Skibe i havn

(Fig. 1)

Gennem fire kortere og længere artikler er Skalks læsere gennem årene blevet holdt underrettet om det store skibsfund i Roskildefjorden ud for Skuldelev. Der er fortalt om de indledende frømandsundersøgelser og om forberedelserne til det store inddæmningsarbejde, der skulle gøre udgravning mulig. Også selve udgravningsarbejdet, der blev heldigt gennemført sidste sommer, har været genstand for en kort omtale. Men der er meget mere at sige om de fem skibe, som i slutningen af vikingetiden blev sænket for at spærre passagen gennem Peberrenden.

Af Ole Crumlin-Pedersen

Den 5. juli begyndte udpumpningen af vandet inden for spunsvæggen. Skeptikere påstod, at nedramningen var sket et helt forkert sted i renden; at skibene lå ca. 50 m østligere, end vor afmærkning viste. Det gjorde de heldigvis ikke! En forskydning af spunsvæggen på blot 5-10 meter i forhold til den beregnede position ville uvægerligt have betydet ødelæggelse af et eller flere af skibene. Nu høstede vi lønnen for de tre års våde forundersøgelser. Da vandet var væk, sås det klart, at spunsvæggen stod nøjagtigt. Skibene lå, hvor de skulle, og udgravningen kunne begynde.

I forvejen havde vi gjort os mange tanker om den bedste fremgangsmåde ved arbejdet med de mange vragdele, der nødvendigvis måtte adskilles, ikke blot i de oprindelige samlinger, hvor jernnaglerne var rustet væk, men også i de mange brud i det tynde træværk, hvor stentrykket var blevet for stort.

Udgravningsteknikken var inspireret af erfaringerne fra undervandsarbejdet. Her havde vi lært, hvor skånsomt vandet kunne frilægge selv de møreste trædele. Bløde vandstråler erstattede derfor de traditionelle graveskeer og børster, og hundreder af tons sten blev på denne måde frilagt og kunne bæres bort. Naturligvis kunne man ikke træde i skibene uden fare for at beskadige træværket. Da havde det været bekvemt som frømand at »svæve« vægtløs i vandet over arbejdsstedet. Nu måtte denne »vægtløshed« opnås ved at arbejde fra lange træbroer, der spændte tværs over skibene.

Det var oprindelig tanken at opmåle skibene på traditionel vis. Takket være, at civilingeniørerne Poul Winding og O. Jacobi fra Laboratoriet for landmåling tilbød at foretage denne opmåling ad fotografisk vej, blev det imidlertid muligt helt at undgå dette tidsrøvende arbejde. Opmålingsmaterialet ligger nu gemt i et stort antal fotografier, der efter udgravningens afslutning giver mulighed for udtegning af alle ønskede planer og snit. Fordelene herved er indlysende. En »traditionel« udgravningsplan viser kun, hvad udgraveren har set og indtegnet, mens det »fotogrammetriske« materiale til enhver tid kan tages frem på ny for at kontrollere og supplere de udtegnede planer.

(Fig. 2).