Skinker og skind

Ålborgbispen Jens Bircherod var en alsidigt interesseret mand, der gerne på sine visitatsrejser gjorde små afstikkere fra teologien. Som her – i 1704 – hvor han på en tur i Nordvendsyssel kigger ind på herregården Asdal, der endnu dengang lå på sin oprindelige plads omgivet af volde og grave. Men hvad er det dog for en flæskeside, bispen taler om? Og hvem er Karl Pølse?

Det første er let nok besvaret, for flæsket eksisterer endnu, omend i stærkt reduceret skikkelse, og ses på billedet over disse linjer. Den indtørrede svineskank fulgte med til det nye Asdal, som blev opført tæt ved ruinen af det gamle, og opbevares nu i en niche over hoveddøren. Karl Pølse ligger det straks lidt tungere med; ham har historikerne aldrig rigtig villet tage alvorligt.

I Pontoppidans Danske Atlas (1769) får vi at vide, at det var ham, som først byggede Asdal (for penge tjent ved strandrøveri), men han sattes ikke i forbindelse med skinken; om den fortælles en anden historie: Der var to brødre, den ene ejede Asdal, den anden Birkelse. »På den enes grund blev stunget et vildsvin, som løb over og døde på den andens. Efter trætte og dom blev vildsvinet således delt imellem dem, og hvers del ophængt på sin gård til en amindelse«.

1800-tallets sagnoptegnere kender meget vel skinken på Asdal og har overleveret os historien i en hel række udgaver, med og uden Karl Pølse. Kernen i sagnet er stadig herremænds kiv om et svin med påfølgende deling af dyret, men nu er pointen, at den, hvis skinke rådnede først, havde uret i striden. Hvem modparten – eller modparterne – var, er der ingenlunde enighed om, men den ret fjerntliggende gård Birkelse synes helt at være gledet ud, i stedet nævnes Bøgsted, Baggesvogn, Nørre Elkær, men i særdeleshed Odden, som ligger Asdal nærmest. Asdal omtales fornemmelig som den sejrende, så det er med nogen overraskelse, man erfarer, at der på to af de andre gårde, Nørre Elkær og Odden, opbevares skinker magen til Asdals – men ganske vist i en tilstand, som nærmest bekræfter sagnet (fig. 2).