Ske

Vort spisebestiks treenighed er af nyere dato, først i 1800-årene blev den endeligt indført i alle kredse, men havde dog længe været på bordet hos de mere velhavende. Sidst kom gaffelen; det var renæssancens mennesker, der fik fine fornemmelser, som forbød dem at tage på maden med fingrene – i hvert fald når gæster så på det. Kniven kan følges langt tilbage gennem oldtiden, men af skiftende materialer: jern, bronze, sten. Ældst er muligvis skeen. For man kan da dårligt forestille sig, at vore fjerne forfædre ikke skulle have modtaget naturens gode tilbud: muslingeskallen.

Af Redaktionen

Billede

Lad os i denne omgang blive ved skeen. De første egentlige skeer, vi kender fra Danmark, hører bondestenalderen til; de er skåret i træ, og her har vi oprindelsen til navnet, der betyder noget i retning af udkløvet træstykke (jævnfør det engelske »spoon«, som er i familie med ordet spån). I bronzealderens egekister møder vi hornskeen, derimod ingen metalskeer, som man måske kunne have ventet. De gjorde sig i bogstaveligste forstand kostbare, men nede mod syd, i Middelhavslandene, udviklede de sig på det eleganteste.


Forsommeren 1820 stødte fæstegårdmand Claus Sørensen fra Årslev syd for Odense ved gravning i den lokale kirkebakke på to tæt ved hinanden liggende skeletter, og takket være sognepræsten hr Ribers udmærkede indberetning har vi et ganske godt billede af fund og fundforhold. Ved det ene af ligene fandtes ingen gravgaver, det andet derimod, »der synes at have været et fruentimmer«, bar kostelige smykker, ringe og en amulet af bjergkrystal med en abracadabra-indskrift i græske bogstaver. Mellem de to døde stod flere bronzekar, i et af dem fandtes knogler (vel fra en medgivet dyresteg) samt en kunstfærdigt udført sølvske. Således dukkede skeen af ædelmetal op i Danmarks oldtid. En ganske virkningsfuld entre!


Den tid, de rige fynboer levede (300-årene efter Kristi fødsel), er ikke ubegrundet blevet kaldt romersk jernalder. En strøm af handelsvarer fra storrigets provinser fandt vej herop, til dem hører flere af fundets genstande, således skeen, der ved sit mærkeligt »knækkede« skaft og hele fremtoning tydeligt røber sin herkomst. Herhjemme slog moden ikke an, først langt senere, i middelalderen, dukkede sølvskeer for alvor op på rigmænds borde. Jernalderskeens optræden var et gæstespil – men et særdeles vellykket. Der er intet primitivt over førsteudgaven.


Billedet viser Årslevskeen – dog ikke den virkelige, men en kopi fremstillet af sølvsmed Frans Magnussen på Skalks bestilling med henblik på bladets læsere. Den er – som originalen – af massivt sølv og måler godt 14 cm i længden. Kan erhverves for en pris af 185 kr.


Udgave: Skalk 1975:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.