Skefning

En af den tidlige middelalders aalborgensere har en dag ærgret sig. Han havde tabt sin nål. Måske har han ledt efter den i omegnen af Budolfi kirke, men han fandt den ikke. Det gjorde først vi. (Fig. 1)

Af Jan Kock

Billede


Den trekantede benspids med øje til tråd er vel ikke noget pragtstykke, men der er runer på den, og det giver den en særlig værdi. Der står »skefningr«, hvilket betyder »blankpoleret nål«. Hvis nogen skulle være i tvivl -.

I svensk dialekt har man »skamning«, hvilket må være det samme ord, og »skämling-vanter«, der betegner vanter syet med en nål, netop som Aalborg-nålen. Den anvendte teknik er den, der her til lands kaldes nålebinding. Vor nåls formål kan vist med dette betragtes som opklaret.

Med en afmålt tråd i nålen bindes vanten – eller hvad det nu er, man binder – ved at danne løkker, der griber ind i hinanden. Når tråden er brugt op, må den øges, og for at undgå knuder snoes enderne sammen. Den færdige binding skal valkes i varmt sæbevand, derved filter garnet, hvilket gør det blødere, varmere og mere fugtafvisende. En vis formning er der også mulighed for i denne del af processen. (Fig. 2, fig. 3)

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 1976:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.