Skibet skal sejle –

To store arkæologiske bjærgningsforetagender – Wasa i Stockholms skærgård og Skuldelevskibene i Roskilde fjord – har inden for det sidste tiår sat sindene i bevægelse og indvarslet en ny epoke i nordisk fortidsforskning. Det skyldes frømandsudstyret, det nye lette dykkerapparatur, som kom på markedet efter krigen, at vandene nu omsider har kunnet inddrages som arkæologisk arbejdsplads, og det er sikkert og vist, at vi har meget at glæde os til. Åbningen af skibsmuseet i Roskilde i juni denne sommer har givet Skuldelevskibene fornyet aktualitet, men lad os ikke i festrusen glemme et andet skibsfund, som også i høj grad har nyhedens interesse, nemlig fundet fra Ellingå ca fem kilometer nord for Frederikshavn. Det blev udgravet – eller hævet skal man måske snarere sige – sidste efterår. Detaljerede oplysninger om skibet vil først foreligge den dag, det står færdigrestaureret i Bangsbo-museets udstillingshal, og der vil gå år og dag, før man kommer så vidt. Men så meget kender vi det allerede, at en i hovedtrækkene rigtig kopi kan bygges, og det er for tiden ved at blive gjort. Udgravningen, som der nu skal fortælles om, var vist uden sammenligning sidste års besværligste og mest spændende. Den var til tider mere dramatisk, end de implicerede brød sig om. (Fig. 1)

Af Christian Fischer

Findestedet ligger, hvor Skagensbanen skærer Ellingå, og netop banen var den direkte årsag til, at skibet blev fundet. Da man i 1922 byggede jernbanebroen, måtte åen ledes ind i et nyt leje, og under gravningen af dette stødte man på tildannet træ. Museumsinspektør Kai Uldall, der blev tilkaldt fra Nationalmuseet, kunne bekræfte, at det drejede sig om et skib, men indstrømmende vand besværliggjorde undersøgelsen og umuliggjorde videre udgravning. Uldall nøjedes da med at fotografere de fremgravede skibsdele, hvorefter fundet igen blev kastet til. Skibsarkæologi var på det tidspunkt et uopdyrket felt i Danmark, så nogen mulighed for at datere skibet var ikke til stede.

I næsten 40 år henlå nu skibet upåagtet i sin eng, men helt glemt var det ikke. Omkring 1960 opstod der i lokale kredse interesse for at bjærge vraget, og hos Nationalmuseet mødte man ingen modstand mod tanken. Med de tekniske muligheder, man nu rådede over, kunne opgaven ikke længere anses for uløselig, og om de gamle skibe vidste man nu meget bedre besked. Ud fra Uldalls fotografier kunne vor ledende skibsforsker Ole Crumlin-Pedersen datere og typebestemme fundet: et nordisk handelsskib fra en tidlig del af middelalderen.

At opgaven var løselig, betyder naturligvis ikke, at den var let. Skibets dybeste del (styrbords-siden) lå ca 2, 5 meter under vandspejlet, og enden af fartøjet stak et godt stykke ud under åens bund. Skulle udgravningen foregå på normal, tørskoet vis, måtte området inddæmmes med spunsjern, men disse måtte på grund af jordbundsforholdene hamres over elleve meter ned, hvilket selvsagt ville blive en dyr historie. Crumlin-Pedersen foreslog da, at man i stedet skulle alliere sig med vandet, det vil sige lade dykkere foretage udgravningen.

Købstaden Frederikshavn kunne sidste år fejre sin 150-års fødselsdag, og Bangsbo-museet kom til at nyde godt af feststemningen i den jubilerende by. De fornødne pengemidler blev stillet til rådighed fra forskellig side, og sidst på sommeren kunne arbejdet gå igang. Set med en arkæologisk landkrabbes øjne kom det til at forme sig temmelig u- traditionelt. Normalt plejer man at udfolde store anstrengelser for at bortskaffe tilstrømmende vand, her lod man med fuldt forsæt åvandet strømme ind i udgravningen, hvorefter dykning kunne påbegyndes og »undervandsstøvsugere« tages i brug. Disse nyttige apparater er simpelt hen kraftige sugepumper, som dykkerne dirigerer under vandet, hvilket ikke er særlig let, når man hænger næsten vægtløs, blot med nogle kraftige blylodder til at sørge for jordforbindelsen. Sigtbarheden i det plumrede åvand var i øvrigt meget ringe, i bedste fald én meter, ofte betydeligt mindre. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)