Königsberg og Memel, og i russiske: Libau, Riga, Pernau, Reval, Kronstadt. Af givernavne kendes allerede en del, og de kan være til hjælp ved identifikationen, men det er sandsynligt, at listen vil kunne udvides ret betydeligt. Den ældste ske, vi har kundskab om, er dateret 1806, den yngste 1878, men disse grænsetal er naturligvis rent foreløbige, og det første af dem kan i hvert fald ikke tages som udtryk for skikkens begyndelse. Vi ved, at man i Norge allerede før år 1800 uddelte skippersølvtøj; det var tømmerhandlerne fra Brevik, ved søvejen op til Skien, som gav deres hollandske kunder skeer. Heraf fremgår det jo i øvrigt, at skikken ikke udelukkende var begrænset til Østersøhavnene.

Om europæiske sølvmærker fra 17-1800-tallet er der skrevet mange og tykke bøger, og de lader sig naturligvis ikke referere på et par linjer. Så meget kan dog siges: De russiske sølvstempler kan kendes på, at de har russiske (cyrilliske) bogstaver – men det må ganske vist tilføjes, at de fleste sølvsmede i russiske havne var tyskere, og de brugte naturligvis latinske skrifttegn. Undertiden optræder der tal i indskrifterne, og med dem er der ingen vanskelighed, da såvel russere som tyskere brugte de arabiske tal, som vi jo selv anvender; i et af de stempler, vi kender, findes årstallet for fremstillingen, og i et andet står tallet 84, der angiver sølvets renhed i procent. – Betydeligt vanskeligere at have med at gøre er sølvtøjet fra de tyske havnebyer. Undertiden er det blot forsynet med et enkelt tegn, vist nok et mesterstempel, men i reglen kan det kendes på den såkaldte »oldermandsranke«, en lang, graveret zigzaglinje, der almindeligvis er anbragt på bagsiden af genstanden – dog ikke i dekorativt øjemed, den fremkom ved prøvningen af sølvet, idet man med en gravstikke tog en smule af metallet ud. Ved siden af ranken findes stempler: bymærket, der for Danzigs og Königsbergs vedkommende er et kronet malteserkors omgivet af tallet 12, der åbenbart angiver lødigheden, på samme måde, som vi kender det fra sønderjysk sølvtøj; endvidere mestermærket og et bogstav, der vistnok er et udtryk for årstallet. Et ubedrageligt tegn på, at det drejer sig om skippersølv, er giverindskriften, men det hænder, at den glimrer ved sin fraværelse; man brugte jo skeerne til daglig, så en del af de tyndt indprikkede indskrifter kan være slidt ud i tidens løb, men der er også tilfælde, hvor det er indlysende, at de aldrig har været der. Fra familien Bondo i Svendborg kommer to skeer, den ene med tydelig giverindskrift, fra Königsberg 1836, den anden ganske lignende, med de samme bystempler, men uden indskrift. Man kan sikkert gå ud fra, at også denne sidstnævnte er en skipperske.

De omtalte norske skeer fra Brevik er endnu ikke fundet her i landet, men skulle de dukke op, vil de have sølvmærker, der ligner de danske provinsmærker, hvorimod man ikke kan være sikker på, at de har giverindskrifter. Måske har også svenske tømmerhandlere i »Planke- kina«, som søfolkene kaldte svenskekysten langs Den botniske Bugt, givet kaptajnerne sølvtøj; i så fald vil det have et lille stempel med det svenske rigsvåbens tre åbne kroner samt årstalsbogstav og mestermærke. (Fig. 1., fig. 2., fig. 3)