Skefning

Den trekantede benspids med øje til tråd er vel ikke noget pragtstykke, men der er runer på den, og det giver den en særlig værdi. Der står »skefningr«, hvilket betyder »blankpoleret nål«. Hvis nogen skulle være i tvivl -.

I svensk dialekt har man »skamning«, hvilket må være det samme ord, og »skämling-vanter«, der betegner vanter syet med en nål, netop som Aalborg-nålen. Den anvendte teknik er den, der her til lands kaldes nålebinding. Vor nåls formål
Den runebeskrevne Aalborgnål er 11 cm lang. Som type er den ikke usædvanlig, den kendes - i ben, metal eller træ - fra mange oldtids - og middelalderfund, men kun yderst sjældent med skrift. På en nål fra Lund læses: »Anne Tue søns skævning«.
kan vist med dette betragtes som opklaret.

Med en afmålt tråd i nålen bindes vanten - eller hvad det nu er, man binder - ved at danne løkker, der griber ind i hinanden. Når tråden er brugt op, må den øges, og for at undgå knuder snoes enderne sammen. Den færdige binding skal valkes i varmt sæbevand, derved filter garnet, hvilket gør det blødere, varmere og mere fugtafvisende. En vis formning er der også mulighed for i denne del af processen. (Fig. 2, fig. 3)

Nålebinding er en meget gammel kunst. Første gang vi bløder den herhjemme, er i bronzealderens ege- kistegrave, men da tekstiler mangler i stenalderfundene, kan teknikken godt være ældre. Fra vikingetid kan nævnes et raffineret eksempel: To vimpelformede silke-prydbånd med nålebundne midterfelter i guldtråd. De er fra en vikingegrav i Mammen ved Viborg, men muligvis ikke af dansk oprindelse.

I vore middelalderlige bylag er fundet nålebundne vanter af fæhår eller uld - solide men grove sager. Et eksemplar fra København har beg på tommelen, og det er tydeligt, at den har været brugt til hårdt og beskidt arbejde. Vanternes ejere var jævne folk; i Frankerriget var det endog påbudt bønderne at bære vanter som tegn på ydmyghed over for kongen og hans mænd. Standspersoner gik med handsker, og her kunne nålebindingen også være med. Da pave Bonifacius 8. døde 1303, blev han, som skik var, gravsat iklædt en liturgisk dragt, hvortil hørte et par handsker, og de var nålebundne, skønt strikkekunsten da var kendt i Sydeuropa. Adskillige andre gejstlige personer, således vor biskop Absalon, er blevet gravlagt med denne håndbeklædning.

Flere ting tyder på, at Norden og specielt Sverige i middelalderen har produceret nålebundne vanter og handsker med eksport for øje - ja at de indgik som en ikke uvæsentlig del af handelen med Rusland, hvor de var meget efterspurgt. En aftale - ganske fordelagtig, må man sige - blev i 1229 truffet af nogle gotlandske købmænd med regenten i Smolensk: Han skulle sørge for, at deres varer kom frem uden tab, til gengæld skulle han have et par handsker. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Ved udgangen af middelalderen rykkede strikkekunsten frem. Den er lige så fleksibel som nålebindingen, men har den fordel at kunne arbejde med en ubrudt tråd, og det ser ud til, at den helt fortrængte den ældre teknik. I Danmark vel at mærke - i Norge og Sverige fremstilledes vanter, strømper, såler og huer stadig ved binding med nål. En mere speciel ting var en slags ydersok, oftest af fæhår, den blev båret uden på en ulden sok for at give en ekstra isolering mod kulden. Den helt modsatte anvendelse, nemlig som beskyttelse mod varme, kender vi fra Finland, hvor lange, nålebundne strømper af fæhår blev båret, når man afbrændte skov for at få land til dyrkning.

Nålebinding er ikke blot vidt udbredt i tid, men også i rum. I vore dage praktiseres den især i den nære Orient, således i Persien, hvor man kan se hele bazargader optaget af handel med nålebundet fodtøj. Det vil sige, overdelen er nålebundet, sålen er af læder eller nu oftere autogummi.

Nålebindingen har i vore nordlige nabolande overlevet op til idag, men kun ganske enkelte steder. Inden den helt forsvinder, har husflidsforeningerne dog taget sig af sagen og prøvet at give den kunstigt åndedræt. For at vise produkternes uforlignelige egenskaber foranstaltede man et forsøg. Et hold skovarbejdere blev udstyret med nålebundne sokker i stedet for strikkede, som de plejede at slide igennem i løbet af en uge. Efter fem ugers næsten daglig brug var der hul på hælen, men heller ikke før. Da nålebundne ting har den heldige egenskab, at de ikke trævler, kunne sokkerne stoppes med en ny nålebinding og valkes, hvorefter de klarede yderligere fem uger. Vor Aalborgnål repræsenterer noget godt og gammelt. Måske bliver denne teknik almindelig igen. (Fig. 8)

Lit: Primitive Scandinavian Textiles. 1963. - Studia Norvegica. Nr 10.